E. dei gracia Danorum Slauorumque rex Fyoniam inhabitantibus salutem in domino ♦ Quia post edictum a nobis nuper editum super hospitalitate apud religiosos sacerdotes et bundones minime facienda ad nos quam plures querimonie deuenerunt. quod plus solito quid<a>m famam propriam obfuscantes. deum pre oculis non habentes. et nostrum mandatum contempnentes apud personas predictas hospitantur. nec non in monasterio Otthoniensi grangiis et bonis eiusdem monasterii equos suos et canes ponunt in monachorum preiudicium non modicum et grauamen ex qua hospitalitate. non solum eorundem substancie totaliter eneruantur sed quod deterius est cultus diuinus minuitur. et scandalum intollerabile generatur quapropter omnibus et singulis cuiuscumque condicionis. dignitatis. pre<e>minencie. aut status existant sub optentu gracie nostre districte precipimus quatinus nullus apud dictum monasterium grangias seu bona ipsius. nisi suis propriis expensis et sumptibus hospitetur nec equos pro cura infirmitatis alicuius siue alias uel canes mittat nec in ipso monasterio. grangiis et bonis eiusdem, causa uenacionis alicuius iacere presumat eciam in propriis sumptibus et expensis/ uolentes ut qui equos in predicto loco ad presens habent. sub pena amissionis equorum ipsorum ipsos statim lectis presentibus reuo cent et deducant. ♦ Mandamus insuper priori Otthoniensi ac monachis ibidem sub pena amissionis libertatum ipsorum et gracie nostre ne aliquem uel aliquos. ad hospitalitatem aliquo modo recipiant. nec eorum equos aut canes tenere presumant donec nos de meliorum regni nostri consilio super hoc aliter duxerimus ordinandum ♦ Datum Worthingborgh anno domini m ccc xvo. sexta feria proxima post dominicam quasi modo geniti in presencia nostra.
9 folio) decimonono sequenti] overstr. Aa.
14 E.=Ericus.
17 quid(a)m] quidem Aa.
24 pre(e)minencie] preminencie Aa.
15: cf. nr. 197.
Erik, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, til Fyns indbyggere, hilsen med Gud.
Efter den af os nyligt udgivne forordning angående gæsteri, der ikke må ske hos gejstlige, præster og bønder, er kommet mange klager til os, fordi visse mennesker, idet de mere end vanligt tilsmudser deres eget rygte, ikke har Gud for øje og foragter vort påbud, tager på gæsteri hos de fornævnte personer og anbringer deres heste og hunde i Odense kloster, på samme klosters ladegårde og gods til ikke ringe skade og tynge for munkene; som følge af dette gæsteri ikke blot fuldstændig opbruges deres beholdninger, men, hvad værre er, gudstjenesten forringes, hvilket avler en utålelig forargelse. Derfor foreskriver vi strengt under trusel om vor nådes fortabelse hver og een, af hvad stilling, værdighed, rang eller stand han end måtte være, at ingen tager på gæsteri i nævnte kloster, på dets ladegårde eller gods undtagen på egen udgift og bekostning, eller sender syge heste eller hunde derhen på pleje eller af nogen anden grund eller for nogen jagts skyld drister sig til at tage herberge i samme kloster, på dets ladegårde og gods, selvom det også er på egen bekostning og regning. Det er vor vilje, at de, som nu har heste i fornævnte kloster, straks efter læsning af dette brev skal tilbagekalde og tilbageføre dem, hvis de ikke vil miste hestene. Vi pålægger ydermere prioren i Odense og munkene sammesteds under straf af deres friheders og vor nådes fortabelse, at de ingenlunde modtager nogen eller nogle på gæsteri eller drister sig til at holde deres heste eller hunde, indtil vi har truffet anden bestemmelse herom med råd af vort riges bedste mænd. Givet på Vordingborg i det Herrens år 1315 fredag efter søndagen Quasi modo geniti i vor nærværelse.