§ 1. Kong Valdemar tilstod i fordums tid staden Lübeck, at deres borgere på markederne i Skanør og Falsterbo sammesteds kan og bør sælge deres varer, de mindste tilligemed de store, og købe alt, hvad der findes til salg sammesteds

§ 2. og at de sammesteds da må indsætte som foged hvem de vil, så at han kan dømme alle overtrædelser og forbrydelser undtagen overtrædelser, der angår hals og hånd, og således har man overholdt det urokkeligt, sålænge der har været konger indtil dagen idag, og undtagen blødende sår, og dette ud over deres borgere og udover dem, der tilhører stadens ret.

§ 3. Men deres rette told skal enhver yde den herre kongens officialer. Tøj kan de sælge i alenmål. De kan også sælge andet med vægt og bismer og med punder. Og dette fordi nævnte konge har tilstået sådanne friheder at overholde på de frie markeder.

§ 4. Vore varer er med henblik på told un vorvarenN, indtil den første vogn, der transporterer varerne til skibene, er i vandet.

§ 5. Hvis kongens officialer beskylder en af vore borgere for brøde, skal han rense sig med vore borgere og ikke med andre.

§ 6. Hvis en af vore borgere dør der, skal hans nærmeste pårørende, hvis de da er der, tage hans gods; hvis ikke, skal vor foged og vore gode borgere transportere det bort og give det til de nærmeste arvinger. I denne sag har kongens fogeder ingen ret.

§ 7. Hvis nogen sammesteds fører nogle varer ind i landet for at sælge dem, skal han ikke give told af sådanne varer, hvis han har en bod, et skib, et hyttefad eller måtte på markederne.

§ 8. Der skal ikke være nogen voldførsel undtagen den vold, der sker mod kvinder; der skal ej heller finde bagbinding sted, hvor der ikke foreligger tyveri og fodjærn for lukkede døre, uden overtrædelse og ret og gyldighed.

§ 9. Nårsomhelst et skib kommer til landet, skal folk have lov til at udlosse, når de kommer.

§ 10. Hvad nogen køber der, det skal han udføre frit, og heri skal han ikke hindres.

§ 11. Søndag før Mikkelsdag gives der nye penninge for told og ikke før.

§ 12. På vort fed skal ingen lægge sig, undtagen vor foged og vore borgere tilstår vedkommende den gunst.

§ 13. Vi har ingen kro på fedet, men kan give øl i kander for penge.

§ 14. Hvis vi fremstiller en tyv med tyvekoster for kongens foged, hvad enten tyven er bundet eller ikke bundet, begår vi ingen brøde hermed.

§ 15. Hvis en af vore borgere ved højlys dag køber en fole, som muligvis er blevet stjålet, har han ikke nogen brøde ved købet, når han var uvidende om, at den var stjålet; hvis den, som den blev stjålet fra, vil generhverve den ...

§ 16. Enhver, der har en bod der, kan lade den gå i arv til sine nærmeste arvinger, når blot han tilfredsstiller kongen med hensyn til stedet.

Erik, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, hertug af Estland, til alle troende kristne, hvem dette brev kommer i hænde, hilsen med Gud.

For at det, der sker i tiden, ikke skal svinde hen i tidens løb, plejer man at overgive det til breves og vidners hukommelse.

§ 1. Da vi mener, at det er i modstrid med Guds og menneskers love og al billigheds princip, at købmænd, der, efter at være kastet om på havets og stormens bølger og ved Guds revselse eller med hans tilladelse lider skibbruds farer, berøves eller formenes deres gods af alle, som kommer over det, når det endeligt driver i land, bestemmer vi med evig ret med råd og samtykke af hele vort riges første mænd, såvel gejstlige som verdslige, bisper, prælater og de øvrige velbyrdige i vort rige, at i alle vort riges lande skal gods, hvordan det end er blevet skibbrudent, hvad enten det kaldes vrag eller ved andre betegnelser, med fuld ret tilhøre og blive hos dem, hvem det tilhørte før forliset, idet det ikke kan hindres af nogen modstående sædvane; og denne ret giver vi de lybske købmænd og andre købmænd, som det foran er sagt, og stadfæster den på det, at den skal vare evindelig.

