Uenerabili semper in Christo patri ac domino suo reuerendo <B.> dei gratia Sleszuicensi episcopo :S: de Raperhet, et K: de Horstrop sacerdotes, totius subiectionis reuerentiam cum salute. ♦ Accepto mandato uestro, ut super legato domini Thrugilli de Høxet, inter heredes ipsius ex una parte, et claustrum Løgum ex alia, uobis ueritatem inquirere et remittere deberemus, discretioni uestre significamus quod anno domini mo cco xco viiio in cathedra beati Petri apud ecclesiam Høxet partibus conuocatis, et plerisque parochianis, singillatim adiurauimus, et diligenter examinauimus testes, uidelicet dominum Nicholaum sacerdotem ibidem, Christernum Trulssun, Wbbonen Algetssun, Thrugillum dictum Løøs, Bondonem Tordtssun, Nicholaum et Tytælff fratres eius Petrum Rossun, et Frællanum dictum Koch, qui omnes et singuli, in presentia domini Iohannis prepositi in Ællomsyssell et nostra deposue runt uniformiter tanquam notorium, et omnibus manifestum, quod dominus Th: supradictus in die assumptionis beate uirginis anteacta, cum missa expectari fecit in ecclesia Høxet, donec prior de claustro Løgum ab ipso uocatus ueniret, et in missa parochianos rogari fecit, ne post missam abcederent, antequam cum eis colloquium habuisset ♦ In quo tandem colloquio extra ostium ecclesiæ ad partem aquilonarem habito, dominus Thrugillus dixit se quondam in magna infirmitate uouisse firmiter, quod si tunc euaderet, religionem in claustro Løghum per assumptionem habitus cicius introiret, quod quia tunc ad ultimum non impleuerat, et dominum etiam aliter pluries offenderat, multum penituit, et in remedium animæ sue unam coloniam suam in Holmæ in qua Ascer Gasyssun residebat, cum domibus et terris, et omnibus sibi attinentibus in eadem, exepta quarta parte in Goruith, ecclesiæ sancte Mariæ in claustro Løghum publice contulit, et priori dicti claustri in sinum scotauit perpetuo possidendam, et statim inquirenti colono supradicto, cui redditus de cetero exhiberet, respondit, quod redditus terras sequerentur, utrum ipse postea diucius uiueret, siue cicius moreretur, affirmans quod nichil dedisset, si ipsos redditus personaliter in posterum percepisset. ♦ Et eadem uice sepulturam elegit in claustro memorato. ♦ Et huic testimonio etiam ceteri parochiani una uoce, et etiam Petrus Seck, et Tuko Litlæ, fratres domini Thrugilli et Thomas Torkils sun gener ipsorum et coheres tunc presentes pariter consenserunt, nullo in contrarium reclamante. ♦ In cuius facti testimonium sigilla, una cum sigillis dominorum Iohannis prepositi et Nicholai sacerdotis, supradictorum presentibus literis duximus apponenda.
24 (B) = Bertoldo, W Aa.
25 Raperhet] antagelig fejlskrevet.
2 Th: = Thrugillus.
S., Præst i Ravsted og K., Præst i Hostrup, til deres altid ærværdige Fader og Herre med Kristus, Bertold, af Guds Naade Biskop i Slesvig, al underdanig Ærbødighed med Hilsen.
