Til de ærværdige fædre — ærkebisperne og bisperne i kongerigerne Danmark, Sverige og Norge hilsen og apostolisk velsignelse. De som ovenfra har fået givet at udøve domsmyndighed, bør især udøve retfærdighed mellem de undergivne, så at disse, tilfredse med deres eget, ikke skændigt strækker hånden ud efter anden mands ejendom, men tværtimod ved rettens hjælp bringes til at tilbagegive skadelidte utilbørligt beslaglagt gods. Vi har således modtaget en ansøgning fra vore kære sønner gejstligheden og menigheden på øen Gotland i Linköping stift, som havde det indhold, at når indbyggerne på denne ø, som er omgivet af havet, henter livsfornødenheder på skibe, hænder det oftere at de lider skibbrud, og at de verdslige dommere i disse egne efter deres forkastelige sædvane bemægtiger sig de skibbrudnes gods eller størstedelen deraf, eller endog uden at der foreligger skibbrud berøver dem deres gods, idet de uretfærdigt nægter at tilbagegive indbyggerne eller deres arvinger førnævnte gods, og røvernes stiftsbisper vægrer sig ved at udøve jurisdiktion i disse sager. Idet vi derfor tager i betragtning, at sådant rov er et dårligt eksempel, stridende imod ret og skadeligt for fornævnte indbyggere, og idet vi agter at imødegå dette, har vi imødekommet omtalte gejstligheds og menigheds bønner og bemyndiger og pålægger Eder, brødre, med apostolisk brev, at enhver af Eder i Eders stad og stift personlig eller ved en eller flere andre med vor myndighed lader udstede almindeligt forbud mod, at man for fremtiden fordrister sig til at begå sådanne røverier og bemægtigelser i Eders stæder og stifter, idet I overfor dem, som handler anderledes, med samme myndighed efter forudgående kanonisk påmindelse afsiger banlysnings kendelse, og I desuden, når indbyggerne eller deres arvinger eller befuldmægtigede kræver det af Eder, ligefremt og klart og uden offentlighed og formelig rettergang yder dem rettens oprejsning overfor de omtalte, der har indladt sig på bemægtigelse eller røveri, i anledning af fornævnte bemægtigelser og røverier, forsåvidt de er begået i Eders omtalte stæder og stifter. Dem, der handler herimod, skal I med samme myndighed tvinge med gejstlig straf uden appel. Og hvis de vidner, som bliver udmeldt, undslår sig på grund af gunst, had eller frygt, skal I med samme straf uden appel tvinge dem til at aflægge vidnesbyrd om sandheden, uanset om nogen i fællesskab eller hver for sig af det apostoliske sæde har fået bevilget, at de ikke kan lægges under interdikt, suspenderes eller banlyses ved apostolisk brev, som ikke fuldstændigt og udtrykkeligt og ord for ord omtaler denne bevilling. Givet i Avignon den 28. april i vort 18. år.