forrige næste

Nouerint uniuersi presentis temporis et futuri, quod nos Hinricus de Bocholte, ciuis et consul ciuitatis Lubicensis, ac Iohannes de Cropelin, ciuis et consul Wismariensis, una cum domino Iohanne de Hadorpe, ciue et consule Lubicensi, (cum) essemus aput Wismariam pariter constituti, uocati fuimus et rogati quibusdam placitis et tractatibus interesse, in quibus Iohannes de Fouea, ciuis in Wismaria, a domino Hermanno de Hadorpe, auunculo uxoris sue Lutgardis, petebat pecuniam nomine dotis eiusdem Lutgardis sibi promissam persolui. ♦ Prefato autem Hermanno offerente eidem Iohanni de Fouea medietatem dotis et instanter petente, ut de alia medietate ad debita, prenominate Lutgardi et Greten eius sorori in Scania communiter pertinentia, respectum haberet et eam exigeret, idem Iohannes de Fouea cønstanter et publice affirmabat, quod nullum ad debita pretacta uolebat habere respectum, sed dotem integram et promissam tempore debito sibi solui. ♦ Unde Hermannus prenominatus, cupiens satisfacere uotis eius, dotem premissam tempore placito inter eos soluit eidem in pecunia numerata. ♦ Quod presentibus litteris nostris sigillis appositis publice protestamur.

23 eam] fejl for ea?

Alle nulevende og tilkommende skal vide, at vi Henrik von Bocholt, borger og rådmand i staden Lübeck, og Johan von Kröpelin, borger og rådmand i Wismar, sammen med herr Johan von Hattorp, borger og rådmand i Lübeck, da vi samtidig var i Wismar, blev tilkaldt og bedt om at overvære nogle forhandlinger og underhandlinger, under hvilke Johan von der Grube krævede af herr Herman von Hattorp, hans hustru Ludgardes morbroder, at de penge, der var lovet ham som samme Ludgardes medgift, blev udbetalt. Men da fornævnte Herman tilbød samme Johan von der Grube den halve medgift og indtrængende bad om, at han for så vidt angik den anden halvdel vilde tage hensyn til det tilgodehavende i Skåne, der ligeligt tilkom fornævnte Ludgarde og hendes søster Grete, og inddrive det, forsikrede samme herr Johan von der Grube bestemt og offentligt, at han ikke vilde tage noget hensyn til fornævnte tilgodehavende, men at den fulde og lovede medgift skulde betales ham til den fastsatte tid. Hvorfor fornævnte Herman, der ønskede at tilfredsstille hans krav, betalte den fornævnte medgift i rede penge til den tid, der var aftalt mellem dem. Dette bevidner vi offentligt ved dette brev efter at have vedføjet vore segl.