Item eyn vidimus des abbates von Sismere <eynes breues> koning Christofferes hertigen to Hallant vnde Samsøue darinne he greuen Gerde vnde sinen eruen vorlehnet vnde auergefft dat land to Vemeren mit dem lande Hallande vnde Samsø. ♦ Moxiiicxx.
21 (eynes breues)] mgl. registraturen.
Fremdeles en vidisse af abbeden i Cismar af et brev fra kong Kristoffer, hertug af Halland og Samsø, i hvilket han forlener og overgiver landet Femern sammen med landet Halland og Samsø til grev Gerhard og hans arvinger. 1320.
Denne notits fra den ældste registrering (ca. 1450) af de holstenske grevers breve er bemærkelsesværdig dels ved den særegne titel den giver Kristoffer »konge . . . . . og hertug af Halland og Samsø« dels ved det ellers ukendte sagforhold: forlening af Femern og Halland-Samsø til grev Gerhard. Detmar beretter under aar 1319-20, at grev Johan 3. gjorde sin indflydelse gældende til fordel for Kristoffer ved kongevalget efter Erik Menveds død og at Kristoffer gav ham løfte paa Femern, men at han ikke holdt dette løfte efter valget, idet han selv bemægtigede sig landet (Grautoff p. 211-12, jf. ndf. nr. 306 og 333). Først 1326 overlodes Femern samt Lolland-Falster til Grev Johan af kong Valdemar 3. (Detmar ed. Grautoff p. 223, cf. Dipl. Dan. 2. rk. IX nr. 302), hvilket kong Kristoffer 2. gentog 1328 30. nov. for Femerns vedkommende (anf. værk X nr. 73).
Da der i hdfstn. 1320 25. januar § 14 udtrykkeligt forbydes kongen at give len til tyskere, kan det registrerede brev antages at have været udstedt før haandfæstningen, en antagelse der støttes baade af det ovenanførte hændelsesforløb samt af den ellers ikke senere anvendte kongetitel. Endvidere maa der efter det anførte betvivles, om den registrerede vidisse virkelig har haft Gerhard og ikke Johan som brevmodtager. At kong Kristoffer skulle have givet baade Gerhard og Johan løfte paa Femern foreligger der intet om. Gerhard er derfor muligvis en lapsus af registratoren ca. 1450, paa hvilket tidspunkt baade grev Gerhards og grev Johans breve fandtes i samme arkiv efter grev Johans linies uddøen 1390.