Johannes biskop, Guds tjeneres tjener, til de ærværdige brødre ærkebispen af Lund og hans lydbisper, hilsen og apostolisk velsignelse.

For nylig har vi efter ydmyge og indtrængende bønner af vor med kri stus kære søn de franskes berømmelige konge FilipN med vore brødresN råd anordnet et almindeligt felttog over havet og indsat omtalte konge som leder og høvedsmand for det og for hele den kristne hær, som skal drage over havet på det tog, og desuden har vi befalet at prædike almindeligt korstog og af den grund pålagt en seksårig tiende over hele verden på alle gejstlige indtægter, at indsamle under bestemte måder og former og at anvende til gavn for nævnte tog, til hjælp for Det hellige land og forøvrigt mod vantro og fjender af troen, således som dette og meget andet, som vi heldbringende har anordnet for den heldige gennemførelse af samme tog, indeholdes udførligere i vort andet derom affattede brevN. Men eftersom et så vanskeligt og så byrdefuldt værk kræver utallige omkostninger og de største tilskud er ønskelige, når det gælder at fremskaffe tros til så store mængder, som gennemførelsen af samme værk nødvendigvis fordrer, og vi af den grund til hans ære, som for vor forløsning indviede Det hellige land med sit eget blod, vil yde dette hellige værk apostolisk støtte og gunst, har vi bevilget, at alle legater, skænket i levende live eller ved testamente og alle pålagte og idømte bøder, domfældelser og pønitenser og hvadsomhelst ellers, der i hele verden som følge af ensidigt løfte, formelig aftale, formløs overenskomst eller tilsagn skyldes til et almindeligt felttog eller som hjælp og understøttelse for Det hellige Land, dog med undtagelse af hvad der af dette sæde er bevilget andre bestemte fornødenheder eller ikke er udbetalt til forskellige påtrængende nødvendige formål, som i den forbigangne tid stod for det apostoliske sæde som alt for farlige, om hvilke omtalte bevillinger og udgifter vi har forordnet og villet, at det skulde være nok med vort ligefremme ord, og også med undtagelse af det, hvorom legatarer og givere har fastsat, at de skulde gives bestemte personer, og fremdeles at alt der i løbet af de nævnte seks år i hele verden vil blive testamenteret og skænket til nævnte tog og til hjælp og understøttelse for Det hellige land, samt bøder og pønitenser, der vil blive pålagt og idømt og andet, som stammer fra ensidige løfter, formelige aftaler, formløse overenskomster og tilsagn til hjælp for førnævnte udgifter, skal oppebæres, opkræves og indsamles af stiftsbisperne i hele verden eller af andre, som stiftsbisperne antager hertil, på nedenanførte måde og form og med nedenanførte indskrænkninger og forklaringer, og anvendes fuldtud af det apostoliske sæde til gavn for dette tog eller Det hellige land, således som vi finder det tjenligt, så længe nævnte tog varer. Vi har anordnet og villet, at alle som har eller ligger inde med enkelte genstande eller en flerhed af sådanne, med formuemasser eller legater, som er bevilget eller udbetalt af nævnte sæde, eller af givere og legatarer ikke, som omtalt, er fastsat til at overdrages bestemte personer, skal tvinges af stiftsbisperne med kirkens straf til at overgive dette til dem eller deres omtalte dertil beskikkede stedfortrædere, og for omtalte legater og gaver og andet føromtalt, som både i den forgangne tid og for fremtiden i førnævnte seks år vil blive testamenteret og givet og på anden måde som omtalt beregnet til samme tog og til samme hjælp og understøttelse, kan komme til offentlig kundskab, har vi tillige forordnet og villet, at førnævnte stiftsbisper, nemlig hver især i sin stad og stift, skal sørge for at tvinge dokumentskrivere og notarer i samme stæder og stifter, ved at stiftsbisperne tager hver deres dokumentskrivere og notarer hver for sig i ed eller ved at bandlyse dem, alt eftersom hvad de finder mest tjenligt, til at meddele samme stiftsbisper officielle kopier af testamenters og protokollers bestemmelser, skrevne af dem selv eller af andre, hvis andres testamenter og protokoller er i deres besiddelse, på kanonisk vis uddraget af samme testamenter og protokoller, dog kun for så vidt de vedrører Det hellige lands sag, og at de skal gøre det samme ved testatorernes arvinger, og desuden at samme stiftsbisper i deres stæder og stifter skal udstede en almindelig formaning til, at alle, der kender til gaver eller efterladenskaber eller hvadsomhelst andet, der er bestemt til hjælp og understøttelse for Det hellige land eller et almindeligt felttog, således som det ovenfor er udtrykt, indenfor en bestemt og passende frist, som skal fastsættes dertil, skal meddele det til stiftsbisperne eller deres beskikkede mænd, og når denne frist er forløbet, kan stiftsbisperne skride ind imod genstridige og forkynde bandlysnings-, suspensions- og interdiktdomme, hvis og således som de finder det tjenligt. For fremdeles efter evne at spærre ondskaben vejen med hensyn til opkrævningen af disse gaver, legater og andet føromtalte, der som omtalt er bestemt til felttoget og til Det hellige lands hjælp og understøttelse, og for at man ikke utilbørligt må besvære dem, som er pligtige til at