Gisike, af Guds Naade Biskop i Odense, til alle, som faar dette Brev at se, Hilsen evindelig med Gud.

Idet vi, som det sømmer sig, ønsker at fremlægge et Bevis for Sandheden, erklærer vi og gør vitterligt med dette Brev, at vi har set og personlig overværet, at den velbyrdige Frøken Agnes, Datter af Herr Erik, Danmarks Konge, salig Ihukommelse, efter at have fattet det fromme Forsæt om i Ordensdragt at tjene Gud i Staden Roskilde til Ære for Herren og hans glorrige Moder og den hellige Jomfru og Martyr Agnes, i manges Nærværelse, saavel verdslige som gejstlige, paatog sig at bygge et Kloster for Nonner, der efter den hellige Augustins Regel og under Dominikanerbrødrenes Tilsyn kunde tjene Gud; og hun antog samme Søstres Ordensdragt sammen med flere andre, der havde samme fromme Forsæt, idet hun skænkede Klosteret alt sit Gods, som tilkom hende ifølge ArveretN. Og da den berømmelige Fyrste, den Herre Hertugen af Brunsvig, som da var tilstede, opfordrede hende til at drage sig tilbage fra et saadant Forehavende, idet han tilbød at skaffe hende en ved sin Byrd værdig Ægtefælle blandt Fyrsterne, svarede hun med fri Røst i Nærværelse af alle, at hun havde lovet at ville ægte den udødelige, og at hun af Kærlighed til hans Rige alt havde fattet Foragt for Verdens Rige og al Verdens Pragt. Til Tegn herpaa ofrede hun med megen Fromhed sine af den ærværdige Broder Herman, Herr Pavens Pønitentiar og Udsending, der optog hende i Ordenen, afklippede Fletninger paa Alteret, idet hun over Alteret tilskødede samme Kloster alt sit Gods at besidde til evig Tid efter Landskabslovene. Men i Tidens Løb, da Tiden for Løftets Aflæggelse forestod, og Søster Agnes i Nærværelse af de Herrer Kanniker i Roskilde og andre gejstlige samt Munke og nogle Borgere fra samme Stad af den Herre Provst ved Kirken i Roskilde Peder Unesen blev adspurgt, om hun forledt ved Overtalelse eller Trusler eller paa anden Maade presset dertil havde taget Ordensdragten, og om det, som er ovenanført, er gjort frivilligt eller tvungent, svarede hun i alles Nærværelse, at hun gjorde dette ikke paa Grund af Tvang eller Overtalelse, men efter Indskydelse af den Helligaand og af Kærlighed til Jesus Kristus. Atter adspurgt af den samme Provst, om hun vilde drage sig tilbage fra sit Forehavende og vende tilbage til det verdslige Liv, da dette endnu stod hende aabent, svarede hun, at hun aldrig vilde vende tilbage til det verdslige Liv, men altid forblive i samme Kloster. Yderligere svarede hun paa samme Maade og bekræftede aabenlyst de samme Spørgsmaal, som blev gjort hende af Herr Tyge, dengang Biskop af Aarhus, da han velsignede Klostertomten og Kirkegaarden og indviede Alteret i Nærværelse af Fru Margrete, Danmarks Dronning, salig Ihukommelse, og adskillige andre, saavel gejstlige som verdslige. Ved alt det foregaaende var vi tilstede, og vi hørte og saa disse Begivenheder. Dertil var vi personlig tilstede ved den romerske Kurie, da Pave Urban 4., salig Ihukommelse, med apostolisk Myndighed stadfæstede Oprettelsen af oftnævnte Kloster gennem Doteringen og Overdragelsen af omtalte Gods, idet han tog dette sammen med Stedet og Søstrene og alt deres Gods under det apostoliske Sædes Beskyttelse. Men senere var vi tilstede ved Optagelsen af Frøken Jutta, samme Agnes' kødelige Søster, og vi saa dengang da hun blev optaget i Ordenen af sin Søster Agnes, som da var Priorinde der, og hun gennem Herr Erik, dengang Danmarks Konge, salig Ihukommelse, i manges Nærværelse lovligt og efter Retten ifølge Landskabslovene tilskødede og overdrog samme Kloster alt sit Gods, som tilkom hende ifølge Arveret, at besidde med Rette til evig Tid. Men efter Prøvetiden aflagde hun i vor og mange andres Nærværelse det højtidelige Løfte til Broder Aage, dengang Pro vincialprior for Danmark. Men kort Tid efter, da hendes Søster Agnes var blevet løst fra sit Embede, blev hendes kødelige Søster Jutta paa kanonisk Vis valgt til Priorinde og anerkendt af Provincialprioren, og saaledes blev de i Rækkefølge, den ene efter den anden, begge Priorinder i det samme Kloster; og Klosteret havde i fri Besiddelse og besad alt det fornævnte Gods tilhørende begge Søstre, saalænge disse Frøkener forblev i den Stand, som de havde antaget, det vil sige Agnes' Gods indtil det syvende Aar efter hendes Indtræden i Ordenen og Juttas indtil det fjerde. Men senere, da de paa Anstiftelse af alle gode Menneskers Fjende havde brudt deres Ordensløfte og var vendt tilbage til det verdslige Liv, som de tidligere havde forsaget, tilbageholdt de voldeligt med den verdslige Magts Hjælp alt det omtalte Gods, idet de fratog Klosteret det, og, saalænge de levede, efter eget Forgodtbefindende raadede over det med Hensyn til Mageskifte, Salg, Gave og Foræring til Skade og Uret for nævnte Kloster. Til Vidnesbyrd og Bevis herfor er vort Segl hængt under dette Brev. Givet i Odense i det Herrens Aar 1296 paa Skærtorsdag.