Til vor højtelskede søn i Kristus (Kristoffer), Danmarks berømmelige konge. Jo større nådegaver Du har modtaget af herrens hånd, og jo højere Guds magt har ophøjet Din værdigheds trone, desto mere hengivent bør Du vedkende Dig hans nådes gavmildhed, og med desto større glød bør Du udføre hans påbud og befalinger, hvortil vi desto hellere opfordrer Dig, ophøjede konge, jo varmere vi ønsker, at Du ved gode gerninger skal gøre Dig velset for den højestes åsyn. Nu er det efter vor formening næppe ukendt for Dig, højtelskede søn, at vore elskede sønner (Fulco), stormester, og brødrene af johanniterordenen for at hævne den mod vor forløser be gåede uret mandigt udsætter sig selv og deres gods som herrens kække stridsmænd og uforfærdet fører korstog mod den katolske tros fjender i det hellige lands uden at frygte dødens farer, af hvilken grund Du og andre kristne fyrster bør ophøje dem med passende gunstbevisninger og bevare deres gods og rettigheder. Men – således som vi har erfaret det af nævnte stormesters og brødres klage – tog Din forgænger, forhenværende kong Erik af Danmark, ikke med tilbørlig overvejelse dette i betragtning, men stræbte tværtimod efter at forurette og besvære samme og, mens han var i live, lod han faktisk personligt eller ved sine fogeder johanniterbrødrene indenfor kongeriget Danmarks grænser stævne for verdslig domstol mod den almindelige ret; han tvang dem til at føre proces med hans undersåtter ved en verdslig domstol, idet han såvel som hans købmænd imod de friheder og privilegier fra det apostoliske sæde og Danmarks katolske konger, som i tidens løb var skænket dem, pålagde brødrene selv og sammes huse, som de havde i de købstæder, hvor de opholdt sig, utilbørlige byrder og tunge skatter og afkrævninger, og efter sit forgodtbefindende og iøvrigt idømte han dem selv og tillige deres undergivne, bryder og landboer, som boede i deres jurisdiktioner og gårde inden for nævnterige, pengebøder og navnlig på Sjælland lod han sine drabanter frarøve dem kreaturer, levnedsmidler, korn, husgeråd og alt andet gods, og samme konge såvel som købmændene lod nævnte retsbøder, skatter og opkrævninger voldeligt inddrive hos fornævnte prior og brødre, som om de var verdslige personer. Og for at brødrene skulde tynges hårdere ved samme konges handlemåde, lod han forkynde over hele riget, at de skulde miste alle kongelige friheder og beskyttelsesbreve, for at det derved skulle gives alle at forstå, at man ustraffet kunde tillade sig at krænke dem på liv og gods, idet han voldeligt afpressede dem en erklæring om eller anerkendelse af, at de holdt alt deres og ordenens gods inden for kongeriget Danmark af hans hånd og af samme riges krone, og et løfte om, at de ikke uden hans vilje skulde driste sig til at optage og beholde nogen fra kongeriget Danmark med hans urørlige gods, og at nævnte prior efter hans forgodtbefindende skulde straffe visse brødre af samme orden, som kongen bar nag til, og at samme prior og brødre skulde afstå fra at klage til det apostoliske sæde over de overgreb, han havde tilføjet dem, og tværtimod sige, at han var uden skyld og del i samme overgreb, idet han aftvang dem dette løfte ved vold. Og da sidenhen samme ordens prior i fornævnte rige sammen med visse præsteviede gejstlige og andre brødre af samme orden havde begivet sig til nævnte konge for at for milde hans vrede og bønfalde om hans nåde, rejste nogle af fornævnte konges undersåtter sig på fordømmelsesværdig og fræk måde imod samme prior og brødre, og efter alvorlige overgreb, efter hårde ord, efter forskellige slag, der blev dem tilføjet, og efter at have frataget dem alt deres gods ved skamløs røverfærd, fravristede de dem ved vold og frygt, som kunde gøre indtryk selv på en modig mand, på kongens bud et løfte og en forpligtelse til at betale nogle af nævnte konges riddere 1000 mark sølv til visse terminer og brev på dette løfte og denne forpligtelse, samt at de ikke måtte fremsætte klage for det apostoliske sæde over disse og forskellige andre forulempelser og overgreb, som var tilføjet dem; og samme prior og brødre turde af frygt for nævnte konges grumme tyranni ikke klage over disse forhold i hans levetid. Som følge heraf har fornævnte konge utvivlsomt pådraget sig den banlysningsdom, som loven foreskriver. Da det nu, højtelskede søn, er til gavn for Din frelse og stemmer med Din højheds ære, at der ydes omtalte stormester, prior og brødre behørig oprejsning for det ovennævnte forhold, som man har vovet at iværksætte med afskyelig formastelighed til krænkelse af den guddommelige majestæt, til forurettelse af Din moder romerkirken og til foragt og nedbrydelse af kirkens frihed, der af Dig som katolsk fyrste bør forsvares med største nidkærhed, beder og opfordrer vi med faderlig hengivenhed Din kongelige majestæt om med velvilje at overveje og undersøge ovennævnte forhold og yde dem behørig erstatning for de fornævnte kollekter, afgifter, skatter, bøder, for de røvede frugter og indtægter såvel som for tabene og overgrebene, og at Du også lader denne erstatning yde af købmændene og de andre fornævnte personer, samt at Du, højtelskede søn, som efterfølger fornævnte konge i omtalte rige, eftergiver samme prior og brødre nævnte erklæring, anerkendelse og løfte, idet Du fjerner enhver vanskelighed, og med passende tvang nøder fornævnte riddere og mænd til at eftergive ovennævnte prior og brødre samme løfte og forpligtelse. I modsat fald pålægger vi med et andet brev vore ærværdige brødre bisperne (Peder) af Odense, (Karl) af Linköping og (Bo) af Växiö, at de, hvis sagen står dem klart enten ved dens åbenbarhed eller på anden måde, efter at sandheden om foranstående er undersøgt summarisk og umiddelbart og uden offentlighed og formelig rettergang, så med kirkens straf under udelukkelse af appel skal tvinge Dig, Dine embedsmænd, de ovennævnte købmænd, riddere og mænd samt andre, der med rette har pligt dertil, til at yde erstatning for fornævnte kollekter, afgifter, skatter, bøder, røvede frugter og ind tægter samt tab og overgreb, og fastsætte, at fornævnte erklæring, anerkendelse, løfte og forpligtelse er ganske uden gyldighed, og at prioren og brødrene ingenlunde er pligtige at overholde dem, og ikke tillade, at de utilbørligt forulempes i den anledning, idet de yder dem et passende værns beskyttelse og tugter dem, der forulemper dem, med en lignende straf under udelukkelse af appel. Givet i Avignon den 4. september i vort (pontifikats) fjerde år.