Efter at have modtaget Eders Befaling om, at vi skulde forhøre om og meddele Eder Sandheden angaaende Herr Troels af Højsts Testamente (i Sagen) mellem hans Arvinger paa den ene Side og Klostret i Løgum paa den anden, gør vi Eder, vise Fader, bekendt med, at efter at have kaldt Parterne og adskillige Sogneboere sammen i det Herrens Aar 1298 paa Sankt Peders Stols Dag til Møde ved Kirken i Højst, har vi ladet Vidnerne aflægge Ed og omhyggeligt udspurgt dem, nemlig Herr Niels, Præst sammested, Kristian Troelsen, Ubbe Algodsen, Troels kaldet Løs, Bonde Tordsen, Niels og Tydulv, hans Brødre, Peder Rossen og Frelle, kaldet Kok, hvilke alle og enhver i Nærværelse af os og Jens, Provst i Ellumsyssel, enstemmigt har erklæret for notorisk og vitterligt for alle, at ovennævnte Herr Troels paa sidst forgangne Marie Bebudelsesdag lod vente med Messen i Kirken i Højst, indtil Prioren fra Løgumkloster, som han havde ladet kalde, kom, og under Messen lod han Sogneboerne bede om ikke at gaa efter Messen, førend han havde haft et Møde med dem. Og under det derpaa følgende Møde udenfor den nordlige Kirkedør sagde Herr Troels, at han tidligere under en svær Sygdom bestemt havde lovet, at hvis han skulde komme sig, vilde han saasnart som mulig antage Ordensdragten og indtræde i Klostret i Løgum; han havde imidlertid dengang ikke opfyldt sit Løfte til det sidste og ogsaa paa flere andre Punkter krænket Herren, hvilket han saare angrede; til Frelse for sin Sjæl overdrog han derfor offentligt sit Landbosted i Holm, paa hvilket Asser Gasesen boede, med Huse og Jorder og med alt, som tilhører ham deri, undtagen den fjerde Part i *Gorvith, til Vor Frue Kloster i Løgum og skødede det i nævnte Klosters Priors Skød at besidde evindeligt, og da ovennævnte Landbo straks spurgte, hvem han i Fremtiden skulde betale Afgifterne til, svarede han, at Afgifterne skulde følge Jorden, hvadenten han endnu levede længe eller snart døde, idet han bekræftede, at han intet havde givet, dersom han selv i Fremtiden modtog Afgifterne. Og ved samme Lejlighed valgte han sit Gravsted i omtalte Kloster. Og dette Vidnesbyrd bifaldt de øvrige Sogneboere ogsaa med en Røst og samtidigt ogsaa Peder Seck og Tyge Lille, Herr Troels' Brødre, og Thomas Torkelsen, deres besvogrede og Medarving, som da var tilstede, idet ingen indvendte noget derimod. Til Vidnesbyrd om denne Handling har vi ladet Seglene sammen med ovennævnte Provst Jens' og Pastor Niels' hænge under dette Brev.
Bispen af Slesvigs navn angives i dette brev med W., i det hertilhørende brev af 1298 3. marts (se nr. 288) er W skreven ud: Waldemarus. Hvis navnet var rigtig gengivet i Løgumbogen saa maatte den omtalte bisp være Valdemar Knudsen af Slesvig og brevet altsaa høre til slutningen af det 12. aarh. Men der er den vanskelighed, at hvis man antager, at der skal læses mo co xco viii i stedet for mo cco xco viii — saaledes som Reg. Dan. 495 og 496 antyder og Hasse l. l. holder fast ved — saa sad biskop Valdemar af Slesvig 1198 i fængsel og havde gjort det siden 1192. Suhm foreslaar derfor at datere brevene til 1190 (Suhm VIII 442), mens Rep. I p.391 og p.396 sætter dem blandt de fuldstændigt udaterede breve fra det 12. aarh. Allerede Kall i en note til Suhm l. l. havde dog gjort opmærksom paa, at fejlen snarere kunde antages at skyldes, at afskriveren af Løgumbogen havde læst et B. som et W. og at den biskop af Slesvig, som optræder i brevene, ikke var biskop Valdemar, men biskop Bertold af Slesvig (1287-1307). Ogsaa Paludan-Müller mente ifølge en bemærkning hos Crone, at dateringen efter helgendagene tydede paa, at brevene var fra det 13. og ikke fra det 12. aarh. (Crone, Valdemar Knudsen 26 anm.10).
Og da brevene af 22. februar og 3. marts utvivlsomt staar i forbindelse med den nedenfor trykte Hamsfortske regest (se nr.343), kan der næppe være tvivl om, at aarstallet er rigtigt overleveret i Løgumbogen, men bispens forbogstav er gengivet forkert.