Johannes biskop, Guds tjeneres tjener, hilser sine elskede sønner prioren ved kirken i Odense og provsten og kantoren ved kirken i Århus med den apostoliske velsignelse.

Til det formål har Gud sat os over hans hus, at vi ifølge den klogskab, der følger med den os pålagte tro tjeneste efter omstændighederne kan bruge vor omsorgs gavnlige hjælp til hver enkelt og særlig rette opmærksomheden mod deres tarv, imødegå deres tab og hjælpe dem mod undertrykkelse, som under religionens tugt udelukkende beflitter sig på at stræbe efter et fromt levned, og jo mere uforstyrret de lever, desto frommere kan hengive sig til at udføre Guds vilje. Vi har nu ved en klage fra vore elskede sønner abbeden og det menige konvent i Løgum kloster af cistercienserordenen i Ribe stift erfaret, at nogle ærkebisper, bisper, abbeder og andre gejstlige og kirkelige personer, såvel regelbundne som verdensgejstlige, og tillige hertuger, markgrever, grever, baroner, adelsmænd, borgerskab og andre verdslige i Ribe stad og stift og i naboegnene, i hvilke nævnte kloster og tillige andre fromme stiftelser og lemmer, der umiddelbart er underlagt samme kloster, befinder sig, har beslaglagt og ladet beslaglægge kirker, kapeller, ladegårde, herligheder, jorder, bryder, landboer, besiddelser, skatter, indtægter og indkomster, rettigheder, jurisdiktioner og adskilligt andet løst og fast gods, som hører til nævnte kloster og dets andre fornævnte stiftel ser og lemmer, eller yder hjælp og gunst til dem, der tilbageholder samme, mens nogle fra nævnte stad og stift og egne, der ikke er bange for at tage herrens navn forfængelig, også påfører nævnte abbed og konvent mangfoldige besværligheder, overgreb og tab på de kirker, kapeller, lader, jorder, jurisdiktioner, rettigheder, godser og andre ting, som hører under samme kloster, Derfor har nævnte abbed og menige konvent ydmygt anmodet os om at sørge for dem med faderlig omhu i den sag, da det er overmåde vanskeligt for samme at tage deres tilflugt til det apostoliske sæde for hver enkelt klage. Idet vi derfor ønsker at hjælpe dem imod disse mænd, som beslaglægger, tilbageholder, besværer, foruretter og forulemper dem, med et middel, hvorved disses forvovenhed kan tugtes og andre udelukkes fra adgang til at begå noget lignende, pålægger vi med denne apostoliske skrivelse Eder, gode mænd, at I alle tre eller to eller en af Eder personligt eller ved en eller flere andre, også hvis de er udenfor det område, hvor I er udpeget som konservatorer og dommere, står fornævnte abbed og menige konvent bi med en virksom beskyttelses værn og ikke tillader, at samme utilbørligt plages med hensyn til disse og hvilkesomhelst andre godser og rettigheder, som tilkommer dem, af samme og alle andre, eller at der påføres dem tynger og tab eller uret, idet I lader dem ske rettens fyldestgørelse, når I bliver opfordret dertil af dem eller en af dem eller af sammes fuldmægtig eller fuldmægtige eller af en befuldmægtiget hos en af dem, overfor fornævnte personer og alle andre med hensyn til tilbagegivelse af deres kirker, kapeller, ladegårde, jorder, besiddelser, jurisdiktioner, rettigheder og gods, løst og fast, samt alle indtægter, afkastelser og alle andre goder og tillige med hensyn til nuværende og fremtidige overgreb, besværligheder og tab, idet I i de tilfælde, som kræver retslig undersøgelse, går frem umiddelbart uden offentlighed og formelig rettergang, men i andre tilfælde således, som sagens art kræver det, og de, som således har bemægtiget sig, tilbageholdt, besværet, forulempet og forurettet dem, og også andre lovovertrædere og genstridige skal I med vor myndighed uanset deres stand, orden eller stilling, også hvis de besidder en ærkebiskops eller biskops rang, når og hvor det er hensigtsmæssigt, tugte med udelukkelse af appel, idet I, om det behøves, påkalder den verdslige magts hjælp, uanset vor salig forgænger pave Bonifacius 8.s forordningN, som fastsætter, at ingen må stævnes for en domstol uden for sin stad og sit stift undtagen i visse sager og i disse ikke udover en dagsrejse fra sit stifts grænse, og at dommere og konservatorer, som er udpeget af fornævnte sæde, ikke må driste sig til at skride ind mod nogensomhelst uden for de stæder og det stift, i hvilke de er udpeget, eller betro deres myndighed til en eller flere andre eller drage nogen for retten udover een dagsrejse fra sammes stifts grænse, eller at de på ingen måde må befatte sig med andet end åbenbar uret og vold, som behøver retslig undersøgelse, idet der er fastsat straf for dem, der handler anderledes, og mod deres dertil befuldmægtigede, uanset også såvel bestemmelsen på generalkonciliet om de to dagsrejser, når blot ingen med dette brevs myndighed drages for retten udover tre eller fire dagsrejser fra sin stad eller sit stift, som alle andre forordninger af vore forgængere de romerske paver såvel om udsendte dommere og konservatorer som om ikke at stævne ud over et vist antal personer for retten, og uanset andre edikter, som på nogen måde kan hindre Eders retspleje og myndighed i denne sag og dens frie udøvelse, eller om nogen i fællesskab eller hver for sig har fået bevilget af fornævnte sæde, at de ikke kan rammes af interdikt, suspension eller banlysning eller stævnes for retten udenfor og udover visse steder ved et apostolisk brev, som ikke fuldt ud og udtrykkeligt og ord til andet omtaler denne bevilling og deres personer, steder, ordener og navne, uanset også enhver anden almindelig eller særlig bevilling af fornævnte sæde, hvilken ordlyd den end har, hvorved udførelsen af Eders domsmagt på nogen måde kan forhindres, når den ikke udtrykkeligt og fuldstændigt er optaget i dette brev, og af hvilken og af hvis hele ordlyd der ord til andet skulde finde særlig omtale sted i vort brev. Men det er vor vilje og vi fastsætter med apostolisk myndighed, at hver af Eder kan forfølge en sag, der er påbegyndt af en anden, selvom han, der har påbegyndt den, ikke er forhindret ved en kanonisk hindring, og at varig jurisdiktion og fuldmagt fra dags dato er tildelt Eder og hver af Eder i alle forudskikkede sager og hver enkelt af dem, påbegyndte eller ikke påbegyndte, nærværende eller fremtidige, for at I kan gå frem med sådan kraft og fasthed i alle de forudskikkede påbegyndte og ikke påbegyndte, nuværende og fremtidige sager og for de forud omtalte, som om de fornævnte sager, alle som een, var påbegyndt af Eder, og at Eders og hver af Eders jurisdiktion i fornævnte sager, alle som een, var blevet gjort virksom for bestandig ved stævning eller på anden lovlig måde, uanset fornævnte forordning om konservatorer og enhver an den, der går herimod. Givet i Avignon den 22. april i vort (pontifikats) fjerde år.