Iohannes miseracione diuina Tusculanus episcopus. uniuersis presentes litteras inspecturis/ salutem in domino. ♦ Dudum pro parte uenerabilis patris Vexionensis episcopi suffraganei ecclesie Vpsallensis/ tunc pastoris regimine destitute/ et Nicolay Vadulfi canonici Scarensis/ ex diuersis causis/ et grauaminibus/ que a preposito et capitulo eiusdem Vpsallensis ecclesie/ eisdem episcopo et canonico dicebantur illata/ contra ipsos prepositum/ et capitulum/ ad uenerabilem patrem archiepiscopum Lundensem/ ut dicitur ex[titit] appellatum/ qui pretendens ad se cognicionem causarum huiusmodi pertinere/ eosdem prepositum et capitulum asseritur [fe]cisse citari/ ut certo termino/ per se/ uel per procuratorem ydoneum/ coram eodem archiepiscopo [comparerent in] predictis causis appellacionum prefatis episcopo et canonico exigente iusticia responsuri. ♦ Et quia prefati prepositus et capitulum a citacione dicti archiepiscopi Lundensis qui in regno Dacie metropolitanus existit/ nec in dicta Vpsallensi ecclesia neque in regno Suecie aliquam ut asserebant dicitur iurisdictionem habere de consuetudine uel de iure/ eosdem prepositum et capitulum/ citare facere non poterat/ nec debebat/ reputantes indebite se grauari/ contra archiepiscopum Lundensem/ et episcopum/ et Nicolaum prefatos/ pluries et legitime/ ad sedem apostolicam appellarunt\ seu pro parte ipsorum extitit appellatum. ♦ Idem uero archiepiscopus appellacionibus huiusmodi omnino contemptis/in prefatos prepositum excommunicacionis/ in capitulum uero Vpsallensis ecclesie/ suspensionis/ sentencias dicitur promulgasse. ♦ Causis autem huiusmodi inter quas discutiendum concurrebat causa iuris primatie/ que est inter magis arduas computanda/ ad apostolicam sedem/ deductis/ pro parte predictorum prepositi et capituli/ fuit felicis recordacionis domino Nicolao/ pape quarto humiliter supplicatum/ ut cum propter iudicum et locorum inopiam/ sine magnis personarum et rerum periculis non possent in partibus Suecie uel Dacie cause huiusmodi terminari/ in causis ipsis appellacionum/ et negocii principalis/ ac super annullacione dictarum sentenciarum excommunicacionis/ et suspensionis/ siquas idem archiepiscopus Lundensis de facto cum de iure nequiuerit/ in eosdem prepositum et capitulum ut dicebatur protulerat/ dignaretur unum de dominis cardinalibus concedere auditorem/ qui causas ipsas audiret/ et debito fine decideret/ ac irritaret/ et uacuaret/ irritas/ et uacuas nunciaret sentencias supradictas/ necnon beneficium restitucionis in integrum concederet si in dictis causis pro parte dictorum prepositi et capituli peti contingeret principaliter uel etiam incidenter/ et esset concedendum de iures et quod idem auditor dare posset dictis preposito et capitulo absolucionis beneficium ad cautelam\ non obstante quod cause ipse de sui natura non erant ad Romanam curiam deuolute. ♦ Idem autem dominus Nicolaus/ sanctissimum patrem/ et dominum nostrum/ dominum Bonifacium/ papam VIII. tunc dominum Benedictum tituli sancti Martini in Montibus presbiterum cardinalem/ dedit in causis ipsis/ iuxta formam et tenorem peticionis huiusmodi auditorem. ♦ Demum uero post aliquos processus habitos in causis predictis/ eodem domino Nicolao uiam uniuerse carnis ingresso/ et predicto domino Bonifacio ad apicem summi apostolatus assumpto/ idem dominus Bonifacius causas ipsas in eo statu/ in quo fuerant coram ipso/ iuxta formam et tenorem peticionis supradicte nobis audiendam commisit ♦ Cumque postmodum uenerabilis uir dominus Nicolaus tunc decanus predicte Vpsallensis ecclesie/ per capitulum ipsius/ electus esset in eiusdem ecclesie archiepiscopum/ et pastorem/ et pro huiusmodi prosecucione electionis ad Romanam curiam accessixet/ et in eadem curia pro prosecucione electionis ipsius/ aliquamdiu mora protracta/ tandem omni iuri quod sibi in electione huiusmodi competebat/in manibus eiusdem domini nostri renunciauit expresse/ qua per ipsum dominum nostrum renunciacione recepta/ idem dominus noster nobis commisit oraculo uiue uocis/ ut predictam suspensionis sentenciam/ siqua fuerat/ et quatenus predictum dominum Nicolaum tunc decanum tetigit/ relaxaremus ad cautelam ipsumque ad archiepiscopalem et episcopalem dignitates habilem/ auctoritate sua reddere curaremus. ♦ Nos itaque mandatis eiusdem domini nostri humiliter obedire uolentes/ predictam suspensionis sentenciam siqua fuit/ et/ in quantum predictum dominum Nicolaum tetigit/ auctoritate predicta relaxamus ad cautelam/ et relaxatam per presentes denunciamus/ ipsumque ad archiepiscopalem et episcopalem habilem reddimus dignitates. ♦ In cuius rei testimonium presentes litteras mandauimus sigilli nostri munimine roborari. ♦ Datum Anagnie. anno domini millesimo ducentesimo nonagesimo quinto indictione viii. die xxiii. mensis julii pontificatus predicti domini Bonifacii pape VIII. anno primo.
