Sanctissimo in Christo patri ac domino. domino Bonifacio diuina prouidencia sacrosancte Romane ac uniuersalis ecclesie summo pontifici. Ericus Danorum Sclauorumque rex deuotus cum omni subieccione pedum oscula beatorum. ♦ Et si nonnunquam pius pater de duro queratur filio paternum tamen amorem a se repellit si redeuntem filium non admittit. ♦ Sane si, pater sanctissime, attendere dignetur uestra reuerenda sanctitas quot dolores et cordis amaritudines me circumdederant ab etate tenera in qua eram quando mortem patris mei quondam regis p<ertuli> a suis proditorie interfectoribus quantas eciam michi ostendunt tribulaciones multas et Iohannis Lundensis archiepiscopi detestanda peruersitas, <eo> quod morte patris mei notabiliter extat reus et semper est et fuerat fautor et tutor interfectorum patris mei. dictus Iohannes Lundensis archiepiscopus qui et alia multa mala et dolorosa laborauit indesinenter michi et regno procurare. ♦ Nam dictus archiepiscopus patris mei sanguine non contentus mortem meam et fratrum meorum et baronum michi assistencium machinatus, cum patris mei occisoribus et aliis mei et regni notoriis et capitalibus inimicis iam de nouo manifeste conspirauit et contra debitum fidelitatis ueniens inimic<o>s huiusmodi in castris et locis que a me in regno predicto obtinet admisit et admittit. ♦ Et ecce pater sanctissime michi nunc primum dolores undique, si fas est dicere ex sentencia uestra dura michi et regni interdicto ac ex periculo predicto populi proni ad labendum in noxam grauioris criminis formidando superadditi non minores immo longe maiores prioribus successerunt. ♦ Et licet uellem eidem archiepiscopo ob reuerenciam uestre sanctitatis et sedis apostolice indulgere predictos excessus et alios propter quos bona temporalia ipsius fuerant confiscata et alia dicta bona quietare iuxta uoluntatem uestri nuncii et episcoporum regni ac de aliis bonis satisfacere in quantum adiutorio subditorum meorum potueram tolerare nunquam tamen cum ipso pacem uel concordiam potui inuenire. ♦ Uestre sanctitati in omni misericordia semper quantum possum humilius supplico quatinus me misericorditer dignetur recipere uestre pietas sanctitatis ut non desoletur regnum nec tota gens pereat. ♦ Illi enim oues cum sint quid fecerunt. ♦ Conuertatur obsecro in uaginam Petri gladius et restituat seruo auriculam, Christi uicarius immo uerius ipse Christus, ut restitutus ad ecclesiastica sacramenta, liberius audiat dei uerba et quicquid humeris meis portabile michi iussit vestra sanctitas reuerenda, licet perquam durum fuerit non negabo. ♦ Quid plura, loquere domine et audiat seruus tuus. ♦ Conseruet sanctitatem uestram diu et bene optimus deus.
28 sanctissimo] skrevet oven over Deuotissimo med anden haand i Gl. kgl. Saml. 4o 2515. 35 p<ertuli)] primo Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl., i Acta Proc. Lit. rettet til pertuli.
1 michi ostendunt] tilf. med anden haand i Gl. kgl. Saml. 4o 2515. 2 detestanda] Luxdorph, destinanda Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl. – <eo>] cum Gl. kgl. Saml. 4 2515 og Langebeks Dipl., i Acta Proc. Lit. rettet til eo. 3 tutor] Luædorph, fator Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl. 9 inimic<o>s] inimicis Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl., af Suhm rettet til inimicos. 12 michi et] et michi Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl., i Acta Proc. Lit. rettet til michi et; Suhm foreslaar at slette michi. 20 Uestre sanctitati] her begynder M. Mathiæ og Hvitfelds udtog.
23: Ev. Matth. 26,52. Joh. 18,10–11. 27: I Sam. 3,10.
Erik, de Danskes og Venders Konge, til den allerhelligste Fader og Herre i Kristus, Herr Bonifacius, af Guds Forsyn den hellige og almindelige romerske Kirkes øverste Biskop, fromme og ydmyge Kys paa hans Helligheds Fod.
