Til den allerhelligste fader i Kristus herr Johannnes, ved Guds forsyn den hellige romerske og almindelige kirkes pave, Eders ydmyge søn, Erik, de Danskes og Venders konge, hertug af Estland, med ydmyg hengivenhed fromme kys på Eders helligheds fod.

Ikke uden tvingende nødvendighed meddeler vi med skyldig ærbødighed, Eders hellighed, at skønt vi på mange måder har tildelt herr Esger, nu ærkebiskop af Lund, Sveriges primas, gunstbevisninger og nåder på mangfoldig vis fra hans ungdom af og nådigt har optaget ham i vor nærmeste kreds og, for at tie om det andet, også med oprigtig kærlighed ved alle tilladelige midler og veje har draget omsorg for hans forfremmelse til Århuskirkens bispestol og endelig også til Lunds ærkebispestol, og skønt vi også har hævet hans slægtninge og pårørende til megen rigdom og ære, idet vi hyppigt overlod dem vore borge og vor jurisdiktion, har han dog vist sig utaknemlig mod vore velgerninger og givet os ondskab for nådesbevisninger og svig og foragt for fortrolighed ligesom den gengæld, musen i madposen, slangen ved barmen og ilden i græsset plejer at yde deres værter. Da endelig samme ærkebiskop vendte tilbage fra det apostoliske sæde efter at have modtaget palliet, sluttede han straks med riddere og andre af sine slægtninge og pårørende et forbryderisk forbund mod os og sammen med dem ophidsede han ved sine råd og overtalelser det folk, der var underlagt vort herredømme, mod os i så høj grad, at samme hans slægtninge og på rørende efter at have samlet en folkemængde af samme vort folk ved et pludseligt angreb dræbte nogle af vore ædle riddere og væbnere, af hvilken grund vi også senere, da Gud gav os sejr over disse modstandere, straffede nogle af disse slægtninge og pårørende, sådan som retfærdigheden krævede det, med døden, men andre gjorde vi efter loven fredløse og fordrev dem fra riget. Nogle flygtede ligesom tyngede af en dårlig samvittighed fra riget til fremmede egne. Og ærkebispen selv tilbød af egen tilskyndelse en bestemt sum sølv til erstatning for det fornævnte, idet han ligesom medvider og deltager i dette forræderi forsigtigt traf forholdsregler for sig selv og sluttede fred og forlig med os ved venners og rigets og vore stormænds mellemkomst, og han lovede under sin eds ukrænkelighed at give os den; og senere betalte han os en del af samme sum. Og da der senere var gået nogle år, krævede vi venligt og elskværdigt ved vort sendebud samme ærkebiskop for betalingen af det resterende sølv af nævnte sum og for de udgifter, som vi havde for ham ved den romerske kurie i pave Clemens 5., salig ihukommelse, Eders forgængers tid. Men han gik imod sin ed og forlod pludseligt og ligesom uventet sin kirke i Lund uden at indsætte nogen stedfortræder for sig og gik over til de fornævnte og andre af vore ondsindede dødsfjender, nemlig vor elskede faders drabsmænd og vore forrædere, rigets fjender og åbenlyse efterstræbere, uden at være tvunget dertil af nogen frygt for loven og nogen rimelig nødvendighed, og han sluttede på ondsindet måde forbund med dem mod os og forbliver stadigt hos dem og sammen med dem i dette forbund urokkeligt. Forglemmende den biskoppelige beskedenhed lejede han også for kirkens gods og penge lejetropper mod os, som på fjendevis trængte ind i vore lande, idet de hærgede dem med rov og brand. Ydermere udplyndrede de vort riges mænd overalt, hvor de greb dem til lands og til vands og førte dem bort som fanger, og de vedblev og vedbliver hermed til denne dag. Fremdeles da samme ærkebiskop var flygtet fra vort rige til vore fornævnte uvenner, som det før er sagt, og vi derfor mistænkte ham for at ville gå frem på ubillig vis mod os, på hvilken som helst måde han kunde de facto, selvom han ikke kunde gøre det efter retten, appellerede vi først lovligt fra ham til det apostoliske sæde, for at han ikke skulde gå frem på utilbørlig vis mod os eller vore folk, vort rige eller nogensomhelst del af riget med gejstlig censur, i tillid til at vi i denne og lignende sager har en tryg tilflugt hos Eders hellighed, som den ydmyge søn hos den fromme fader; men med foragt for vor appel og tilsidesættelse af ærbødigheden for det apostoliske sæde udslyngede han allige vel mod os og alle vore råder og tilhængere uden at forudskikke den kanoniske advarsel en banlysningsdom, ikke af retfærdsiver, men af sindets ondskab, og han nægtede at give os et eksemplar af denne banlysningsdom, skønt vi opfordrede ham ved vore sendebud, gejstlige mænd, inden rette tid. Derfor beder vi Eders hellighed ærbødigt og ydmygt om, at I velvilligt med faderlig fromhed vil drage omsorg for os, som beslutter os til altid at forblive i inderlig hengivenhed overfor den hellige romerske kirke, på en sådan måde, med hensyn til det fornævnte, at vort riges og kronens stilling og ære og også Lundekirkens fred og trivsel, som vore forgængere og vi fra fortiden og til den dag i dag altid har elsket, fremmet og ophøjet, ikke skal forstyrres nu ved eet menneskes, nemlig denne ærkebiskops slethed og ondskab. Og da vi har ladet nærværende brevvisere, herr Vilhelm Krag, professor i lovkyndighed, og provst Jordan i Salling syssel sende til Eders Hellighed som vore befuldmægtigede og særlige venner vedrørende fornævnte og vore andre sager, beder vi indtrængende med al mulig ydmyghed og hengivenhed om, at I velvilligt giver dem audiens hos Eders hellighed og bønhører dem eller rettere os igennem dem, mildt og nådigt, med hensyn til det fornævnte, idet I er vidende om, at vi af al vor magt er rede og villige til alt, som vi ved er til fordel og fremme for Eders ære og hæder.