yde førnævnte legater, gaver og andet lignende og måske påstås at tilbageholde dem, er det vor vilje, og vi har anordnet, at overhovedet intet må opkræves af ovennævnte legater, gaver, bøder, pønitenser og andet lignende fra før de sidst forløbne 36 år, med mindre måske et klart og sikkert vidnesbyrd aflægges overfor stiftsbisperne eller førnævnte beskikkede om noget, som siges at skyldes for den foregående tid, i hvilket tilfælde det er vor vilje, at sådan skyldner skal tvinges til at betale, med mindre han påberåber sig, at han har betalt, og selvom han ikke kan bevise det, er det vor vilje at det i dette fald skal bero på hans ed, dog kun når det drejer sig om en mand af godt rygte; ellers skal han tvinges til at betale sådan gæld. Men i tilfælde hvor han måtte påberåbe sig, at forgængerne eller andre personer har betalt, skal han have pligt til at påvise, at sådan betaling har fundet sted, eftersom han snarere kan og bør vide besked om sin egen handling end om sine forgængeres eller andres, og hvis han ikke gør det, er det vor vilje, at han skal tvinges til at betale. Hvis dertil stiftsbisperne eller een af dem skulde støde på tilfælde, som ikke synes indeholdt i førnævnte ord, nemlig: »legater og gaver givet i levende live eller ved testamente, pålagte og idømte bøder, strafudmålinger og pønitenser, gæld som følge af ensidigt løfte, formelig aftale, formløs overenskomst eller tilsagn«, er det vor vilje, at stiftsbisperne skal underrette omtalte sæde om disse tilfælde, for at det om disse kan anordne, hvad det finder tjenligt til Guds ære og til gavn for det hellige felttog. Derfor pålægger vi Eder, brødre, ved apostolisk brev, at hver især af Eder i hver sin stad og stift personligt eller ved andre egnede personer, som I vil antage dertil, med apostolisk myndighed sørger for fuldt ud at opkræve, oppebære og modtage legaterne, gaverne og alle de andre ovenfor særligt betegnede subsidier i overensstemmelse med førnævnte anordninger, forklaringer og indskrænkninger og i det tidsrum, som ovenfor er udtrykt, fra alle gejstlige eller verdslige personer uanset deres rang, stand, orden eller stilling, også hvis det drejer sig om en ærkebiskop eller en biskop, og desuden fra alle kapitler, kollegier, klostre, samfund og fælleskaber, at anvende af nævnte sæde til gavn for nævnte tog og til hjælp for omtalte land. Vi forordner dog og det er vor vilje, at førnævnte personer, der som omtalt af hver af Eder skal antages dertil, hvert år helt og fuldt skal overdrage den af Eder, som har antaget dem, de legater, gaver og alt andet ovenanført, således som de indsamler, modtager og oppebærer det, og at hver især af Eder sammen med sit domkapitel skal deponere disse legater og andet førnævnt, som indsamles af Eder selv eller de dertil beskikkede, under segl i domkirken eller også andetsteds, eftersom de finder det mest tjenligt, på et passende og sikkert sted og omhyggeligt og redeligt lade dem bevogte på deres egen og kapitlets bekostning, at overgive af hver især af Eder til den eller de personer, som vi lader beskikke dertil, således som og når vi finder for godt til toget og til understøttelse og hjælp for nævnte hellige land. Men hvis — det ske ikke — legaterne og det andet ovennævnte, der som omtalt er betroet Eders varetægt, eller en del deraf skulde anvendes til andet brug eller på nogen måde beslaglægges, er det vor vilje, at de af Eder og de enkelte medlemmer af Eders kapitler, som er skyldige heri, eo ipso pådrager sig bandlysningsdom. For nu mere let og virkningsfuldt at opnå den skyldige effektivitet med hensyn til indsamlingen og overgivelsen af legaterne, gaverne og alt det andet ovenanførte, giver vi Eder og hver især af Eder med dette brev ubegrænset og fri fuldmagt til med vor myndighed og udelukkelse af appel at tvinge alle og enhver, verdensgejstlige og regelbundne, kapitler, kollegier, samfund og fælleskaber til betaling og de af Eder dertil antagne personer til at indsamle legaterne, gaverne og alt det andet førnævnte og til at overdrage dem til Eder, som omtalt, og desuden fuldmagt til at meddele dem, som ved ikke at betale legaterne, gaverne og det andet ovennævnte til de terminer, der skal fastsættes, er blevet ramt af bandlysnings-, suspensions- eller interdiktsdomme, absolutionens velgerning, når de har givet erstatning, og til at meddele dem dispensation, som skønt ramt af nævnte domme eller een af dem har pådraget sig lovovertrædelsens skændsel ved at holde Gudstjeneste eller tage del deri, uanset exemtioner eller alle andre privilegier, nåder eller apostoliske breve til hvilke personer eller steder som helst, under hvilken form eller ordlyd de end er skænket af samme sæde, også hvis der om dem skulde finde særlig og udtrykkelig omtale sted ord for ord i dette brev. Men eftersom dette brev på grund af vejenes risiko eller andet måske ikke bekvemt kan forelægges hver især af Eder, er det vor vilje, at Du, broder ærkebiskop, oversender et notorialt skrevet og med Dit segl befæstet transsumpt til Eder, førnævnte lydbisper, og at I viser det ligeså fuld tillid som originalen. Givet i Avignon 26. juli i vort pavedømmes 17. år.