Skønt en kærlig Fader undertiden kan klage over en forhærdet Søn, maa han udrive Faderkærligheden af sit Hjerte, om han ikke tager imod Sønnen, naar han vender hjem. Sandelig, allerhelligste Fader, dersom blot Eders ærværdige Hellighed vilde værdiges at betænke, hvor mange bitre Sorger jeg har haft fra min spæde Barndom, da jeg maatte se min Fader, Kongen, forræderisk myrdet af sine Avindsmænd, hvor store og hvor mange Trængsler de har bragt over mig tilligemed den afskyelige, træske Ærkebiskop Jens af Lund, der i særlig Grad er Skyld i min Faders Død. Denne Ærkebiskop Jens baade er og har altid været den, der begunstigede og beskyttede min Faders Mordere, og han har uophørligt arbejdet paa ogsaa at volde mig og mit Rige mange Ulykker og megen Sorg. Thi nævnte Ærkebiskop lod sig ikke nøje med min Faders Død, men pønsede ogsaa paa min, mine Brødres og de Stormænds Død, som stod paa min Side, og han sammensvor sig paany aabenlyst med min Faders Banemænd og andre aabenbare Dødsfjender af mig og mit Rige, og disse mine Fjender optog han og optager han stadig i Strid med den Troskab, han er mig skyldig, i Borge og paa Steder, som han har fra mig i Riget. Og se, helligste Fader, nu først har, om det er ret at sige det, Eders for mig saa haarde Dom og Interdiktet over Riget samt den Fare, der maa befrygtes fra et Folk, der vil være tilbøjelig til at glide ud i en endnu tungere Forbrydelses Brøde, fra alle Sider yderligere bragt Sorger over mig, som ikke er mindre, men langt større end de tidligere. Og selvom jeg af Ærbødighed for Eders Hellighed og det apostoliske Sæde kunde ønske at forlade samme Ærkebiskop hans nævnte og andre Forbrydelser, for hvilke hans timelige Gods er blevet beslaglagt, og at lade ham beholde(?) noget af det nævnte Gods efter Eders Nuntius' og Rigets Bispers Ønske og med Hensyn til andet Gods yde Erstatning, for saa vidt jeg maatte være i Stand dertil ved mine Undersaatters Hjælp, kunde jeg dog aldrig blive forligt eller forsonet med ham. Saa ydmygt jeg kan, bønfalder jeg stadig Eders Hellighed i al Barmhjertighed, at I i Eders Fromhed vil værdiges at tage barmhjertigt imod mig, at ikke Riget skal lægges øde og hele Folket gaa til Grunde; thi hvad har de gjort, eftersom de er som Faar? Jeg bønfalder om, at Peters Sværd maa stikkes i Skeden, og at Kristi Stedfortræder, eller rettere Kristus selv, vil læge sin Tjeners Øre, saa han igen kan faa Kirkens Sakramenter og frit høre Guds Ord. Alt hvad Eders Hellighed befaler at lægge paa mine Skuldre, vil jeg, saa haardt det end vil falde mig, ikke undslaa mig for. Hvad kan jeg sige mere? Tal, Herre, og lad Din Tjener høre. Den gode Gud bevare Eders Hellighed længe og vel.
Brevet er udateret, men ligger givetvis forud for 1302 23. februar, nr. 177. Suhm i sin udgave af brevet i SRD. l. l. sætter det til 1302, medens Bull. Dan. l. l. og Acta Proc. Lit. l. l. sætter det henholdsvis til 1300–1301 og til 1300. Disse udgiveres tankegang er sikkert den, at kongens henvendelse ligger forud for kardinalen Johannes' brev af 1302 23. februar, men efter at Isarns mission i Danmark var strandet i løbet af aaret 1299. Paa samme maade har historikerne opfattet forholdet, cf. Danmarks Riges Historie II 157, Arup, Danmarks Historie II 36; Det danske Folks Historie II 281. Der findes dog i brevet en passus som kunde tyde paa, at brevet er fra et tidligere tidspunkt, idet kongen udtaler, at han er villig til at yde erstatning til ærkebiskoppen for det konfiskerede gods »iuxta uoluntatem uestri nuncii et episcoporum regni«. Denne nuncius kan næppe være nogen anden end Isarn og brevet maa da rimeligvis ligge forud for Isarns afrejse fra Danmark i sommeren 1299. Endvidere kan fremhæves, at Bonifacius 8. 1300 19. december udnævnte Isarn til ærkebiskop af Riga, cf. nr. 131. Muligvis er brevet til paven udfærdiget under mødet mellem kongen og Isarn i Odense 1299 i januar maaned. Den 17. januar indgav kongen sit svar til Isarn paa dennes opfordring til at efterkomme pavens dom, cf. nr. 4. Dette svar kendes kun gennem Bartholins referat, men i dette tilføjes, at kongen redegjorde for, paa hvilke betingelser han vilde slutte fred med ærkebiskoppen qualiter se coaptat ad pacem. Udelukket er det ikke, at det er under disse forhandlinger med Isarn, at kongen har meddelt paven sit standpunkt og udtrykt sin bitterhed over pavens afgørelse.