Bonifacius, Biskop, Guds Tjeneres Tjener, hilser den ærværdige Broder (Jens), Biskop af Roskilde, med den apostoliske Velsignelse.

Naar man beder os om, hvad der er ret og rimeligt, kræver baade Fornuft og Billighed, at vi i Kraft af vort Embede drager omhyggelig Omsorg for, at det virkeliggøres paa behørig Maade. Din Ansøgning er bleven overrakt os, i hvilken der staar, at Valdemar, Danmarks Konge — berømmelig Ihukommelse — som nærede de dybeste Følelser af Hengivenhed for Kirken i Roskilde, og som ved en lykkelig Handel ønskede at bytte det forgængelige med det evige og det jordiske med det himmelske i from og forudseende Gavmildhed i Dit Stift har skænket en By, kaldet København paa Folkesproget, og Halvdelen af det Herred, i hvilket Byen ligger, og som dengang tilhørte nævnte Konge, med alle Rettigheder og Tilliggender til Absalon, Biskop af Roskilde — salig Ihukommelse — en af Dine Forgængere og gennem ham til Kirken i Roskilde, til Ære for Gud og den hellige Martyr Lucius, med hvis Navn nævnte Kirke er smykket, saaledes som det fyldigere siges at staa i Kongens aabne Brev heromN. Idet vi bøjer os for dine Bønner, stadfæster vi med vor apostoliske Myndighed, hvad der i denne Sag er sket paa saa from og forudseende Maade, da vi anser det for gyldigt og godt, og bekræfter det ved dette Brev. Ingen maa derfor driste sig til at bryde dette vort Stadfæstelsesbrev eller i ubesindig Forvovenhed handle imod det, men hvis nogen vover at gøre det, skal han vide, at han derved vil paadrage sig Gud den almægtiges og hans hellige Apostle Petrus' og Paulus' Vrede. Givet i Lateranet den 9. Marts i vort Pontifikats 5. Aar.