Til vore ærværdige Brødre Bisperne (Kristian) af Ribe, (Oluf) af Roskilde og (Peder) af Odense. Vor elskede Søn Diakonen Kjeld Pedersen fra Odense StiftN, som er her til Stede, har for os fremsat en alvorlig Klage over følgende: da han for nogen Tid siden havde begivet sig paa Vej til det apostoliske Sæde af Fromhed og for at besørge nogle Forretninger, han havde der, og da han næsten var naaet til Danmarks yderste Grænse, lod Morten, kaldet Due, Vasal hos vor elskede Søn i Kristus Erik, Danmarks berømmelige Konge, i gudsforgaaende Forvovenhed efter først at have frataget samme Kjeld hans Heste, Bøger, Sølv, Penge, Klæder og de andre Ting og det Gods, han havde med sig, ham tage tilfange og sætte i Fængsel. Og skønt denne Morten efter at have hjemsøgt ham med mange Pinsler, Plager og Trængsler lod ham drage videre, nægtede han dog at tilbagegive Kjeld hans Heste, Bøger, Sølv, Penge, Klæder og de Ting og det Gods, han som ovenfor anført havde plyndret ham for. Og da nævnte Kjeld i den Anledning havde taget sin Tilflugt til Kongen, efter hvis Befaling Morten sagde, at han havde gjort det, lod Kongen sig ikke nøje dermed, men han tilføjede den skadelidte ny Skade ved at lade samme Kjelds hele rørlige Gods, som han havde i de Egne, beslaglægge, og han optraadte ganske, som han lystede, til Haan for Kirkens Frihed, til ikke ringe Tab og Tynge for samme Kjeld og tillige til Forargelse for mange. Derfor har nævnte Kjeld ydmygt ansøgt os om, at vi i denne Sag vilde tage os af ham og yde ham passende Hjælp. Da nu de, som drister sig til at tage til Fange, udplyndre og holde i Fangenskab gejstlige, der er paa Vej til eller paa Hjemvejen fra dette Sæde, foruden den Dom, den kanoniske BestemmelseN har fældet over dem, der øver Vold mod de gejstlige og Kirkens Mænd, skal være ifaldne den Banlysning og Ekskommunikation, som flere Gange hvert Aar paa bestemte Dage offentligt forkyndes af dette Sæde, paalægger vi Eder, Brødre, ved denne apostoliske Skrivelse, at I enten to eller en af Eder selv eller ved en anden eller andre, hvis I kan fastslaa ovennævnte Tilfangetagelse, Fængsling, Fangenskab, Udplyndring og Beslaglæggelse som en Kendsgerning, i vort Navn kraftigt skal formane Kongen, som vi tilskriver herom, og bevæge ham til i fuldt Omfang at tilbagegive til denne Kjeld eller hans befuldmægtigede ovennævnte Heste, Bøger, Sølv, Penge, Klæder, Ejendele og andet Gods, som denne Morten saaledes har frataget ham, og dertil det ham tilhørende Gods, Kongen som ovenfor anført har beslaglagt, indenfor en bestemt Frist, som I ansætter for ham, og ydermere give ham fuldstændig og behørig Erstatning for de Overgreb, han har været udsat for. I modsat Fald skal I efter Udløbet af denne Frist offentligt forkynde BanlysningenN over denne Morten og alle andre, som med Vidende har gjort sig skyldige i fornævnte Tilfangetagelse, Fængsling, Udplyndring og Fangenskab, under Ringning med Kirkeklokkerne og ved tændte Lys paa alle Søn- og Festdage — ligesom I skal lade andre offentligt forkynde Banlysningen paa alle Steder i Riget, hvor I finder det passende — saa længe indtil Morten og de andre fornævnte skyldige kan fortjene af samme Sæde at opnaa Absolutionens Velgerning i denne Sag; tillige skal I med Udelukkelse af Appel paa vore Vegne med Kirkens Straf tugte dem, der modsætter sig og er genstridige, om saadanne findes, uanset om nogen af dette Sæde har faaet bevilget, at de ikke kan belægges med Interdikt, Banlysning eller Suspension ved apostoliske Breve, som ikke fuldt, udtrykkeligt og Ord til andet omtaler denne Bevilling. Tidspunktet for denne Formaning og alt, hvad I finder at maatte foretage med Hensyn til det forudskikkede, skal I troværdigt lade os meddele gennem Eders Breve indeholdende hvert enkelt Punkt heri. Givet i Poitiers den 23. Januar i vort Pontifikats 3. Aar.