Til vor ærværdige Broder Biskoppen af Ribe og vore elskede Sønner Provsten i Slesvig og Ærkedegnen i Roskilde. Vi har modtaget en Klage fra vor højtelskede Søn Kristoffer, de Danskes højbaarne Konge, med det Indhold, at hans Broder Erik, Konge af Danmark — berømmelig Ihukommelse — i sin Tid i Tillid til den ædelbaarne Mand Henrik, Fyrste af Mecklenburg i Ratzeburg Stift, i god Tro overlod Landet Rostock, der siges at have været en Række danske Konger underlagt i saa lang Tid, at dets Stilling ikke erindres at have været anderledes, og som den nævnte Kong Erik i sine Levedage havde besiddet uanfægtet i lange Tider og ogsaa paa daværende Tidspunkt besad i Fred, paa det Vilkaar at samme Fyrste skulde værne Landet og atter give det tilbage til den nævnte Kong Erik eller hans Arving og Efterfølger, naar saadant blev forlangt. Men samme Kong Erik gik al Kødets Gang, før han havde faaet det nævnte Land tilbage, og skønt den fornævnte Kong Kristoffer, der er hans Broder og eneste Arving, har krævet af samme Fyrste, at han skulde gøre sin Skyldighed og tilbagegive det nævnte Land, nægter den samme Fyrste dog at tilbagegive det nævnte Land til samme Kong Kristoffer uden at støtte sig til nogen Ret, og idet han, som det hævdes, forvansker Ejendomsforholdet til det fornævnte Land og tilbageholder det med Magt til Krænkelse af den guddommelige Majestæt, til Fare for sin egen Frelse og sit eget Rygte og til Skade og Tynge for samme Kong Kristoffer. Saaledes foranlediget har samme Konge ydmygt bønfaldt os og Pavestolen om at raade Bod paa dette. Vi ønsker derfor ved at anvende et passende Middel at holde samme Konge skadesløs og at imødegaa den Fare, som truer Fyrstens Sjæl, hvorfor vi paalægger Eder, kloge Brødre, med denne apostoliske SkrivelseN, [at I på vore vegne, efter at have stævnet dem, som stævnes bør, og, hvis I ved kendsgerningernes vitterlige vidnesbyrd eller på anden måde ligefremt, summarisk uden offentlighed og formelig rettergang når til en lovlig beslutning med hensyn til det fornævnte eller til noget af det, som er tilstrækkeligt, lader samme velbyrdige mand formanes og overtaler ham til, at han i denne sag giver agt på sin sjæls frelse og sit ry og sørger for at tilbagegive fornævnte land med alle dets rettigheder og tilbehør til samme Kristoffer uden vanskeligheder af nogen art. Skulde han måske ikke adlyde disse kloge formaninger og overtalelser, skal I tvinge ham til tilbagegivelse af samme land til den nuværende konge ved banlysning uden appel og kalde den verdslige magt til hjælp, om det bliver nødvendigt. Men hvis de udmeldte vidner unddrager sig af hensyn til gunst, had eller frygt, skal I under trusel om lignende straf og uden at tillade appel, tvinge dem til at aflægge vidnesbyrd om sandheden, uanset vor forgænger — salig ihukommelse — pave Bonifacius 8.s konstitutionN, som fastsætter, at ingen må kaldes for en domstol uden for sin stad og sit stift fraset visse undtagelsestilfælde og i disse ikke ikke udover een dagsrejse, og at dommere, beskikkede af det apostoliske sæde, ikke må skride ind mod nogen som helst uden for de stæder og det stift, i hvilke de er beskikket, eller betro deres myndighed til een eller flere andre eller drage nogen for retten udover een dagsrejse fra samme stifts grænser eller andre bestemmelser på generalkonciliet, når blot ingen med dette brevs myndighed drages for retten udover tre eller fire dagsrejser fra sin stad eller sit stift, eller andre bestemmelser, som på nogen måde kan hindre Eders retspleje og myndighed i denne sag og dens fri udøvelse, og uanset om den velbyrdige herre eller nogen anden har fået bevilget af samme sæde, at de ikke kan banlyses eller rammes af suspension eller interdikt ved et apostolisk brev, som ikke fuldt ud og udtrykkeligt og ord til andet omtaler den bevilling. Hvis I ikke alle kan være til stede under udførelsen af dette, kan to af Eder desuagtet bringe det ti] udførelse.] Givet i Avignon den 1. Februar i det 7. AarN.