Til vor ærværdige Broder Oluf, Biskop af Roskilde. Da Du, som Du personlig til Stede her hos os har forklaret, for paa nyttig Maade baade at varetage Dine egne Fornødenheder og Roskildekirkens Anliggender her ved Kurien, er nødt til at paatage Dig store Udgiftsbyrder, har Du ydmygt ansøgt os om, at vi vilde give Dig Lov til at optage et Laan paa indtil 1000 Mark godt og rent Sølv efter romersk Vægt paa neden anførte Maader og Betingelser, uden hvilke Du ikke mener at kunne finde nogen, som vil yde Dig Laan. Da vi nu saavel i disse som i andre Forhold til nyttig Fremme og Varetagelse af Dine egne og denne Kirkes Sager har Tillid til Din Omsigt og Omhu, og da vi ikke vil, at Du skal lide Nød paa Grund af, at Du ikke kan skaffe Dækning til disse Udgifter, eller at de ovennævnte Sager skal forblive uafsluttede, bøjer vi os for Din Ansøgning og meddeler Dig ved dette Brev Fuldmagt til i denne Anledning i Dit eget og Kirkens Navn at optage et Laan indtil anførte Sum og binde Dig selv, Dine Efterfølgere og ovennævnte Kirke i Roskilde (og Dit eget og dens Gods, løst og fast, i Nutid og Fremtid, overfor Kreditorerne indtil denne Sum, dog uden paa nogen Maade at forpligte Dig til Renter; vi giver Dig fremdeles Fuldmagt til at give Afkald paa saavel de Bestemmelser af vor Forgænger Pave Bonifacius den ottende, salig Ihukommelse, hvorved det bestemmes, at naar Anklageren og den anklagede er fra forskellige Stifter, skal den anklagede paa ingen Maade kunne stævnes for Retten ud over een Dagsrejse fra sit Stifts Grænser, som Bestemmelsen paa det almindelige Kirkemøde om de to Dagsrejser og alt det andet, vore Forgængere har bestemt herom; endvidere paa Genindsættelse i den tidligere Tilstand og paa alle apostoliske Breve og Begunstigelser, som I har faaet eller ogsaa kan faa ud i Fremtiden, og paa al Støtte i kanonisk og Civilret, og paa de sædvanlige Jurisdiktionssteder og Dommere, om der desangaaende skulde opnaas noget apostolisk Brev for Kreditorerne; endelig ogsaa paa alle Indsigelser, hvorved Du og Dine Efterfølgere fremtidig skulde kunne dække Eder overfor Kreditorerne.

Ydermere vil og indrømmer vi Dig i Henhold til, hvad Du har forlangt af os, at Du og Dine fornævnte Efterfølgere maa være pligtige at betale Kreditorerne disse Penge af nævnte Kirkes Gods og erstatte deres Tab, Udgifter og Interesse, hvis Pengene ikke er betalt til den Termin, der med Parternes Samtykke er fastsat dertil, og at der ikke skal paahvile Kreditorerne nogen Forpligtelse til — under Paaberaabelse af nogen kanonisk eller civilretlig Bestemmelse eller ethvert andet Privilegium eller enhver anden Begunstigelse af det apostoliske Sæde, hvorom der i vort Brev skal finde fuldstændig og tydelig Omtale Sted, og hvorved Du og Dine ovennævnte Forgængere skulde kunne dække Eder yderligere — at bevise, at Pengene er anvendt til Nytte for den oftnævnte Kirke, men blot en Tilstaaelse af Dig, hvorved Du erkender dette, og som skal optages i det Dokument, der skal udfærdiges angaaende Laanet af denne Sum, skal ubrydeligt anses for tilstrækkeligt, fuldt og retgyldigt Bevis.

Men for at Renternes Svælg ikke skal aabne sig, er det vor Hensigt og Vilje, at Du og Dine nævnte Efterfølgere eller Kirken i Lund eller Dit eget eller deres Gods paa ingen Maade ved dette vort Brev, ved nogen bedragerisk eller snedig List eller ved en Tilsløring eller Farvning af Ordene skal kunne forpligtes til nogen Slags Renter, da vi erklærer de vedkommende Breve og de Tilstaaelser, Anerkendelser eller Løfter, som er aflagt i dem eller i Kraft eller i Anledning deraf med Hensyn til Renteforpligtelser, for ugyldige, intetsigende og uden Retskraft, medens det derimod med Hensyn til alt det foran omhandlede, som ikke berøres af Renternes Unatur, skal forblive i Kraft og ikke i nogen Henseende under Paaberaabelse af Renterne skal kunne anfægtes i ond Hensigt)N. Givet i Lateranet den 22. Februar i vort 1. Pontifikatsaar.