Til Sagens evindelige Ihukommelse. Da vi skønt uværdige, her paa Jorden staar i Fredskongens og Fredslederens Sted, søger vi, hvad vi ogsaa ifølge det os paalagte apostoliske Embede er pligtige til, blandt alle dem, der strides indbyrdes, især naar det drejer sig om Kirkernes Prælater og Verdens Fyrster, saa vidt det ovenfra forundes os, med Flid og Omhu at udvirke det, hvorved de kan bringes til Fredens og Endrægtighedens Enhed, og nyde Fredens VelsignelserN. Nu har der mellem flere Ærkebisper af Lund, Forgængere af vor ærværdige Broder Jens, Ærkebiskop af Lund og Sveriges Primas, samt ham selv paa den ene Side, og adskillige af Danmarks Konger, Forgængere for den berømmelige Kong Erik, samt denne selv paa den anden Side, Gang paa Gang rejst sig stor Strid, og Striden vides tidligere at have staaet temmelig længe paa. Da det nu forlød, at omtalte Kong Erik i den seneste Tid under Tilsidesættelse af Frygten for Gud havde ladet fornævnte Ærkebiskop Jens gribe med Vold ved sin Broder, den velbyrdige Mand Kristoffer, og Jakob, forhen Provst ved Kirken i Lund, gribe ved nogle af sine Drabanter og dem begge hensætte i et haardt Fængsel, eller at han (i hvert Fald) havde godkendt Tilfangetagelsen og Fængselsopholdet, som skete i hans Navn, samt at han enten selv eller ved andre mod Retfærdigheden havde fraranet Ærkebispen, Provsten og adskillige af sammes Tilhængere deres Gods, saa har nævnte Provst, idet han omsider undkom af Fængslet og begav sig til det apostoliske Sæde, givet os Meddelelse om fornævnte Ærkebiskops Tilfangetagelse og Fangenskab og om Ranet af hans Gods. Idet vi gav Paalæg om, at Ærkebispen skulde sættes paa fri Fod, besluttede vi saa at sende vor Kapellan Isarn, Ærkepræst i Carcassonne, til omtalte Konge i det bestemte Ærinde og for at foranledige, at Ærkebispen personligt skulde indfinde sig ved Kurien, og at Kongen skulde sende en egnet Prokurator til Kurien, da vi agtede at forhøre os om, hvad Strid der var Parterne imellem. Da derfor omtalte Ærkebiskop og Provst og Magister Morten, nævnte Konges Kansler og Prokurator, der var beskikket med særlig Fuldmagt i denne Sag, gav Møde i vor Nærværelse, og vi havde hørt, hvad begge Parter havde at fremsætte for os, udpegede vi vore elskede Sønner, Johannes, af Titelen Kardinalpræst ved S. Marcellino e Pietro, og Nicolaus, af Titelen Kardinalpræst ved S. Lorenzo in Damaso, til at høre begge Parter i denne Sag, og efter at oftnævnte Ærkebiskop, Provst og Sagfører for disse Kardinaler havde fremsat flere Artikler, og disse var bleven fulgt af Modindlæg, kaldte vi Sagen tilbage til vor egen Undersøgelse; saavel Kongens Prokurator i Kraft af sin kongelige Fuldmagt efter det ham af Kongen givne Mandat som Ærkebispen og Provsten underkastede sig frivilligt denne vor Ordning og Afgørelse, og samme Magister Morten lovede udtrykkeligt paa Kongens Vegne i Kraft af sin Fuldmagt, at han vilde godkende og overholde, hvad vi i denne Sag maatte bestemme. Derefter har vi hørt og sat os fuldkommen ind i, hvad saavel Ærkebispen, der sagde, at Kongen paa mangfoldige Maader ved at føje Overgreb til Overgreb havde ladet sin Haand hvile tungere og tungere paa ham, siden han havde forladt Landet, som hvad fornævnte Provst og Magister Morten havde at forebringe. Og da vi ønsker, at den skønneste Fred og oprigtigste Kærlighed skal herske og altid raade mellem Ærkebispen og Kongen og deres Efterfølgere som Følge af vort Forsyns Værn, saa befaler vi strengt i Kraft af vor apostoliske Myndighed, at omtalte Konge og hans Efterfølgere af Ærefrygt for Gud og den biskoppelige Værdighed og til Hæder for Kirkens Frihed, som det sømmer sig for rettroende Fyrster, skal vise samme Ærkebiskop og enhver af hans Efterfølgere som deres aandelige Fader og Guds ærværdige Tjener ethvert Hensyn, behandle dem med from Ærbødighed og opretholde saavel deres som Lundekirkens Rettigheder samt bevare sammes kirkelige Frihed ukrænket, saa at samme Ærkebiskop og hans Efterfølgere, i Tillid til Kongens Naade, kan glæde sig ved fuld Sikkerhed i samme Rige, og frit udføre alt, hvad der tilkommer dem, og at omvendt Ærkebispen og hans Efterfølgere kan ære samme Konge og hans Efterfølgere, saalænge de viser Kirken from Ærbødighed, som det stemmer med det biskoppelige Embede, idet vi (dog) bestemmer, at hvis det skulde ske, at omtalte Ærkebiskop eller nogen af hans Efterfølgere, eller nogen anden af Rigets Bisper indenfor Rigets Grænser af samme Konge eller nogen af hans Efterfølgere eller paa deres Befaling eller med deres Samtykke fængsles voldelig, da skal de ved selve denne Handling foruden den Dom, som er fældet af selve KirkelovenN, og