33 accessixet=accessisset.
Johannes, af Guds Barmhjertighed Biskop i Tusculum, til alle, som faar dette Brev at se, Hilsen med Herren.
I sin Tid skal den ærværdige Fader Bispen af Växjö, som er Lydbiskop under Uppsala Kirke, der da stod uden Hyrde, sammen med Niels Vadulfsson, Kannik i Skara, som Følge af forskellige Sager og Tynger, som Provsten og Kapitlet ved Uppsala Kirke skal have paaført samme Biskop og Kannik, imod Provsten og Kapitlet have appelleret til den ærværdige Fader Ærkebispen i Lund. Denne skal da, idet han gjorde Fordring paa, at Undersøgelsen af denne Sag tilkom ham, have ladet ovennævnte Provst og Kapitel stævne til personlig eller ved en dertil egnet Prokurator inden en bestemt Frist at give Møde for samme Ærkebiskop for, som Retfærdighed byder, i disse Appelsager at svare Bispen og Kapitlet. Fornævnte Provst og Kapitlet mener imidlertid, at de uretmæssigt forurettes herved, og har derfor flere Gange og paa lovlig Maade til det apostoliske Sæde appelleret eller paa deres Vegne ladet appellere denne Stævning udgaaet fra Ærkebispen i Lund, som er Metropolit i Danmarks Rige, men hverken efter Sædvane eller Ret hævdedes at have nogen Jurisdiktion i Sverige og i fornævnte Uppsalakirke og saaledes hverken kunde eller burde lade Provsten og Kapitlet stævne. Ærkebispen derimod har ladet fuldstændig haant om denne Appel, og skal ved Dom have banlyst fornævnte Provst og suspenderet fornævnte Kapitels Medlemmer. Da nu disse Sager, hvoriblandt ogsaa Sagen om Primatet skulde forhandles, som maa regnes blandt de mere vanskelige, var indbragt for det apostoliske Sæde, ansøgte Provsten og Kapitlet ydmygt Pave Nicolaus 4., salig Ihukommelse, om at han, da Sagerne paa Grund af Mangel paa Dommere og egnede Steder ikke uden stor Fare for Liv og Gods kunde endelig afgøres i Sverige eller Danmark, med Hensyn til Appelsagerne og Hovedspørgsmaalet og angaaende Ophævelsen af de Banlysnings- og Suspensionsdomme, som Ærkebispen i Lund — faktisk, men uden Medhold i Loven — maatte have fældet over Provsten og Kapitlet, vilde værdiges at indsætte en af Kardinalerne til som Auditør at paahøre Sagerne, afgøre dem med en behørig Afslutning og omstøde og forkaste — og erklære for omstødt og forkastet — de ovennævnte Domme samt tilstaa dem Genindsættelse i deres Rettigheder, hvis nævnte Provst og Kapitel i disse Sager enten under Hovedsagen eller under Behandlingen af andre Spørgsmaal bad derom, og hvis det efter Loven burde tilstaas dem. Endelig bad de ogsaa om, at samme Auditør som Forsigtighedsforholdsregel, uanset at Sagerne efter deres Natur ikke var hjemfaldne til den romerske Kurie, skulde kunne meddele Provsten og Kapitlet Absolutionens Velgerning. Samme Pave Nicolaus indsatte da den hellige Fader og Herre, Pave Bonifacius 8., der dengang hed Benedikt og var Kardinalpresbyter af S. Martino ai monti, til Auditør i Sagen i Overensstemmelse med Ansøgningens Form og Indhold. Da saa efter Afholdelsen af nogle Procesmøder i Sagerne Pave Nicolaus var afgaaet ved Døden, og fornævnte Herr Bonifacius var bleven ophøjet til den højeste apostoliske Værdighed, overdrog samme Herr Bonifacius mig Sagerne i den Stand, hvori de var, for at jeg kunde høre dem i Overensstemmelse med fornævnte Ansøgnings Form og Indhold. Da senere den ærværdige Herr Niels, den Gang Dekan i ovennævnte Uppsala Kirke, af Kirkens Kapitel var blevet valgt til samme Kirkes Ærkebiskop og Hyrde og var draget til Kurien i Rom for at gennemføre Valget, og da han i Anledning af Gennemførelsen heraf opholdt sig i længere Tid ved Kurien, oplod han udtrykkelig i Pavens Haand al Ret, der maatte tilkomme ham ifølge dette Valg; den Herre Paven tog imod denne Opladelse og overdrog derefter mundtlig mig som Forsigtighedsforholdsregel at ophæve fornævnte Suspensionsdom, hvis en saadan overhovedet kunde kaldes en Dom, forsaavidt den berørte fornævnte Herr Niels, der den Gang var Dekan, og paa Pavens Vegne erklære ham rehabiliteret til Bispe- og Ærkebispeværdigheden. Da vi ydmygt ønsker at opfylde vor Herre Pavens Paalæg, ophæver vi herved for en Sikkerheds Skyld paa hans Vegne denne Suspensionsdom, om den overhovedet har været en Dom, for saa vidt den angik samme Herr Niels, og erklærer den ved dette Brev for ophævet og ham for rehabiliteret til Bispe- og Ærkebispeværdigheden. Til Vidnesbyrd herom har vi ladet dette Brev bekræfte ved vort Segls Værn. Givet i Anagni den 23. Juli 1295 i den 8. Indiktion i 1. Aar af fornævnte Pave Bonifacius 8.s Pontifikat.