A:

Svar på de anklager og (og beskyldninger for) ulydighed, som kongen af Sverige og Norge anklager scabinerne, rådmændene og menigheden i Kampen for. <1> For det første, når han siger, at de i almindelighed køber og sælger i sølv, i grot og sterling og med anden mønt og værdimåler og ikke med den herre konges mønt, nemlig den nye Lundemønt, svarer scabinerne og menigheden i Kampen, at deres bymænd, som besøger landet Skåne, ikke køber med sølv, grot og sterling, men de siger, hvad der er deres ret og gammel sædvane: Fra den tid, da de begyndte at besøge omtalte land Skåne med deres handelsvarer, har de haft den sædvane, at de i sildefangstens tid skulle købe silden med landet Skånes penge og ikke med anden mønt, og efter at de har købt silden, har de en frist på tre dage til at betale sælgerne, og så på tredjedagen eller forinden, hvis sælgeren kommer til deres boder, skal køberen betale sælgeren for hans sild med landet Skånes penge; men hvis en køber, som er en af vore bymænd, har nogle handelsvarer i sin bod, som sælgeren af helt fri vilje vil modtage som betaling i stedet for sine skånske penge, kan vor bymand give disse handelsvarer, og herved pådrager han sig ikke nogen straf fra den herre kongens eller hans fogeders side; men hvis sælgeren ikke vil have disse handelsvarer, så skal køberen, vor bymand, betale sælgeren for hans sild på tredjedagen, således som sagt er, med landet Skånes penge, når blot der findes skånske penge hos den herre konges veksellerer. <2> Fremdeles med hensyn til det andet punkt, når kongen siger, at de med væbnet hånd er draget til hans fogedi, som benævnes Knæ, og der med vold bortførte en fange, som var grebet på fersk gerning, fra fængslet, svarer scabinerne og menigheden i Kampen, at ingen af deres bymænd overværede denne handling, og at de er aldeles uskyldige i handlingen, og at de vil rense sig for den handling, som loven kræver. <3> Fremdeles med hensyn til det tredje punkt, når den herre kongen siger, at de med voldelig hånd bortførte en mand i Malmö, som ikke var dømt og heller ikke, som landsloven forlanger, ført for domstolen, og uden grund halshuggede ham, svarer scabinerne og menigheden i Kampen og klager til den herre kongen over, at Sigfred Ribbing forfølger dem med dødeligt fjendskab udover det venskabelige forlig, afsluttet mellem hr. Knud Porse og alle hans slægtninge som den ene part og os som den anden på Eskils, kaldet SkånesN vegne, og han har taget en kogge fra os i Øresund under Eders herredømme og har fanget alle, som var ombord på koggen og holder endnu nogle fængslede; på denne kogge var der en sømand, som ikke var vor bymand; han traf i Malmö en mand, som havde frataget ham hans klæder på koggen, og som nu var iført dem; han gik til Eders foged og klagede til ham over denne, som således havde berøvet ham hans klæder og iført sig dem, for at han skulle skaffe ham lov og dom over ham; fogeden svarede, at dertil var han rede, og sendte sin svend med ham, som førte denne for fogeden, og der anklagede førnævnte sømand for den herre kongens foged ham for at have røvet hans klæder; og den anklagede erkendte dette, at han havde gjort det på Sigfred Ribbings vegne; så bad sømanden, da han indså dette, om, at fogeden ville skaffe ham rettens fyldest, og fogeden svarede, at det nu var temmeligt sent, men hvis han ville vente til den næste dag, så ville han skaffe ham hans ret; så sagde førnævnte sømand, at han ville gøre det, når blot fogeden ville holde anklagede fængslet og om morgenen føre ham for retten, og fogeden svarede, at han ville gøre dette; dog hvis fangen undslap eller toges fra ham, ville han være uskyldig overfor ham; så sagde sømanden til fogeden, at denne havde udplyndret ham i den herre kongens land og havde tilstået rovet i den herre kongens land, så fogeden var forpligtet til at holde ham fængslet og føre ham for domstolen; og fogeden svarede, at han ikke skulle gøre mere end ovenfor nævnt; og så spurgte sømanden fogeden, hvordan han ville behandle førnævnte røver, og fogden svarede, at han skulle gøre med ham, hvad retfærdighed krævede; så syntes sømanden og mange andre købmænd, som da var tilstede, at når han havde begået rovet i kongens land og tilstod rovet i kongens land og for fogeden, og fogeden nægtede at