Til vor ærværdige Broder Biskop (Kristian) af Ribe. Vi har nylig modtaget en Klage fra vore elskede Sønner (Kristian) Provincialminister i Kirkeprovinsen Danmark og Brødrene i Roskilde Kustodi af Franciskanerordenen, hvori det udtales, at vor ærværdige Broder Biskop Jens af Roskilde har paaført samme Brødre mange uhyrlige Tynger, Fornærmelser, Tab og Overgreb ved at lade Tømmer af stor Værdi, som henlaa paa Stranden for at anvendes til Brødrenes Bygninger og Tarv, sønderbryde, for at det skulde gaa tabt, naar det saaledes blev splittet af det usikre Hav og drev omkring. Men først havde han voldeligt bemægtiget sig en af Tømmerbjælkerne, som ansaas for at være 2 Mark værd, og som han slet ikke gav Brødrene nogen Erstatning for, og ladet den bringe til sin Borg. Han lod ogsaa en Hytte nedrive, hvortil Brødrene, naar de tiggede Brød af de vejfarende, plejede at trække sig tilbage i Tilfælde af Regnvejr, og det skønt dette Hus havde staaet der til Brug for Brødrene med hans tre nærmeste Forgængeres Samtykke, uden at nogen havde lidt nogen Uret derved. Fremdeles udtales, at han lod nedrive et Skur, som tilhørte de samme Brødre, og hvori de boede som Fattigfolk, men først havde han bortført derfra Klæder og andet Indbo og tilføjet dem andre Tab. Yder mere lod han nogle Heste, som var bestemt til at bruges til Brødrenes Byggearbejde, gribe midt paa offentlig Vej og anvende til Arbejde for sig selv, hvorved de næsten blev slidt op paa Grund af de store Anstrengelser. Han ødelagde ogsaa i Bund og Grund et Skib, som skulde tjene til Brødrenes Tarv, og som han havde faaet overladt til Laans af dem, med al dets Udrustning uden at give dem nogen som helst Erstatning derfor. Men ikke tilfreds med at have tilføjet dem disse virkelige Tab hengiver han sig til frygtelige Bagvaskelser og Beskyldninger og laster samme Brødre i mange velbyrdige og fornemme Herrers Nærværelse, idet han kalder dem Bedragere og Forbrydere ikke blot paa et falsk, men paa et ganske uhørt Grundlag, og ogsaa løgnagtigt i Kongen af Danmarks Nærværelse udtaler, at han vidste om de Synder, Kongens Moder havde begaaet, fordi den Broder, som hun havde skriftet for, havde aabenbaret det for Bispen, foruden meget andet, som det med Rette ikke sømmer sig for os at omtale. Det siges ogsaa, at han ved sit Bord om Tilstanden hos Brødrene lader oplæse et berygtet Skandskrift, som ikke alene er ærekrænkende, men ogsaa fordømmende, og som er blevet misbilliget af det apostoliske Sæde paa vor Forgænger Pave Alexander 4.s Tid, salig Ihukommelse, skønt Bispen af vor elskede Søn Isarn, vor Kapellan, som vi har udsendt til de Egne, har faaet Forbud derimod og er bleven irettesat for andre Overgreb mod disse Brødre. Man siger ogsaa, at han forbyder sine undergivne at give Brødrene Almisse, modtage dem som Gæster hos sig og gaa til Skrifte hos dem, og han har paabudt Præsterne, at dem, der alligevel skrifter for Brødrene, maa de ikke meddele Kirkens Sakramenter, naar de ligger paa det Yderste, til Forhaanelse af Guds Majestæt, til Skade for hans egen Frelse, til Forargelse for Menigheden og haard Krænkelse af disse Brødre og Ordenen. Da vi nu, hvis dette er sandt, ikke vil og ikke bør forbigaa det i Tavshed, som om vi var uvidende derom, for at det i det mindste ikke skal blive til et daarligt Eksempel for andre, paalægger vi Dig, vor Broder, ved denne apostoliske Skrivelse, at Du efter personlig eller ved en eller flere andre omhyggeligt at have efterforsket Sandheden herom summarisk og uden at vække den Uro, som følger med en formelig Rettergang, hvis Du finder Bispen skyldig i det forud omtalte, paa vore Vegne skal stævne ham med een afgørende Stævning til inden et Tidsrum af seks Maaneder efter Stævningen at møde personlig for os under Straf af Suspension og Fratagelse af det biskoppelige Embede, for herfor at faa, hvad han har fortjent og fuldt ud at adlyde vore Paalæg og Befalinger. Tiden og Formen for Stævningen og alt, hvad Du foretager og finder i ovenfor omtalte Sag, skal Du troligt indberette til os i Brev med Oplysning om hvert enkelt Punkt heri. Givet i Orvieto den 5. August i vort Pontifikats 3. Aar.