Esger, af guddommelig nåde ærkebiskop i Lund, Sveriges primas, til alle, der får dette brev at se, hilsen med ham, der er den sande frelse.

Blandt de bekymringer, der er en følge af den omsorg, vi skylder vort embede, må vi med stadig ængstelse betænke og med omhyggelig nidkærhed og nidkær omhu være betænkte på, hvorledes vi med forpligtelsen af den os betroede forvaltning som rettesnor — for såvidt det fra det høje er os givet — til fordel for vore undergivne og i skyldig ærefrygt for vor hæderkronede herre, den ufejlbarlige og uforanderlige Jesus Kristus med den guddommelige nådes hjælp kan forbedre vor Lundekirkes og især gejstlighedens tilstand, da denne er Danmarks og Sveriges rigers moder og metropolis. Det er i sandhed dette, vi med længsel higer efter, og herefter brænder vor ånd med stadig bekymring og nidkærhed.

Men hvor skadelig for kirkerne en forringelse af gudstjenesten er, og hvor mange tab og farer en sådan forringelse medfører for sjælene, og hvor megen uværdighed og vanærende blindhed for legemet der deraf opstår såvel i gejstligheden som i folket, lærer vi og oplyses vi klart om allerede ved en nøjagtig overvejelse af selve vor ovennævnte kirkes tilstand, hvis styrelse vor højhellige fader og herre pave Clemens den femte i sin omhyggelige omsorg fordum har overdraget os, skønt uden vor fortjeneste, samt ved selve erfaringen, livets bedste læremester, og ved en betragtning af den forbigangne tid.

Ganske vist har der fra den første indsættelse af kanniker i vor fornævnte kirke hidtil bestået den skik, at der kun skulde være 12 vikarer for selve kannikerne, som til deres livsophold og som vederlag for deres arbejde af hver kannik fik en temmelig beskeden løn.

Men nu, da tiderne er ved at blive hårdere og priserne på alting stiger stærkt, slår nævnte vederlag for vikarerne ingenlunde til, tværtimod har nogle af dem, hvad vi med smerte må berette, ikke det nødvendige til livets ophold og tvinges som følge deraf til at skaffe sig størstedelen ved tiggeri; man må derfor ikke anse det for forkasteligt, om menneskelige bestemmelser ændres, når forholdene og tiderne ændrer sig, og om man finder det passende at anvende nye midler mod nyopdukkende sygdomme.

Da det i højeste grad er vor hensigt, at gudstjenesten forrettes mere ivrigt, således som det sømmer sig, med passende og værdig lovprisning, og at Guds pris ved en forøgelse af antallet på de personer, der lovsynger Gud, ved lovsang må stråle klarere, og at menighedens fromhed øges ved mere oprigtig hengivenhed og flittigere tjeneste, forordner vi i betragtning af, at det er overensstemmende med naturlig ret og de hellige kanoniske anordninger, at de mennesker, der nyder godt af de til tingene knyttede fordele, ikke afviser byrderne, og at man ikke skal binde munden på den tærskendeN okse, men at den, der tjener et alter, skal leve af altret, med velberåd hu og i endrægtig overensstemmelse med vor elskede provst Karl og vort elskede lundekapitel ved denne ubrydelige og evigt gældende forordning at alle lundekanniker, både fraværende og nærværende, der har et præstepræbende, fra nu af skal have en egnet præst til vikar, den der har et diakonpræbende, en diakon, og den, der har et subdiakonpræbende, en subdiakon; ved deres iver og stadige besøg i koret dag og nat samt ved andre passende midler til fornyelse af samme kortjeneste — både dem, som vi allerede har udtænkt og udfundet, og dem, som vi fremtidig ved Guds nådes hjælp <vil udfinde> — tror og håber vi, at gudstjenesten på passende og højtidelig måde kan forrettes, og folkets andagt ved Guds barmhjertighed som følge deraf forøges. Vi erklærer som vor vilje og foreskriver under trusel om Guds dom, at Lundekirkens enkelte kanniker efter den bestemmelse, der er knyttet til deres præbende, således som det forudskikkes, hvert år i al fremtid sørger for disse vikarer, nemlig for hver enkelt præstevikar med 12 mark penge, for hver enkelt diakon og subdiakon med 10 mark penge af samme mønt, hvis ikke nogen foretrækker at underholde en vikar hos sig, da man ikke bør forholde dem, der arbejder i Herrens vingård, deres lønN. Til evig erindring herom og til fyldigere bevis har vi ment at burde hænge vort segl under dette brev tillige med vort elskede fornævnte kapitels segl. Forhandlet og givet i Lund år 1313 efter Herrens menneskevordelse, den 18. februar.