bringe røveren for retten om morgenen og befalede ham at gøre med røveren, hvad retfærdighed krævede, at han ikke kunne gøre ham bedre ret end at lade ham halshugge; og derfor siger scabinerne og menigheden i Kampen, at de er uskyldige i denne handling, da førnævnte sømand ikke var deres bymand. <4> Fremdeles med hensyn til det fjerde punkt, at de offentligt, midt om dagen under deres banner med godt 500 væbnede mænd drog fra Skanör til Malmö, og det alene for at kongens fogeder aldeles ikke skulle opnå ret over deres landsmænd for det allerede begåede manddrab, svarer scabinerne og menigheden i Kampen, at det dagligt blev sagt dem, at Sigfred Ribbing ville lægge baghold for og fange de købmænd, som rejste mellem Malmö og Skanör og Falsterbo og ligeledes, hvis han kunne, forhindre dem, der lå i Malmö; derpå red fogederne fra Tyskland til fogeden i Malmö og de fortalte fogeden dette og bad ham om at forsvare og beskytte de købmænd, som boede der, og de øvrige, som rejste mellem Malmö og Skanör og Falsterbo, for at de ikke skulle forulempes af Sigfred Ribbing og hans kumpaner, eftersom købmændene opholdt sig i kongens land og på hans markeder og gerne ydede kongen, hvad de efter loven skulle; hertil svarede fogeden, at han gerne ville forsvare dem, der opholdt sig i Malmö, hvis han kunne; men købmændene, som rejste mellem Malmö og Skanör og Falsterbo, sagde han, måtte sørge således for sig selv og rejse så sikkert og drage gennem landet med så stor magt, at de kunne forsvare sig selv og deres. Derefter hændte det, at omtalte svend blev draget ind i sagen om det rov, som han havde begået mod den sømand, som var ombord i koggen, som Ribbing tilegnede sig, han som halshuggedes, således som ovenfor fortalt, og af den grund rejste fogeden i Malmö anklage mod nogle købmænd, almindeligt kaldet ummelandsfarere, som opholdt sig dér, og der blev fastsat en tingdag herom mellem fogeden sammesteds og samme købmænd, nemlig til førstkommende tirsdag; købmændene sendte deres breve til deres fogeder i Skanör, hver købmand til sin, at de skulle indfinde sig og støtte dem under tingstævnet, så at de kunne få deres ret, og de vovede ikke uden videre at ride derhen, da de havde fogedens ord for, at de skulle sørge sådan for sig under rejsen, at de kunne forsvare sig selv og deres, hvorfor hver foged tog nogle af deres bymænd med sig, for at de kunne drage med dem til ovennævnte tingdag, og de lod alle deres bymænd forblive udenfor Malmö, men hver foged tog to af sine byboere med sig for sammen med dem at forhandle med fogeden på tinge, og de bad fogeden om, at han skulle lade dem være kvit i denne sag, da de var uskyldige i denne handling; han svarede, at det vovede han ikke at gøre, men at den herre kongens råder om kort tid ville komme til Skanör; og vi forhandlede i venskabelighed med ham i nærværelse af fogederne fra Lübeck, Stralsund, Wismar, Rostock og Greifswald om, at han skulle udsætte sagen og stille den i bero indtil otte dage efter de herrer råders ankomst til Skanör; men scabinerne siger, at de er uskyldige, fordi deres bymænd ikke drog med for at forhindre, at fogederne kunne opnå retfærdighed af deres landsmænd, men alene af den grund, at de ikke skulle forhindres af Sigfred, da de var advaret herom af fogedens beretning, således som ovenfor er sagt. <5> Fremdeles med hensyn til det femte punkt, når han siger, at de på højlys dag og under fem bannere stormede ind i Falsterbo og der brændte den herre kongens gods og fangede nogle af hans mænd, plyndrede andre og tilføjede nogle svære sår, svarer scabinerne og menigheden i Kampen, at da deres bymænd og ummelandsfarere lå i Skanör, blev de dagligt advaret om, at Ribbing ville komme til Skanör og med sin magt hindre dem på deres personer og gods; da de erfarede dette, gik de til gælkeren sammesteds og underrettede ham derom, ligeledes til Kristian, kaldet Øg, da foged i Falsterbo og til alle øvrige fogeder i landet Skåne på kongens vegne og bad dem, hvis Ribbing skulle komme derhen med al sin magt og ville hindre dem, da at meddele dem det, og de bad dem om at forsvare dem, så at der ikke påførtes dem nogen vold, da de var i den herre kongens land og på hans markeder; de svarede, at hvis de erfarede, at Ribbing ville komme for at påføre dem