Den pavelige legat Isarn paalægger biskop Jens af Roskilde at tilstille de danske
bisper hans breve af samme dag om banlysning af dem, der omgaas kongen, og
banlysningen af dem, der har taget ærkebispen til fange (nr. 57 og 58).
A: tabt – Aa: vidisse 1299 16. sept., tabt, optaget i
proceshaandskriftet, om overleveringen se Dipl. Dan. 2. rk. IV nr. 217 – Omtalt i
Bartholin Annales efter Collectanea A p. 738, trykt Kirkehist. Saml. 4. rk. III
287 og Acta Proc. Lit. 308 note – Registreret af Stephanius efter A21 p.247, trykt
Danske Mag. 6. rk. I 59.
Tryk: Kirkeh. Saml. l. l.; Acta Proc. Lit. l. l. Dipl. Dan. 2. rk. V nr. 55; DRB. II:5 nr. 55 (i oversættelse).
Datering: Isarns fire breve (nr. 55–58) var ifølge
Bartholin udstedt den 30. juli: Datæ hæ literæ die penultimo iulii. Af
samme dag var Isarns femte brev til ærkebiskop Jens (nr. 59), hvilket i
procesakterne var afskrevet umiddelbart efter nr. 55–58, og hvis
datering derfor i disse forkortedes til Datum Ripis die quo supra. Det
fremgaar heraf, at udstedelsesstedet for de foregaaende Isarnbreve ogsaa har været
Ribe. Naar Erslev mener, at udstedelsesstedet næppe har været Ribe, men Mandø,
skyldes det, at han ikke har haft øje for, at iuimus i nr. 59 skal rettes til
ibimus, cf. Kirkeh. Saml. 4, rk. III 301 note 1.
Tekst efter Bartholin Annales:
Prima littera aperta erat ad episcopum Roskildensem, ut litteras suas reliquis
episcopis transmitteret.
2 Prima littera d. v. s. af Isarns breve, cf. nr. 67.
Det første aabne Brev til Bispen af Roskilde, at han skulde
videresende hans Breve til de øvrige Bisper.
Cf. nr. 67.
Datering: Isarns fire breve (nr. 55–58) var ifølge Bartholin udstedt den 30. juli: Datæ hæ literæ die penultimo iulii. Af samme dag var Isarns femte brev til ærkebiskop Jens (nr. 59), hvilket i procesakterne var afskrevet umiddelbart efter nr. 55–58, og hvis datering derfor i disse forkortedes til Datum Ripis die quo supra. Det fremgaar heraf, at udstedelsesstedet for de foregaaende Isarnbreve ogsaa har været Ribe. Naar Erslev mener, at udstedelsesstedet næppe har været Ribe, men Mandø, skyldes det, at han ikke har haft øje for, at iuimus i nr. 59 skal rettes til ibimus, cf. Kirkeh. Saml. 4, rk. III 301 note 1.