Til de ærværdige brødre ærkebiskop Peder af Lund samt bisperne og de kære sønner abbederne, priorerne, provsterne, dekanerne, ærkedegnene og kirkernes andre prælater, eksimerede eller ikke, i provinsen Lund, hilsen og apostolisk velsignelse.

Himlens ophøjede klogskab, som har magten over alt i det høje, giver tingene væren, tildeler nådens gaver med usigeligt forsyn og indretter og alt efter sin vilje omskifter og råder over skabningernes vilkår og tilstand således, at menneskets forstand ikke kan udforske de hemmelige planer, men snarere står målløs ved betragtningen af dem, da herrens veje er uransagelige og menneskets fornuft ikke kan fatte hans visdoms . størrelse: Han gør den svage stærk, den stammende veltalende, og nu og da ophøjer han de ringe i sin fuldkomne almagt, hvormed han ligesom om fatter alt som eet med sin hånd. Da det nu for nyligt behagede herren at unddrage vor forgænger salig ihukommelse pave Johannes 22. denne verdens lys, og som vi fromt tror, kalde ham til det himmelske fædreland fra denne verdens ulyksalighed, idet hans legeme blev bisat med den skyldige højtidelige begravelse, forsamledes vore ærværdige brødre den hellige romerkirkes kardinalbisper, kardinalpresbytere og kardinaldiakoner, og vi var dengang een af dem, for at sætte en anden hyrde i hans sted, og efter at have rådslået om valget af den fremtidige pave med den velovervejethed, som dette store og vigtige hverv krævede, rettede de omsider enstemmigt deres ønske mod vor person og kaldte os til pavedømmets tiara med Guds milde anerkendelse, skønt de havde kunnet samle sig om andre, der havde større og mere øjensynlige fortjenesters og flere og mere åbenbare dyders adkomst. Men idet vi i vort hjertes dyb med anspændt overvejelse betænkte vore utilstrækkelige evner og den så vanskelige forvaltnings tynge og den så store byrdes vægt, afvejede vi med ængsteligt sind, hvad vi i tidens mange og forskelligartede tilskikkelser og kampe skulle gøre og holde på og betænke. Så først fattede vi åndens mod i ham, som rejser sig for at bistå dem, der nærer frygt og ydmygt anråber hans navn, og som med mildhed lader mennesket fuldende sin vandring i hans bane, og i denne vore overvejelsers rasen fæstnede vi vort håbs anker til ham, idet vi ydmygt bøjede vore svage skuldre for i tillid til ham at bære den apostoliske trældoms åg, og derefter modtog vi den højtidelige velsignelse og kroning o. s. v., som efter romerkirkens skik hidtil er iagttaget overfor vore forgængere de romerske pavers personer, idet vi med ængsteligt og ydmygt sind bønfaldt herren om, at han, som havde ladet os underkaste os dette åg, med sin styrkes kraft ville hjælpe vor svaghed til at bære det og med sin velvilje gøre det udholdeligt, så at vi ikke som følge af vor svaghed skulle svigte under åget, men snarere ved hans almagt gavne os og den herrens hjord, som var betroet vor omsorg, så at vi på dommens yderste dag kan aflægge et værdigt regnskab for den os betroede talent. Men da vi for mere let og heldbringende at kunne bære vægten af denne store byrde og for at styre kirken, som plejer at omtumles i stormfulde hvirvelvinde, trænger til at hjælpes med fromme og hengivne forbønner, beder og bønfalder vi med den herre Jesus Kristus Eder alle om, at I i ydmyghedens ånd på bønfaldende vis vil rette hengivne bønner til denne kirkes brudgom, om at kirken, når hvirvelstormenes rasen har lagt sig, må glæde sig under en lyksalig brises klare luft, og at fredens lys i rigeligt mål må skinne på den, idet vildfarelsernes og stridighedernes mørke forjages fra de troende, og at han med Gud vil lede vore skridt ad hans befalede stier, sålænge vi færdes i denne jammerdal, give vore svage skuldre styrke og kraft og i sin fromme medlidenhed lade os styre omtalte kirke på gavnlig vis til hans ære og berømmelse, for at han, når vort hus', denne vor jordiske boligs hjernespind, ved hvilket vi i dette liv i overensstemmelse med de oprindelige vilkårs bane har betrådt det sædvanlige levneds løb, på hans befaling opløses, at han så vil værdiges at skænke os en ærefuld bolig — ikke gjort af hænder, men evigvarende — i det himmelske Jerusalem, til hvis opbyggelse de udvalgte sjæle bringes ligesom rensede stene, men da vi har erfaret, at budene med breve af denne art nu og da imod afsendernes hensigt plejer at optræde som opkrævere, idet de stiller krav snart ved frække og påtrængende bønner, snart også ved sagte mumlen og trusler om bagvaskelse og klage, vil vi, at I skal vide, at det er vor hensigt, og at vi har ladet brevbærerne aflægge ed på, at de ikke for at kræve og opnå noget udover det, som vi har beordret skal ydes dem til underhold og i tilfælde af sygdom og andre tvangssituationer ved et andet brev af en bestemt form, som vi har befalet at give Eder, vil gøre brug af sådan påtrængende mumlen, bagvaskelse eller trusel og end ikke fordriste sig til at modtage, hvad der tilbydes. For at I kan medvirke til at gennemføre denne vor hensigt og vore ønsker, skal I derfor afvise deres førnævnte misbrug eller andre lignende, hvis de måske, hvad der dog næppe er sandsynligt, skulle fordriste sig til at gøre brug af sådanne mod deres egen ed, og overhovedet ikke lade Eder besvære af noget udover at yde dem det omtalte, der efter vor befaling skal ydes dem, da vi har til hensigt at gengælde dem deres arbejde ikke med sådan afpresning men på anden måde med en rimelig gengæld. Givet i Avignon 9. januar i vort første år.