vold, ville de underrette dem. Siden sendte Kristian, kaldet Øg, foged i Falsterbo, sin svend, kaldet Krog, til dem og lod dem sige, at Ribbing var i landsbyen, kaldet Hagen, med 60 bevæbnede mænd, og at han havde mange liggende i klitterne, hvis antal han ikke kendte, og hvis de ville have fat i dem, skulle de drage afsted så hurtigt de kunne; derefter drog de afsted med al den magt, de evnede, for at hindre Ribbing alene og hans kumpaner og ingen anden; men da de ikke fandt Ribbing der, vendte de fredeligt tilbage og på tilbagevejen blev nogle tilbageholdt, som for mentes at være Sigfred Ribbings hjælpere; men da de forstod, at de ikke var Sigfreds hjælpere lod de dem velvilligt løs, og der blev sagt dem, at hvis de havde mistet noget, skulle der ydes dem erstatning, og alt hvad de kunne bevise at have tabt, fik de fuld erstatning for. Fremdeles på henvejen til Falsterbo kom der mange danske og tyske til og adskillige andre og nogle hytter blev brændt der, men heri er vore bymænd uskyldige og bør, som de skal efter loven, kunne rense sig, fordi de ikke var delagtige i denne brand. <6> Fremdeles med hensyn til det sjette, når han siger, at de har dræbt nogle i Skanör og såret nogle, såvel mænd som kvinder, alvorligt, svarer scabinerne og menighed i Kampen, at de er uskyldige i denne sag, og at de, som loven kræver, vil rense sig.

B:

Scabinerne og menigheden i Kampens svar på de punkter, hvor den berømmelige konge af Sverige og Norge rejser anklage og beskyldninger mod dem.

<1> For det første når han siger, at de i almindelighed køber med sølv, grot og sterling, og ikke med kongens mønt, nemlig den nye Lundemønt, svarer de, at deres bymænd, som besøger landet Skåne under sildefangsten, ikke køber med sølv, grot og sterling, og de siger, hvad der er deres ret og gammel sædvane, så at man ikke mindes noget herimod: Fra den tid, hvor de begyndte at besøge landet Skåne med deres handelsvarer, har de haft den sædvane, at de i sildefangstens tid skal købe silden med landet Skånes penge og ikke med anden mønt; og efter at de har købt, har de en frist på tre dage til at betale sælgerne, og så på tredjedagen eller forinden, hvis sælgeren kommer til køberens bod, skal køberen betale sælgeren for sin sild med landet Skånes penge. Men hvis køberen i sin bod har nogle handelsvarer, som sælgeren af fri vilje vil modtage for den betaling, som skal erlægges til ham i landet Skånes penge, kan køberen give ham disse, og herved ifalder han ikke nogen straf til den herre konge eller hans fogeder. Men hvis sælgeren ikke vil have disse, så skal køberen betale ham for hans sild, således som sagt er, i landet Skånes penge, når blot førnævnte penge kan fås hos den førnævnte herre konges veksellerer. <2> Fremdeles når den herre konge siger, at de med væbnet hånd er draget til Knæ, og der har bortført en fange fra fængslet, svarer de, at ingen af deres bymænd overværede denne handling, og at de vil bevise deres uskyld i sådan handling, således som de skal efter loven. <3> Til det klagepunkt, den herre konge retter mod scabinerne og menigheden i Kampen for at de har bortført en mand i Malmö, som de halshuggede, svarer bisiddere og klager til den herre konge over, hvorledes Sigfred Ribbing forfølger dem med dødeligt fjendskab udover det venskabelige forlig, som blev sluttet mellem hr. Knud Porse og hans frænder som den ene part og bisidderne som den anden på Eskils, kaldet Skånes vegne, salig ihukommelseN. Han tog en kogge fra deres bymænd i Øresund under den herre konges område og fangede de ombordværende og holder endnu nogle fanget. På samme kogge var der en sømand, som tjente for sit brød, og som ikke var deres bymand. Han traf i Malmö en mand, som havde frarøvet ham hans klæder på koggen, og som der i Malmö gik iført dem; han gik til den herre konges foged sammesteds for at fremføre klager for ham mod denne, som havde frarøvet ham hans klæder, og gik der i hans nærværelse iført dem, og han krævede, at der skulle gives ham rettergang derom; og fogeden svarede, at hertil var han rede, og sendte sin svend med ham, som førte røveren for fogeden, og der førte førnævnte sømand ham for retten, fordi han havde frataget ham hans klæder og der gik om iført dem, og den førnævnte anklagede erkendte dette for førnævnte