Til Ærkebiskop Isarn af Lund, Sveriges Primas. Du har, kære Broder, meddelt os, at de Lande, som lyder under den stormægtige Fyrste Erik, Danmarks høje Konge, og hans Broder Kristoffer, med det apostoliske Sædes Myndighed er lagt under Kirkens Interdikt, eftersom denne Konge, Kristoffer og nogle medskyldige har taget Din Forgænger, vor ærværdige Broder Jens, nu Ærkebiskop i Riga, men dengang i Lund og den nu afdøde Provst Jakob ved Domkirken i Lund til Fange og holdt dem i Fangenskab — eller ladet andre tage dem til Fange og holde dem i Fangenskab — og eftersom de ogsaa i længere Tid, efter at Provsten var gaaet alt Kødets Gang, har vægret sig ved at give Din ovennævnte Forgænger og denne Kirke Oprejsning. Men nogle af de gejstlige i disse Lande har ikke overholdt dette Interdikt, men efter Interdiktets Ikrafttræden holdt Gudstjenester og taget Del i dem, som Følge af hvilke Forseelser de er plettet med Irregularitetens LydeN. Men skønt vor Forgænger Pave Bonifacius den ottende, salig Ihukommelse, vilde raade Bod paa deres Tilstand i denne Sag og derfor rettede et Brev af et vist Indhold til DigN, som da var hans Kapellan og Ærkepræst i Carcassonne, og som han for visse Hvervs Skyld havde udsendt til disse Lande, er Du dog siden vendt tilbage fra disse Lande uden at have udført det, der i dette Brev var paalagt Dig. Derfor har Du bekymret for deres Sjælefrelse ydmygt ansøgt os om, at vi af apostolisk Velvilje vilde værdiges at sørge for deres Frelse i dette Anliggende. Da vi nu har fuld Tillid til Din Omsigt, paalægger vi Dig, vor Broder, at Du personlig eller ved een eller flere andre i denne Sag paa vore Vegne giver dem, der er ramt af Irregularitet, Dispensation med Hensyn til denne, naar de ydmygt ansøger Dig derom, saaledes som Du ser, at det efter Guds Vilje tjener til deres Sjæles Frelse, dog først efter at have paalagt dem en frelsebringende Bod, som staar i Forhold til deres Brøde. Givet i Lateranet den 7. November i vort Pontifikats 1. Aar.