Til vor ærværdige broder ærkebiskop Esger af Lund hilsen o.s.v. Da Du – således som Du har fremstillet det i vor nærværelse – såvel for Dine egne fornødenheder som for på nyttig måde at kunne ordne Din lundensiske kirkes forretninger ved det apostoliske sæde, må bære svære udgiftsbyrder, har Du ydmygt ansøgt os om, at vi vilde værdiges at give Dig tilladelse til at optage et lån på indtil tusinde guldfloriner på nedenanførte måde og under nedenanførte form, uden hvilke Du ikke mener at kunne finde kreditorer. Da vi nu nærer tillid til Din omsigt og omhu til såvel i dette som i andet nyttigt at kunne fremme og ordne Dine egne og Din kirkes anliggender, og da vi ikke ønsker, at Du af mangel på midler skal lide armod, eller at samme forretninger ikke skal tilendebringes, imødekommer vi Din ansøgning og giver Dig, vor broder, med dette brev tilladelse til i denne anledning at optage et lån på indtil fornævnte sum af tusinde guldfloriner i Dit og lundekirkens navn, til at forpligte Dig selv og Dine efterfølgere, Dit og sammes gods, løst og fast, nu og i fremtiden og derfor også den fornævnte kirke indtil den fornævnte sum overfor kreditorerne på en sådan måde – idet enhver form for åger udelukkes – at samme kirke af denne grund ikke bliver bundet af gæld længere end eet år, og til at give afkald på bestemmelsen om de to dagsrejser, som er udstedt på generalkoncilietN, på vor forgængers – lyksalig ihukommelse – Bonifacius 8.s bestemmelse, ifølge hvilken ingen kan stævnes for retten uden for sin stad eller sit stift undtagen i visse tilfældeN, på genindsættelse i den tidligere retstilstandN på alle breve og bevillinger, som er og vil blive opnået af pavestolen, på al bistand af kanonisk og borgerlig retN, på aftale om dommere og værneting, hvis der herom skulde erhverves pavebreve i kreditorernes navn, samt på alle andre indsigelser, hvorved Du og Dine nævnte efterfølgere kan værne Eder mod samme kreditorer. Fremdeles vil vi og tilstår vi – i overensstemmelse med Dit forlangende til os – at Du og Dine efterfølgere er pligtige at betale kreditorerne disse penge af nævnte kirkes gods og til at godtgøre tab, udgifter og renterN, hvis pengene ikke bliver betalt til de fastsatte terminer, og at der ikke af hensyn til nogen kanonisk eller verdslig bestemmelse eller noget privilegium eller nogen bevilling fra det apostoliske sæde, hvorom der i vort brev skulde finde fuldstændig, udtrykkelig og ordret omtale sted, og hvorved Du og fornævnte efterfølgere yderligere kunde dække Eder, påhviler Dig nogen forpligtelse til at bevise overfor kreditorerne, at nævnte pengesum vil blive anvendt til den omtalte kirkes gavn, men en erklæring fra Dig – låntageren – alene i dokumenterne om et lån af denne størrelse skal uomstødigt anses for tilstrækkeligt og fuldgyldigt bevis. Men for at renteågerensN afgrund ikke skal åbne sig, er det vor hensigt og vilje, at Du, Dine efterfølgere og Din nævnte lundekirke på ingen måde i kraft af dette vort brev ved nogen svigagtigheds eller forslagenheds list og spidsfindig udlægning af ordlyden skal kunne forpligte Dit, dens eller deres gods til nogen ågerrente, idet vi bestemmer, at samme brev samt de erklæringer, kautioner, anerkendelser eller løfter, som er foretaget i kraft af det eller dets bemyndigelse eller i forbindelse med det, med forpligtelse til ågerrente for øje, for døde og magtesløse og uden noget som helst værd, idet de dog, hvis der ikke foreligger nogen antydning af åger i det ovennævnte anliggende, skal stå ved magt og ikke kunne anfægtes på nogen måde svigagtigt under påberåbelse af åger. Thi det er som sagt vor hensigt, at samme kirke og dens gods ikke på grundlag af denne vor tilladelse på nogen måde kan bebyrdes med en betalingsforpligtelse overfor den nævnte sum af længere varighed end den nævnte frist af et år.

Givet i Avignon den 21. marts i vort (pontifikats) fjerde år.