Til vor ærværdige Broder Oluf, Biskop af Roskilde. Naar vi ængsteligt betragter, undersøger og efterforsker, hvor skadeligt og farefuldt det er, naar Kirker staar ledige i lang Tid, er det ikke med Urette, at vi i vor Ængstelse paa mangfoldige Maader henvender vor Opmærksomhed paa saadanne Forhold og med nidkær Aarvaagenhed stræber efter, at de Kirker, som er berøvet deres Hyrders Trøst, kan aflægge Enkesløret, og — naar Ledighedens Mørke er bragt til Ophør — genfinde det ønskede Lys i den Lykke, en lykkelig og heldig Besættelse bringer med sig. Da Kirken i Roskilde for nogen Tid siden var berøvet sin Hyrdes Trøst derved, at Biskop Jens af Roskilde, salig Ihukommelse, døde, kom vore elskede Sønner, Kirkens Kapitel sammen efter først at have fastsat en Dag til Valget og indkaldt alle, som uden Besvær vilde, skulde og kunde komme tilstede. Og tilsidst besluttede de efter nogle Forhandlinger derom, som ikke førte til noget ResultatN, ved dette Valg at gaa frem gennem ValgmændN; de overdrog eenstemmigt vor ærværdige Broder Biskop Jens, som da var Ærkebiskop i Lund og Stedets Metropolit, Fuldmagt til i dette Tilfælde at besætte Kirken med en Hyrde af Kirkens eget Skød eller andetstedsfra, og de lovede at ville modtage den Mand, som nævnte Ærkebiskop gav Provision paa Kirken, og anse ham for deres og Kirkens Biskop og Hyrde. Fornævnte Ærkebiskop tog imod denne Fuldmagt og, idet han anstillede omhyggelige Overvejelser angaaende denne Sag gav han i Betragtning af de Naadegaver, han vidste, at Du var velsignet med, Dig, som da var Kannik ved omtalte Kirke, Provision paa denne og satte Dig i Spidsen for den som dens Biskop og Hyrde, hvorefter han bekendtgjorde denne Provision for Kapitlet, og fornævnte Kapitel bekræftede i Enighed og Eenstemmighed samme Provision; senere har Du inden Udløbet af den af Retten dertil bestemte TidN givet Dit Samtykke til fornævnte Provision, og endelig har Ærkebispen med sin Myndighed som Metropolit stadfæstet denne Provision. Da senere Florentius, Kannik ved fornævnte Kirke personlig havde begivet sig til det apostoliske Sæde og i Nærværelse af vor Forgænger, Pave Bonifacius den ottende, salig Ihukommelse, havde meddelt, at han appellerede ovennævnte Valg til samme Sæde, overdrog vor ovennævnte Forgænger mundtligt vor elskede Søn Johannes, med Titelen Kardinalpræst af S. Marcellino e Pietro, omhyggeligt at høre denne Sag og ufortøvet at give ham Beretning om, hvad han maatte finde desangaaende. Men da fornævnte Kardinal gik frem i denne Sag, betroede vor omtalte Forgænger ham visse andre Sager og sendte ham til Frankrig, medens han paa lignende Maade overdrog denne Sag til vor ærværdige Broder Biskop Johannes af Tusculum, for at han skulde genoptage dens Behandling der, hvor Kardinal Johannes havde afgivet den. Ogsaa vi, som efter denne vor Forgængers Død blev hævet til den apostoliske Værdigheds Tinde, har paa samme Maade overdraget Sagen til omtalte Biskop, og da endelig Bispen havde aflagt en troværdig Beretning for os om den alt nævnte Sag, og vi sammen med denne Biskop og vore andre Brødre omhyggeligt havde overvejet den, stadfæstede vi hvad Ærkebispen vides at have foretaget i dette Anliggende, efter at have indhentet vore Brødres Samtykke, da vi anser det for gyldigt og rimeligt, med vor apostoliske Myndighed og udfyldte af vor apostoliske Magtfuldkommenhed alle Brist, som ligegyldigt af hvilke Aarsager maatte findes i det foran omhandlede, og siden lod vi samme Biskop af Tusculum meddele Dig Indvielsens Naadegave. Derfor paalægger vi Dig, vor Broder, ved denne apostoliske Skrivelse, at Du med Ærbødighed skal paatage Dig den af Herren paalagte Byrde, med Omhu og Nidkærhed varetage Ledelsen af oftnævnte Kirke i Roskilde og ikke undlade at ofre Dig for dens Fremgang, men i Ord og Gerning belære Herrens Hjord, som er betroet Din vise Forsorg, saaledes at Kirken ved Din Flid og Omhu til Guds Navns Ære kan gaa frem og tage til i Vækst baade i det aandelige og det timelige. Givet i Lateranet den 17. Februar i vort (Pontifikats) 1. Aar.