Til vor kære Broder, Ærkebiskop Karl af Lund, Hilsen.

Pligtfølelse og Retfærdighedssans kræver, at vi med passende Midler sørger for dem, der har lidt Uret ved Vold, imod dem, der siges at have tilføjet dem Uret. For nylig har vi ved en Klage til os fra vor kære Søn Egislus Birgersson af Dominikanerordenen i Kongeriget Sverige bragt i Erfaring, at Ridderen Jakob Roost og Væbneren Ove Esbernsen fra Ribe Stift og nogle andre som deres Følgesvende med forbryderisk Frækhed har fordristet sig til voldeligt at udplyndre ham i Danmark, mens han var paa Vej til det apostoliske Sæde, og i den Anledning har nævnte Egislus ydmygt anraabt os om vor Forsorgs Hjælp imod disse Røvere. For at nævnte Røvere nu ikke skal bryste sig af denne deres Ondskab, overdrager og paalægger vi med apostolisk Brev Dig, Broder, at Du lader stævne dem, som stævnes bør, og skaffer de skadelidte Rettens Oprejsning for nævnte Tab, idet Du gaar frem ligefremt og summarisk uden Offentlighed og formelig Rettergang og uden at give Adgang til Appel; og hvad Du bestemmer, skal Du nøje lade overholde under Trusel om Kirkens Straf. Men hvis de udmeldte Vidner unddrager sig af Hensyn til Gunst, Had eller Frygt, skal Du under Trusel om lignende Straf og uden at tillade Appel tvinge dem til at aflægge Vidnesbyrd om Sandheden, uanset vor Forgænger — salig Ihukommelse — Pave Bonifacius 8.sN KonstitutionN, som fastsætter, at ingen maa indkaldes for en Domstol udenfor sin Stad og sit Stift fraset visse Undtagelsestilfælde og i disse ikke udover een Dagsrejse, naar blot ingen ved dette Brevs Myndighed stævnes udover to Dagsrejser, og uanset om nogle i Fælleskab eller hver for sig af samme Sæde har Bevilling paa, at de ikke kan bandlyses, suspenderes eller belægges med Interdikt ved apostolisk Brev, der ikke fuldstændigt og udtrykkeligt Ord for Ord omtaler denne Bevilling. Givet i Avignon den 13. Januar i vort 12. Aar.