Til Danmarks berømmelige Konge en bedre Visdoms Aand. Den varme, faderlige Kærlighed, hvormed vi omfatter Din kongelige Person i Kristus, banker bestandig paa vort Hjertes Dør og bekymrer vort Sind, saa vi med Bekymring tænker paa Din og Dit Riges Stilling, som — efter hvad vi har erfaret — desværre allerede længe, idet Fredens Fjende udsaar Klinten, har været udsat for alskens Farer, splittet af Strid, rystet af Sammenbrud, og formørket af mangfoldige Forstyrrelser, og nu med nidkær Iver agter hurtigt at faa den bragt paa Fode. Thi vi ved, og det bekræftes af ubestridelige Kendsgerninger, at naar Stridigheders og Tvistigheders Stormvejr tager til, øves ikke Fredens Gerning, som den bør, men Sjælenes Frelse forsømmes, fromme Bestræbelser svinder hen, ja der bliver end ikke sparet paa forbryderiske Handlinger, frygtelige Ting begaas, Rædslerne øges, Misgerninger begaas, Retstrætter opstaar og Hadet vokser. Heraf, Søn, heraf maa det utvivlsomt være kommet, at Du, høje Konge, antagelig opflammet af Øretuden og forledt af slette Menneskers svigefulde Raad, som pønser paa at gøre ondt værre og ikke er bange for til Skade for deres Næste at slippe ondskabsfuld Sladder løs, allerede for længe siden, efter hvad der paastaas, har ladet vor ærværdige Broder Jens, Ærkebiskop i Lund og Sveriges Primas, Kristi velegnede Tjener og et fremtrædende Medlem af Guds Kirke, tage til Fange. Endnu holdes han i Fængsel, lagt i Lænker, ikke uden stor Krænkelse af Guds Majestæt, med ikke ringe Foragt for det apostoliske Sæde og til alvorlig Skade for Kirkens Frihed. Sandelig, hvis Du omhyggeligt betænkte, hvis Du, høje Konge, nøje undersøgte Sagen, burde Du ganske have afholdt Dig fra at iværksætte denne Fængsling; thi den har gjort et alvorligt Skaar i Din kongelige Anseelse, og Ærkebispens uværdige og usømmelige Behandling i Fængslet gør Skaaret endnu større. Da Overgreb og Kræn kelser af vore Medbisper bringer os i voldsom Harme, og denne Sag derfor ligger os særlig paa Sinde, retter vi vor Bøn og indtrængende Formaning til Dig, høje Konge, og besværger Dig i vor Herre Jesu Kristi Navn, idet vi ved denne apostoliske Skrivelse paa det strengeste paalægger Dig, at Du af Ærbødighed for Gud og fornævnte Sæde uden at gøre nogensomhelst Vanskelighed naadigt gengiver fornævnte Ærkebiskop hans tidligere Frihed og giver ham Tilladelse til sammen med vor elskede Søn Isarn, Ærkepræst i Carcassonne, vor Kapellan og Nuntius, nærværende Brevviser, som vi særlig sender til Dig for denne Sags Skyld, frit at begive sig ned til os; thi Du skal omhyggelig mærke Dig, at ved fornævnte Ærkebiskops Fangenskab krænker Du højlig Ærens Konge, fra hvem Du har Din Kongemagt, skaber alvorlig Uro i Kirken, formindsker Din kongelige Anseelse, bringer Din Frelse i Fare og vækker Forargelse blandt de troende. Vi nærer nemlig det utvivlsomme Haab, og vor faste Tro stiller os i Udsigt, at Du, naadige Konge, vil rette Dig efter vor indtrængende Henvendelse til Dig i dette Anliggende og føje Dig efter vore Bønner paa en saadan Maade, at bortset fra den himmelske Gengælds Løn, som Du derved vil opnaa, ogsaa vi, som Du i saa Fald fortjener, kan vise os beredvilligere overfor, hvad der kan imødekomme Dine Ønsker. Men det er vor Vilje, at Du ikke skal undlade snarest muligt at sende til os Dine officielle Udsendinge, fuldt underrettede og instruerede om Rigets Stilling og Vilkaar, saaledes som det passer sig, for at vi, naar vi ved deres vidtskuende Fremsyn faar fuld Underretning og Oplysning om det foran anførte, paa heldig og nyttig Maade kan tage os af det, og Du, høje Konge, Prælaterne, Stormændene og de andre Indbyggere i nævnte Rige kan genopleve Freden og atter se en klar Himmel lyse over Eder til Stadighed. Givet i Anagni den 23. August i vort Pontifikats 1. Aar.