<Erik> aff guds naade de Danschis och Slavers konge, ynsker alle som see dette breff helsen med gud euindelige, och vidner hermed for alle, at vi i serdelished annammendis indbyggerne udi Slangerup med ald deris godtz under voriss fred och beschermelse, beuilge dennom alle de loffuer, friiheder och rett, huilchesomhelst borgerne udi Roschylde befindis aff os at nyde aff synderlig friihed, ydermere tilleggendiss dennom denne serdelis gunst, at iche nogen fremmed, dennom paa deris torffue, med køb eller sall schall giøre nogen forfang, uden hand vill aff dennom forhuerffue offuer sig dom, saa som, at miste huis købt ehr, och hand iche udi vort fengsell vill straffis. ♦ Hvorfoore vii naadigst aluorligen forbiude, at iche nogen aff huad for wilchor eller stand hand vere kand, dennom eller nogen aff deris understar sig offuer dette forschreffne tilhaabe, eller noget deraff udi serdelished at offuerbryde eller besuerge udi nogen maader, saafremt hand vill vor ugunst och kongelig straff undgaae, ♦ Till detss vidnidsbyrd uor signett er her undertrøgt, ♦ Giffuit Roschilde 1302 dend 7 søndag effter epiphanias.
13 meum] tilf. o. l.
4 <Erik>] mgl. i oversættelsen.
Erik, af Guds Naade de Danskes og Venders Konge, til alle, som ser dette Brev, Hilsen evindelig med Gud.
Vi gør hermed vitterligt for alle, at vi — idet vi særligt tager Indbyggerne i Slangerup med alt deres Gods under vor Fred og Beskærmelse — tilstaar dem alle de Love, Friheder og Rettigheder, som Borgerne i Roskilde befindes af os at nyde af særlig Begunstigelse, idet vi ydermere tillægger dem den særlige Gunst, at ingen Fremmed maa gøre dem Forfang paa deres Torv med Køb eller Salg, medmindre han vil udsætte sig for at de dømmer ham, saasom til at miste, hvad købt er, og for at blive straffet med vort Fængsel. Hvorfor vi naadigst alvorligt forbyder, at nogen, ligegyldigt af hvilken Stilling eller Stand han maatte være, understaar sig i paa nogen Maade at bebyrde eller besvære dem eller nogen af deres undergivne mod alt det fornævnte eller noget særligt deraf, saafremt han vil undgaa vor Ugunst og kongelige Straf. Til Vidnesbyrd herom er vort Segl hængt under dette Brev. Givet i Roskilde 1302 den 7. Søndag efter Helligtrekongersdag.
Dateringen er usikker. Den syvende søndag efter hellig trekongers dag falder 1302 paa den 18. februar, d. v. s. paa søndagen Circumdederunt, ogsaa benævnt Septuagesima. Kun de – højst seks – søndage, der laa forud for Circumdederunt, plejede man at numerere med udgangspunkt i helligtrekongersdag. Om man i dette tilfælde har begaaet et brud paa reglen kan ikke siges med sikkerhed, thi der foreligger den mulighed, at oversætteren har begaaet en fejl, idet originalen maaske har haft secunda dominica i stedet for septima dominica, om en lignende fejllæsning cf. nr. 198. I saa fald er brevets rigtige datum 1302 14. januar – Med hensyn til Resens aarstal 1301, saa vilde den 7. søndag efter helligtrekongersdag her falde sammen med søndagen Invocauit, d.v.s. den første søndag i fasten. Denne søndag vilde aldrig være bleven betegnet som 7. søndag efter helligtrekongersdag! Den anden søndag efter denne i 1301 vilde derimod være den 15. januar.