som de herved er hjemfaldet til, være underkastet det store Kirkeban, og omtalte Rige skal være underkastet kirkeligt Interdikt, og Banlysningen og Interdiktet, som vi allerede nu forkynder for dette Tilfælde, skal overholdes saalænge, indtil en passende Erstatning og Oprejsning har fundet Sted. Paa samme Maade skal omtalte Rige være under kirkeligt Interdikt, dersom omtalte Konge eller nogen af hans rettroende og over for den hellige romerske Kirke ærbødige Efterfølgere uretfærdigt dræbes af en eller flere af deres Undersaatter, hvilket Gud forbyde. Og fordi vi, medens fornævnte Provst, der fornylig er vandret al Kødets Gang, endnu levede, har faaet fuld Vished om den voldelige Tilfangetagelse og Fængsling af oftnævnte Ærkebiskop og Provst, samt om det omtalte Ran af Godset, anordner og befaler vi — med vore Brødres Samtykke, saavel ifølge vor ordentlige Embedsmyndighed og den Voldgiftsmyndighed, som er tillagt os ved, at begge Parter har under kastet sig os, som ogsaa af den apostoliske Magtfuldkommenhed — at det røvede Gods, hvis det findes, og ellers dets Værdi, skal tilbagegives fornævnte Ærkebiskop og hans Tilhængere, fra hvem de som ovenfor sagt er taget; og omtalte Kansler i hans Egenskab af Kongens Prokurator og samme Konge igennem sin Prokurator, dømmer vi til at tilbagegive samme Ærkebiskop og hans Tilhængere det nævnte Gods, samt hvad det Gods kan anslaas til, som omtalte Ærkebiskop lige fra den Tid, han blev grebet og fængslet, indtil han begyndte sin Rejse til det apostoliske Sæde, er bleven berøvet; og hvis det ikke længere eksisterer, dømmer vi ham til at udrede 3000 Mark, samt for den Skade og det Rentetab, som Ærkebispen i den Anledning har haft, 6000 Mark, samt endelig for de Overgreb, som ved denne Paagribelse og langvarige Fængsling er tilføjet omtalte Ærkebiskop og Kirken i Lund, 40.000 Mark, alt i rent Sølv og efter lundensisk Vægt, at betale til Ærkebispen efter den af os rigtigt foretagne Vurdering, der er fulgt af Edsaflæggelse fra Ærkebispen. Dog formaner vi begge Parter til om muligt at forlige sig om denne Erstatning, og hvis Kongen herom lemper sig efter Ærkebispen efter Fredens og Enighedens Fordringer, forbeholder vi os Myndighed til, eftersom det synes os bedst, at mildne denne Vurdering og Dom, uanset fornævnte Edsaflæggelse; dog saaledes at der i Mellemtiden ikke destomindre skrides til Dommens Udførelse, og at denne Udførelse ikke i noget forhales, samt at det kirkelige Interdikt — som omtalte Rige er ifaldet paa Grund af Ærkebispens Paagribelse og Fængsling i Kraft af en vis Bestemmelse af det lundensiske Provinskoncil, senere bekræftet af vor Forgænger Alexander 4.N, salig Ihukommelse, hvorved det fastsættes, at hvis nogen af Rigets Bisper indenfor Rigets Grænser fængsles voldelig efter Kongens Befaling eller blot med hans Samtykke, skal Riget herved umiddelbart være underkastet kirkeligt Interdikt — ubrydeligt skal overholdes indtil passende Erstatning og Oprejsning er bleven givet; og ydermere lyser vi for det Tilfælde, at Riget ikke skulde være under et saadant Interdikt, Interdikt over det, som ubrydeligt skal overholdes indtil en passende Erstatning og Oprejsning bliver givet; og alle dem, som voldelig greb omtalte Ærkebiskop og Provst og holdt dem i Fangenskab, og dem, som ydede Hjælp, Støtte eller Raad hertil, erklæres offentligt for banlyste, indtil de har ydet en passende Bøde og har gjort sig fortjent til at opnaa Syndsforladelse af det apostoliske Sæde; og Ærkebispen og hans fornærmte Tilhængere skal paa ingen Maade hindres i frit at føre deres Frugter, Indtægter, Oppebørsler og øvrige Gods, det være sig Guld, Sølv, eller andre Ting, ud af omtalte Rige; i modsat Fald erklærer vi Riget, omend det fornævnte Interdikt da maatte være hævet, for atter umiddelbart at være under Interdikt. Dog forbeholder vi os fremdeles den os af Parterne, som før nævnt, overdragne Voldgiftsmyndighed, samt vor fulde ordentlige Embedsmyndighed samt Beføjelsen til i alle fornævnte Stykker og i hvert enkelt Tilfælde at lægge til, trække fra, fortolke og forklare, saaledes som det synes os bedst, eftersom det er vor Hensigt udover det her af os anordnede at høre, hvad der endnu maatte forblive tilbage af Striden mellem de to Parter, og at bringe den til Afslutning ved Dom, Forlig eller paa anden Vis, saaledes som det maatte synes os hensigtsmæssigt. Intet Menneske skal derfor driste sig til at angribe denne vor Forskrift, Bestemmelse, Erklæring, Forordning, Dom, Banlysning, Lov, Forbehold og Hensigt eller i ubesindig Forvovenhed handle herimod. Givet i Rom i S. Pietro den 23. December i vort Pontifikats 3. Aar.