Oluf, af Guds Naade Biskop i Roskilde, Adam Bosen, Kannik i samme Kirke, Ingvar Hjort og Herlug Jakobsen, de Danskes berømmelige Konges Riddere, og Broder Aage, Lægbroder i Sorø Kloster af Cistercienserordenen, til alle, der faar dette Brev at se, Hilsen evindelig.

Da der for lang Tid siden udbrød Strid mellem paa den ene Side de fromme Mænd, Abbeden og det menige Konvent i Sorø, af Cistercienserordenen, i Roskilde Stift og paa den anden Side den velbyrdige Mand, Herr Asser Jonsen, Ridder, boende i samme Stift, om Gods i Søstrup og Søstrup Fang, og da Sagen længe var blevet behandlet saavel for Retten som udenfor, ønskede begge Parter omsider, som det syntes, at vælge Fredens og Samdrægtighedens Vej; samdrægtigt valgte de da os til en Slags Voldgiftsdommere og venskabelige Forligsmænd i første og sidste Instans med Hensyn til fornævnte Gods og fremdeles i alle Sager, Stridigheder og Trætter, der paa Grund af nævnte Gods er opstaaet og udbrudt imellem dem; og de lovede fra begge Parter under Aflæggelse af legemlig Ed urokkeligt at overholde, hvad vi eller Flertallet af os maatte bestemme eller dømme i ovennævnte Sag. Da saa vi fornævnte Voldgiftsdommere samtidigt kom sammen, efter at Parterne var stævnet og fremstillet for os i Roskilde i det Herrens Aar 1305 Dagen før den hellige Apostel Bartholomæus Dag, og efter at deres Grunde var omhyggeligt hørte, prøvede og undersøgte, tildømte vi samdrægtigt ovennævnte Kloster den fjerde Part af alt Gods i Søstrup og Søstrup Fang, som hidtil var udelt, overalt hvor det ligger, saavel i Krøjerup som i Søstrup, i Skov og Eng, nært og fjernt; men hvis samme Kloster har nogen Ret med Hensyn til de tre andre Fjerdedele af det nævnte Gods eller med Hensyn til andre Sager, der er opstaaet eller vil opstaa imellem dem paa Grund af samme Gods, skal denne Ret ikke desto mindre fuldt og ubeskaaret forblive for samme Kloster. Men da der efter dette ligesom før var Strid og Trætte mellem Parterne med Hensyn til det samme Gods og Sager, og den ene Retssag begyndte at afføde den anden, og vi ønskede at bringe en Slutning paa deres Retssager, har vi endelig fastsat og bestemt efter at have forlangt Parternes Billigelse og Samtykke, at fornævnte Herr Asser Jonsen skal overdrage og overgive fornævnte Abbed og menige Konvent alt fast Gods, som han uanset paa hvilken Maade havde og besad i Søstrup og Søstrup Fang, nemlig hele Gaarden i Søstrup og alt dens Tilliggende, nemlig Marker, Enge og Græsgange, med Skove, Vande og Mølle og med al den Rettighed, som han selv havde eller troede at have i alt det fornævnte Gods eller i noget af det fornævnte Gods, og at fornævnte Abbed og menige Konvent uden nogen Genydelse frit og fuldstændigt skulde faa og have Fjerdeparten af alt det fornævnte Gods, saadan som vi allerede tidligere havde dømt. Men til Gengæld for de resterende tre Fjerdedele af samme Gods og til Gengæld for alt fast Gods, som samme Herr Asser ejede i Lyng, skulde samme Abbed og menige Konvent overdrage og overgive samme Herr Asser alt fast Gods, som de ejede i Tersløse, og paa denne Maade skulde de udligne og kvittere paa begge Sider al Ret, som begge Parter hver for sig syntes at have i fornævnte Gods i Søstrup, og Tab og Udgifter, der var opstaaede under Retssager og udenfor Retssager, og de Frugter, der var oppebaarede i Mellemtiden, og ogsaa de, som kunde oppebæres. Denne Ordning og Overenskomst godkendte de fornævnte, Abbeden i sit eget og sit Konvents Navn, og samme Herr Asser udtrykkeligt i vor Nærværelse, idet de paa begge Sider gav Afkald for sig selv, deres Efterkommere og Arvinger paa al Ret, som hidtil var tilkommet fornævnte Kloster med Hensyn til fornævnte Gods i Tersløse, og samme Herr Asser og hans Arvinger i fornævnte Gods i Søstrup og Lyng. De lovede ogsaa aldrig at paaføre hinanden indbyrdes og deres Efterfølgere eller Arvinger Retssag og Trætte med Hensyn til fornævnte Gods i Søstrup eller at bifalde den, der paafører saadan Retssag og Trætte, men at anse og holde fornævnte, stort som smaat, for sikkert, gyldigt og urokkeligt og ikke gøre eller gaa imod de jure eller de facto af nogen Grund eller Aarsag, Og efterdi det er mere guddommeligt end menneskeligt at huske alt og ikke at fejle i noget, vil vi, at hvis noget, som nødvendigvis maatte indføjes for dette Brevs Gyldighed, de jure eller de facto er udeladt i samme Brev, skal det anses for indføjet og udtrykt heri. Til Vidnesbyrd herom har vi ladet vore Segl og Parternes Segl hænge under dette Brev. Forhandlet og givet i Roskilde i det Herrens Aar 1307 den sjette Dag i Juni.