Til vor elskede Søn Ludvig, Søn af den afdøde Grev Albert af Eberstein, og vor i Kristus elskede Datter den fornemme Frue Elisabeth, hans Hustru, fra Viborg Stift, vor Hilsen. Den oprigtige Hengivenhed, hvormed I ærer os og Romerkirken, foranlediger, at vi med redebont Sind antager Ansøgninger fra Eder til naadig Bønhørelse, og da især saadanne Ansøgninger, som tager Sigte paa at skaffe Fremgang for Eders Sjælefrelse. Derfor bøjer vi os for Eders fromme Bønner og giver ved nærværende Brev Eders Fromhed Bevilling til, at I og hver enkelt af Eder kan vælge til Skriftefader en forstandig og egnet Præst, som een Gang, naar I er Døden nær, med apostolisk Myndighed kan meddele Eder og hver enkelt af Eder — naar I af Hjertet har angret og har skriftet — den fulde Syndsforladelse for alle Eders Synder, som de romerske Paver plejer ved særligt Privilegium at meddele nogle enkelte, saa vidt Kirkens Nøglemagt strækker sig, og det er den almægtige Guds Øjne velbehageligt at se, dog saaledes, at denne Eders Skriftefader med Hensyn til Ting, hvorfor I er skyldige at yde andre Oprejsning, skal paalægge Eder selv, hvis I lever, og hvis I er gaaet bort, ved Eders Arvinger at lade gøre det, som I eller de efter det ovenfor nævnte maatte være pligtige til. Ingen maa vove at bryde dette vort Bevillingsbrev eller dumdristigt handle herimod. Hvis nogen drister sig til at prøve derpaa, maa han vide, at han derved vil paadrage sig Gud den Almægtiges og hans hellige Apostles Petrus' og Paulus' Vrede. Givet i Avignon den 7. Februar i det 11. Aar.