I Guds navn amen. Jeg N.N.N, prokurator for den berømmelige fyrste, herr Erik, de Danskes og Venders konge, som har særligt mandat hertil, erklærer: Skønt der allerede længe syntes at bestå fred og enighed i alt mellem min herre konge ogden højærværdige fader, herr ærkebiskop Esger af Lund, Sveriges primas, og skønt den samme min herre konge heller ikke mistænkte ham for noget ufordelagtigt, men blot havde ladet ham venskabeligt påminde om, at han for denne min herre kongen skulde betale og kvittere den gæld, som samme konge var pligtig at betale ved den romerske kurie, i henhold til hvad der efter en forudgående passende overvejelse mellem kongen og samme ærkebiskop var truffet overenskomst og beslutning om ved begge parters gode vilje og samtykke, og at han også urokkeligt skulde holde de andre ting, der tidligere var vedtaget mellem den samme min herre konge og nævnte ærkebiskop i Helsingborg og lovet og besvoret af ærkebispen, efter at ærkebispens åbne brev var givet herom, og der var stillet kautionister, og i betragtning af at samme ærkebiskop uden i forvejen for sin part at have påmindet min nævnte herre konge herom og uden på noget punkt at have opsagt ham sin troskab, uventet og pludseligt trak sig tilbage til borgen Hammershus, der tilhører Lundekirken og på alle sider er omgivet af hav og på en måde er uindtagelig, (hvor) han (også) samlede samme min herres dødsfjender og hans rivaler og hans riges åbenbare fjender og tillige hans faders drabsmænd til hans skade og fordærv, da det åbenbart var hans hensigt at indlede fjendtligheder med de samme, og da jeg også af denne sandsynlige grund slutter og frygter, at han også i åndelige anliggender vil gå utilbørligt frem imod samme min herre konge nemlig ved gejstlig censur, idet han til sit og sit riges forsvar bestemmer og har ment, at noget måtte gøres mod hans rænker, appellerer jeg i dette brev for Eder ærværdige fader herr Oluf, biskop i Roskilde, og de højærværdige mænd kapitlet i samme Roskildekirke og også for Eder N.N. som befuldmægtiget som for troværdige og hæderlige mennesker, da jeg ikke har mulighed for at stedes for ærkebispen, så at jeg kunde appellere for ham, fra samme herr Esger, ærkebiskop af Lund, til det apostoliske sæde som befuldmægtiget for samme herre konge, for at han ikke mod min fornævnte herre konge, hans rige, eller nogen del af det samme, byer eller andre steder, eller mod nogle af hans forbundsfæller eller tilhængere, kapitler eller konventer eller også mod enkeltpersoner, gejstlige eller verdslige, der slutter sig til ham, på grund af denne sag eller i sit had skal gå utilbørligt frem med interdikts-, suspensions- eller banlysningsdom, og jeg beder indtrængende, mere indtrængende, ja, på det mest indtrængende om appelbrev, idet jeg stiller min herre kongen og hans rige i alle hans lande og dele deraf og også hans ovenfor nævnte forbundsfæller og tilhængere under samme sædes beskyttelse af ovenfor nævnte grund.