I den hellige og udelelige treenigheds navn! Jeg, Broder Degn, kannik i Århus, har hidtil været fastholdt og optaget af timelige sorger og overvættes bekymring for det forgængelige, men nu er jeg vågnet op ligesom af en dyb dvale og altfor silde, og idet jeg overvejer og betænker fortidens nytteløse og farefulde idrætter, nutidens sandelig i enhver henseende smertelige husvalelse og al fremtidens svævende usikkerhed på dette livs svigefulde bane, har jeg i sandhed lært, at døden, der er de levendes yderste målN, uafladeligt ligger på lur efter dem, der lever i kødet, som de dødeliges visseste fjende, men at dens sted og måde og time er ukendt for alle, og således med den sorgløse menneskeslægt under sikre og usikre forhold driver et sørgeligt spil for at slutte på en overraskende måde, så at ikke få, der er beredte og modne, ved dødens pludselige komme til fare for deres sjæl styrter og falder i afgrunden.

Derfor har jeg fattet en god beslutning og bestemt forsigtigt at vælge at komme døden i forkøbet fremfor at overraskes af den: med den forgængelige sold for min møje og lønnen for min møjsommelige bekymring har jeg ved min forstands fulde brug, karsk på legeme, i fri og af alle uhindret rådighed over mine besiddelser bestemt at erhverve den varige hviles glæder og opnå den evige lyksaligheds husvalelse, som varer bestandigt, og til pryd for Guds hus, og for at antallet af dem, der tjener Gud i samme hus, kan forøges, til evig erindring om mig selv og til frelse for mine synder at oprette et kanonikat og en præbende, nemlig en præbendes formue og et bord, hvad enten kannikerne ved St. Clemens kirke i Århus, til hvilken jeg er særligt bundet og fast forpligtet, lever adskilt eller samlet, på grundlag af mit gods, nemlig min mølle, som hedder Holme mølle, som nu er udlejet for elleve øre mel, min gård i Grimskær, for en halv mark korn, og min gård i BrynnæN, i hvilken nu bor Peder Ovesen, for seks øre årlig, indtil jeg på en bedre og nyttigere måde kan stille andet gods af samme værdi til rådighed for samme kirkes kapitel til de kannikers bord, som måtte sidde i samme kanonikat og præbende, og deres efterfølgere i overensstemmelse med, hvad der hidtil har været og i fremtiden vil blive skik og brug, og Holmstrup i Tilst sogn med alt tilliggende, dyrket og udyrket, – dette giver jeg som præbendens formue, efter først desangående at have søgt og opnået tilladelse af den ærværdige fader herr Esger, biskop af Århus, og samtykke af kapitlet sammesteds, at bestå til evig tid i alle henseender på lige fod med de tidligere kanonikater og præbender i samme kirke.

Og til kanonikatet og præbenden præsenterer jeg nu i Guds navn først herr Johannes af Wesenberg, kannik i Reval, en mand, der er sædelig af vandel, vellært, forfaren i timelige anliggender, omgængelig og beskeden af natur, og beder om, at han må blive indsat i samme kanonikat og præbende, og jeg vil, at han optages og indsættes i kirken og kannikekollegiet i kraft af kanonisk udnævnelseN, nemlig at der tildeles ham sæde i koret, stemme i kapitlet og plads ved bordet for ham selv og hans tjener eller tjenere, hvis han skulde blive forfremmet til en dignitet, i overenstemmelse med hvad der hidtil har været skik og brug, eller også hvad man i fremtiden i kapitlet enigt og samdrægtigt måtte bestemme, hvis denne sædvane skulde ændres, idet jeg dog beholder og forbeholder mig, så længe jeg lever, fri præsentationsret til kanonikatet og præbenden på de fornævnte betingelser.

Fremdeles iagttager jeg nøje og finder, at tiden bestandig iler afsted i dette liv, og at menneskets korte dage ved dødens snigende komme, næsten umærkeligt, lidt efter lidt, fra dag til dag, gradvis slettes ud, og når disse er udrundet, og ånden er opgivet, gives der den døde på jorden kun dødens bolig, blot den mørke og usle grav til legemet, og her i denne verden bliver intet uden den blotte erindring om livets gerninger, hvadenten de er gode eller slette. Derfor ønsker jeg at afværge, at jeg går i glemme, død for verden og upåagtet, som om jeg aldrig havde levet; idet jeg ønsker, at dog den dødsdag, som Gud vil give, og som ved hans styrelse hvert år vender tilbage, skal bringes i erindring, giver jeg mit gods i Tilst til evig afholdelse af min årtid i domkirken og i de øvrige kirker i fornævnte Århus stad, og for at Gud kan dyrkes på frommere vis fra nu af til større husvalelse for min sjæl med messer, vigilier og bønner, at forvaltes frit til evig tid til de fornævnte formål af samme herr Johannes og hans efterfølgere i kanonikatet og præbenden, som jeg opretter, og for at indtægterne af samme gods, – idet det hvert år nu giver en halv mark korn og to mark penge i indtægt, – kan blive fjorten mark kobberpenge, vil jeg forøge dem med såvel rørligt gods som jorder, af hvilke indtægter jeg bestemmer, at der skal finde en uddeling sted på følgende måde: først skal der ligeligt uddeles og fordeles fire mark penge mellem de kanniker, som overværer messerne og vigilierne, og tolv øre mellem vikarerne, som overværer det samme. Fremdeles skal der til dominikanerne gives en mark på min årtid i rede penge, til hver sognepræst en øre, til ringerne sammesteds en halv øre, til ringerne i kathedralkirken en øre, til fattige peblinge seks øre og til andre fattige ti øre. Og hele restsummen udover det forudskikkede udsætter og henlægger jeg til forbedringen af dette gods og til køb af alterlys hvert år. Til vidnesbyrd herom og til større sikkerhed er mit segl hængt under dette brev. Forhandlet og givet i det herrens år 1321 på den søndag, da der synges Quasi modo geniti.