§ 2. Og da det anstår sig vor kongelige værdighed for vore undersåtter og andre, der trænger til vor nåde, at bevare, ikke at formindske, men snarere mildt at øge deres rettigheder og godkendte sædvaner, som er indførte for deres handels skyld og er overholdt i vore forgængeres tid, tilstår vi borgerne i Lübeck, således som det hidtil er blevet iagttaget, for nærværende og evindeligt i fremtiden, og andre købmænd, der er deres medinteressenter, at de kan sælge på vore markeder i Skanør og Falsterbo alle varer såvel lidt som meget og købe alt, hvad der findes til salg sammesteds,

§ 3. og at disse borgere sammesteds må indsætte en sådan foged for sig, som er passende for dem, der skal pådømme alle deres overtrædelser og sager, undtagen overtrædelser, der angår hals og hånd og blødende sår, hvilke sager vi vil skal forbeholdes os.

§ 4. De skal også sælge, som de hidtil har gjort på de samme markeder, tøj såvel uldent som linned i alen og også alle mulige varer i vægt, hvad enten de sælges med punder eller med bismer eller med andre vægte, men de skal udrede os vor rette told,

§ 5. og så længe som nogensomhelst varer, der skal føres om bord, endnu er på vognene, der skal transportere dem, og disse vogne endnu ikke har berørt vandet, er sådanne varer »unvorvaren«N og af dem skal der stadig gives told uden beslaglæggelse.

§ 6. Og hvis vore officialer beskylder en lybsk borger for nogen brøde, skal han rense sig med sine egne og ikke med fremmede borgere.

§ 7. Dør en lybsk borger sammesteds, skal hans nærmeste pårørende, hvis de da er sammesteds, tage hans gods, ellers skal deres foged tage det og deres fornemste borgere, der da opholder sig der, og de skal transportere det bort for at overgive det til de nærmeste arvinger; og i denne sag kan vore fogeder ikke tiltage sig nogen ret i vort navn.

§ 8. Hvis også en af dem, der har bod eller skib eller hyttefad eller måtte på disse markeder, fører varer til nogen stad i dette land for at sælge dem, er han ikke pligtig at give told af sådanne varer.

§ 9. Heller ikke skal nogen overtrædelse kaldes voldførsel undtagen voldtægt mod kvinder og bagbinding, hvis der ikke foreligger tyveri og fodjærn for lukkede døre.

§ 10. Fremdeles skal det være deres skibe tilladt, når de ankommer, at udlosse til enhver tid, når de vil.

§ 11. Søndag før Mikkelsdag og ikke før skal vi lade de ny penninge modtage for told.

§ 12. På Lübeckernes fed skal ingen lægge sig undtagen deres foged og borgere selv, og hvem de bestemmer skal have adgang der.

§ 13. På dette deres fed forbyder vi dem at holde kro, men vi tillader, at de sammesteds sælger øl i kander, som de hidtil har gjort.

§ 14. Hvad enten de fremstiller en tyv bundet eller løst for vor dommer, ønsker vi, at de skal være brødefri, hvad det angår.

§ 15. Hvis de ved højlys dag køber en fole eller en hest eller sligt, er køberen af sådanne ting, selvom de er stjålet, dog brødefri, hvis han var uden vidende om, at det var erhvervet ved tyveri.

§ 16. Enhver, der har sin egen bod der, kan, når han dør, lade den gå i arv til sin nærmeste arving, når han blot tilfredsstiller os med hensyn til stedet, sådan som vor ret kræver det.

§ 17. Det, som nogen køber på disse fri markeder, må han også frit udføre, og der skal ikke lægges ham hindring i vejen med hensyn til udførslen.

§ 18. Men i de øvrige sager og deres retssager, der ikke er opregnet her enkeltvis, bestemmer vi, at de på disse markeder frit skal nyde den ret, der kaldes birkeretten.