Erik, af Guds Naade de Danskes og Venders Konge, Estlands Hertug, til alle, som ser dette Brev, Hilsen med alles Frelser.

Vi erklærer med dette Brev og gør vitterligt for alle, at de velbyrdige Frøkener, vore elskede Frænder, Agnes og Jutta, Døtre af Herr Erik, salig Ihukommelse, Danmarks forhenværende Konge — saaledes som vi har erfaret af mange velbyrdige og højbaarne Mænd i vort Rige, saavel gejstlige som verdslige, der med Bestemthed har hævdet, at de var tilstede, og saaledes som det forlyder efter almindelig og gængs Tale — har antaget Ordensdragten i St. Agnete NonneklosterN i Roskilde, i Roskilde Stift. Af disse har den første, nemlig Agnes, samme Klosters første Grundlæggerske, lovligt og kanonisk skænket Klostret alt sit Gods, som tilkom hende ifølge Arveret. Den anden, nemlig Jutta, fulgte efter nogen Tid hendes Forbillede, indtraadte i samme Stand og skødede og overdrog efter Loven til det samme Kloster gennem Herr Erik, salig Ihukommelse, der dengang var Konge af Danmark, vor Fader, alt sit Gods, som tilkom hende ifølge Arveret, at besidde med Rette til evig Tid. Og efter at de begge havde haft en Prøvetid, aflagde de det højtidelige Ordensløfte, og senere blev den ene efter den anden gjort til Priorinde sammesteds; og Klostret besad og havde i fri Besiddelse alt det fornævnte Gods tilhørende begge Søstre, saalænge som disse Frøkener forblev i den Stand, som de havde antaget, Agnes' nemlig indtil det syvende Aar efter hendes Indtræden i Ordenen og Juttas indtil det fjerde. Men senere, da de efter Anstiftelse af alle gode Menneskers Fjende havde brudt deres Ordensløfte og var vendt tilbage til det verdslige Liv, som de tidligere havde forsaget, fratog de fornævnte Kloster alt det fornævnte Gods voldeligt med den verdslige Magts Hjælp, beholdt det, og raadede — saalænge de levede — efter eget Forgodtbefindende over dette Gods med Hensyn til Mageskifte, Salg, Gave og Foræring til Skade og Uret for ovennævnte Kloster. Men da de derefter var vandret bort fra dette Liv, lod fornævnte Herre, Danmarks Konge, vor Fader, alt det Gods, som tilhørte fornævnte Frøkener — efter ved visse Menneskers Raad at have faaet den Forestilling, at det skulde falde ind under den kongelige Ret — beslaglægge og holde tilbage indtil sin død sammen med de deraf oppebaarne Frugter. Men da vi havde efterfulgt samme vor Fader i Kongedømmet og i Tillid til hans Samvittighed ligesom han havde beslaglagt og tilbageholdt ovennævnte Gods, indsaa vi omsider efter at have passeret Barneaarene, vejledte af mange velbyrdige og ærværdige Mænd i vort Rige, saavel gejstlige som verdslige, fuldt og klart, at hverken vor Fader før os eller vi selv efter ham har tilbageholdt og beslaglagt dette Gods med sikker Hjemmel. Ifølge disses Vejledning, Raad og Formaning søger vi at drage Omsorg for vor og vor Faders Sjælefrelse og ønsker med Velvilje at støtte ovennævnte Kloster, som er blevet indstiftet og opført af vore Forgængere, for at det ikke paa nogen Maade skal rammes af Adsplittelsens Ulykke der, som Følge af Mangelen paa timelige Ting allerede nødvendigvis syntes at forestaa de tilbageblevne Søstre. Derfor har vi paa Sjællands Landsting i Nærværelse af mange af Adelen og af Folket fuldt og helt givet Afkald paa og frasagt os alt det fornævnte Gods, som vor Fader og vi har beslaglagt og tilbageholdt, efter først at have afsluttet en venskabelig Overenskomst mellem os og den ærværdige Fader, Dominikanerbrødrenes Provincialprior paa Klostrets Vegne angaaende de oppebaarne Frugter. Til Bevis for dette har vi ladet vort Segl hænge under dette Brev. Forhandlet og givet i Roskilde i det Herrens Aar 1296 den 15. Marts i Nærværelse af de ærværdige Herrer, Jens, Biskop af Roskilde og Magister Isarn, Herr Pavens Kapellan og Udsending og de velbyrdige Mænd, Herrerne Aage Jonsen, vor forhenværende Drost, Peder, Skaanes Gælker, Niels Mogensen og flere andre af vort Raad.