<1> Vi Valdemar og Johan, markgrever af Brandenburg, rejser også beskyldning mod vor onkel, kong Erik af Danmark, at han i troskab har lovet os og givet os sine breve herom, at han ikke ved nogen skulde blive vor fjende, men at han <alligevel> er blevet vor fjende og vore hjælperes; derved lider vi stor skade.

<2> Til denne beskyldning svarer kongen af Danmark således: at han ikke blev nogen fjende af dem og ugerne var blevet fjende, men at markgreverne allerførst blev hans fjender og brød sonen med ham og forurettede ham, således som det er skrevet i hans første svar.

<3> Herom siger vi herr Droiseke og herr Henning von Blankenburg, herr Busso von der Dollen og herr Georg Hasenkopf på vor tro og vor ed, at det er ret, og at vi ikke kender eller kan opspørge noget rettere: Eftersom kongen nægter, <og siger> at han ikke blev fjende, og at han ugerne var blevet fjende, hvis kongen står inde for dette med sin ed på de hellige relikvier, at hverken han eller nogen på hans vegne har angrebet markgreverne eller deres mænd og deres hjælpere, at han vel kan bevise sin uskyld med sin ed på de hellige relikvier. Og vi alle fire hænger vore indsegl som bevis herved.