© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
..... Nouerint uniuersi, nos præsentes fuisse et audiuisse, quod uiri discreti, domini ....., per magnificos principes dominum nostrum Ericum regem Daciæ illustrem, ac Valdemarum ducem Iutiæ ex parte sua, et fratris sui nomine Orthel, de singulis regni partibus nominati, ad decernendum <et> suo iuramento finaliter terminandum, Nyburgi in dominica mediæ quadragesimæ, proxime iam elapsa, quos ad hoc specialiter, iidem dominus rex et dux concorditer acceptarant, causam super bonis quondam domicelli Abel, ac etiam bonis patrimonialibus ipsius domini nostri regis et couterinorum suorum, inter ipsos diu motam, prædictis loco et die, in causa huiusmodi sententiam suo iuramento publice protulerunt. quod bona omnia et singula quondam ipsius domicelli Abel, tam uidelicet ea quæ post Margaretam filiam ipsius Abel obtinuit dominus Helmoldus, comes Suerinensis, quam ea quæ in sortem claustri cum ipsa domicella religioni se reddidit, deuenerunt, adiudicantes ipsi domino regi, ac fratribus suis et sororibus, tanquam iusto emptionis et scotationis titulo legitime acquisita, in perpetuum libere possidenda, suo etiam iuramento asserentes, ipsum dominum nostrum regem, nullo iure seu lege regni Daniæ posse bona patrimonialia couterinorum suorum, nec sua, cum tunc temporis ad annos discretionis non uenerat abalienasse, eadem sibi et couterinis suis prædictis etiam, adiudicantes, retrahenda et libere ordinanda, quorum iuramentum et processum in hac parte, sicut rite et iuste processerant, nos concorditer approbantes, nostro iudicio confirmamus, quantum in nobis erat, ac ipsis domino nostro regi, et couterinis suis adiudicauimus præmissa bona omnia tam ea quæ poss<e>d<i>t sæpedictus domicellus Abel, quam etiam bona sua patrimonialia in perpetuum possidenda.
.....] Svanning har præscripti cf indledningen.
13 <et>] de Svanning.
31 poss<e>d<i>t] possidet Svanning.
... Alle skal vide, at vi var nærværende og hørte, at de gode Mænd, [fornævnte] Herrer ..., udpegede under Navn af Vordholdsnævn fra enhver af Rigets Dele af de stormægtige Fyrster, vor Herre Erik, Danmarks berømmelige Konge, og Valdemar, Jyllands Hertug, paa egne og Broderens Vegne, hvilke Mænd den Herre Kongen og Hertugen i Enighed havde godkendt til dette særlige Formaal, for med deres Ed i Nyborg paa den nylig forgangne Midfastesøndag at afgøre Sagen om den forhenværende Junker Abels Gods, og ligeledes Sagen om den Herre Konges og hans kødelige Søskendes Arvegods, som længe har verseret mellem dem, paa fornævnte Sted og Dag offentlig afsagde Kendelse under Ed om, at de tildømte den Herre Konge og hans Brødre og Søstre hvert og et af den forhenværende Junker Abels Godser at besidde frit til evig Tid, saavel dem, Herr Helmold, Greve af Schwerin, fik efter Margrete, Abels, Datter, som dem, der faldt paa Klostrets Lod, da denne Frøken indtraadte i det, saasom erhvervet ved ret Køb og lovlig Skødning; de erklærede ligeledes under Ed, at de, da den Herre Konge ikke efter Ret eller Lov i Kongeriget Danmark kunde afhænde det Arvegods, der tilhørte hans kødelige Søskende, og heller ikke sit eget, eftersom han paa det Tidspunkt ikke var kommet til Skelsaar og Alder, tildømte de det til ham og til hans fornævnte Søskende at faa det tilbage og frit at raade over det, hvilken Ed og Fremgangsmaade i denne Sag vi, idet vi i Enighed anerkender, at de er gaaet rigtigt og retfærdigt frem, stadfæster med vor Dom, saavidt det ligger til os, og har vi tildømt den Herre Konge og hans kødelige Søskende alt det fornævnte Gods, saavel det, som oftnævnte Junker Abel besad, som ligeledes Arvegodset, at besidde evindelig.
Svanings arbejde De ducatu Slesvicensi er tænkt som en statsretslig afhandling om hertugdømmets stilling gennem tiderne. Som en illustration til sin fremstilling giver han en række dokumenter fra en gammel kodeks (D 10), som skal vise den nære tilknytning til kongeriget. Disse dokumenters indhold benyttes til formulering af visse historisk-statsretslige sætninger, for eks. forsynes forleningsbrevet af 1312 med overskriften Forma collationis antiqua, qua usi sunt reges Daniæ, ad conferendum ducatus regni suis vasallis. Men en lignende overskrift mangler over dette brev. Tydeligt nok har Svaning fundet brevet interessant, men ikke været helt klar over dets rubricering. Senere hen i haandskriftet under 1385 (!) bringer han en afskrift af dommen 1285 28. maj om Als (Dipl. Dan. 2. rk. III nr.139). Dette brevs omtale af et vordholdsnævn bringer Svaning paa den tanke, at de to breve hører sammen; fra brevet 1385 (i virkeligheden 1285) tager han derfor navnene paa de der angivne 10 medlemmer af nævnet, der ifølge dette brev stemte for, at Als hørte til kongeriget. Navnene paa disse mænd, i akkurat den samme korrumperede form, som de har i Svanings afskrift af brevet 1285, skrives ovenover det udaterede brev, der baade mangler Intitulatio og Inscriptio. Navnene bringes i denne form:
Magnus Peterssøn, Nicolaus Iuel, Thui Martenssøn de Iutia Iohannes Barthessøn, Nicolaus quondam præfectus Lundensis. Ioen Lide, Magnus Scaning de Scania, Andreas Nielssøn, Olaus Tackessøn de Sialandia, et Iacobus dictus Klæp de Lalandia.
Paa denne maade er dette forvirrede aktstykke, som Anna Hude, Danehoffet 154 note 1, cf. 81 note 2, kalder det, opstaaet, og saaledes aftrykkes det hos Hasse II 364 nr. 875.
Tilskyndelsen for Svaning til at skrive navnene paa vordholdsnævnet fra 1285 ovenover dette brev, laa i den form, som dette havde i D 10. Nouerint uniuersi, nos præsentes fuisse et audiuisse, quod uiri discreti, domini præscripti. Men dette præscripti stammer sikkert fra skriveren af D 10, som ikke har villet gentage navnene paa nævnets medlemmer, som han tidligere har meddelt under afskriften af selve nævnets kendelse, af hvilken Hvitfeld bringer et referat, se foregaaende nummer. — Hvitfelds oplysning, at det var raadet, der stadfæstede nævnets kendelse, er maaske kun en slutning ud fra hans kendskab til overenskomsten af 1297 3. februar, hvor en paragraf efter hans gengivelse lød paa, at stridigheder eventuelt skulde afgøres af rigens raad, hvilket rimeligvis er hans gengivelse af forlæggets meliores regni.