foged, men sagde, at han havde gjort det på Ribbings vegne, men sømanden trængte yderligere ind på fogeden, for at han skulle give ham ret over denne; og fogeden svarede ham, at han, fordi det var sent, ville vente til næste dag, og så ville han være der for at give ham hans ret; sømanden godkendte dette på den betingelse, at fogeden holdt ham under bevogtning og om morgenen førte ham for domstolen, og fogeden sagde, at han ville gøre det, men hvis fangen undslap eller fratoges ham, ville han ikke beskyldes herfor, og sømanden svarede, at eftersom han havde udplyndret ham i den herre kongens land og tilstået udplyndringen for den herre kongens foged, skulle fogeden bevogte ham og føre ham for retten, og fogeden sagde, at han ikke ville gøre mere, end før er sagt. Så spurgte førnævnte sømand fogeden, hvorledes han skulle forholde sig med sin røver, og han svarede, at han skulle gøre med ham som loven krævede. Da syntes førnævnte sømand og mange andre købmænd, som var tilstede, at eftersom røveren tilstod det røveri, som han havde begået, og fogeden hverken ville bevogte ham eller føre ham for retten om morgenen, og han havde befalet ham at gøre med røveren, hvad loven krævede, at han ikke kunne gøre ham bedre ret end at lade ham halshugge. Og da omtalte sømand ikke er deres bymand, siger bisidderne, at de ikke med rette kan beskyldes for denne handling. <4> Til det klagepunkt, som kongen retter mod scabinerne og bymændene i Kampen, når han siger, at de offentligt under deres bannere brød ind i Malmö med 500 væbnede mænd alene for at kongens foged ikke skulle få ret af deres landsmænd, svarer scabinerne, at der dagligt blev sagt til dem, at Sigfred Ribbing lagde baghold for deres bymænd og andre købmænd, som rejste mellem Malmö og Skanör og Falsterbo og ligeledes for dem, som lå i Malmö, og at han ville fange dem, hvis han kunne. Derpå red de tyske fogeder til Malmö og underrettede fogeden derom, idet de bad ham om at forsvare dem, der lå der, og de øvrige, som rejste mellem Malmö og Skanör og Falsterbo, mod Ribbing og hans kumpaner, da de lå i kongens land og på hans markeder og gerne ville adlyde den herre konge i al hans ret. Hertil svarede fogeden, at han ville forsvare dem, som lå i Malmö, men om de rejsende fra Skanör til Malmö og Falsterbo sagde han, at de skulle sørge for sig selv på rejsen, så de kunne drage i sikkerhed. Siden hændte det, at en sømand rejste sag mod en røver, som havde frataget ham hans klæder i den kogge, som Ribbing tog fra bymændene fra Kampen, og han lod ham halshugge, og for denne gerning anklagede fogeden nogle købmænd sammesteds. Herom blev der fastsat en tingdag mellem dem, nemlig den nærmest følgende tirsdag. købmændene sendte deres breve til deres fogeder i Skanör, enhver til sin, om at de skulle komme og støtte dem på det tingstævne, de skulle have med fogeden. De vovede ikke at drage afsted uden godt værn, da de tidligere havde fogedens ord herfor, og af den grund tog hver foged nogle af sine medborgere med sig, for at de kunne drage afsted med dem. Men efter at de var draget afsted, efterlod de dem udenfor Malmö, og hver foged tog to medborgere med sig, og tog ind til fogeden for at forhandle med ham på tinge, og de bad fogeden om at lade dem være kvit i denne sag, da de var uskyldige heri. Han svarede, at det vovede han ikke at gøre, men den herre konges råder ville om kort tid komme til Skanör; og de forhandlede der i venskabelighed med ham i nærværelse af fogederne fra Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar og Greifswald om, at han skulle udsætte sagen og stille den i bero indtil ottendedagen efter de førnævnte råders ankomst, og scabinerne siger, at deres bymænd ikke tog afsted, for at kongens fogeder ikke skulde få retfærdighed af deres landsmænd, men alene med det formål at forsvare sig mod Ribbing og hans kumpaner, da de var advaret herom af fogeden. <5> Til det klagepunkt, som den herre konge retter mod scabinerne og bymændene i Kampen for, at de under deres bannere brød ind i Falsterbo og der brændte den herre konges gods, fangede nogle af hans mænd, udplyndrede andre og sårede nogle, svarer scabinerne, at deres bymænd og andre købmænd i Skanör dagligt blev advaret om, at Ribbing ville komme der og hindre dem med hele sin magt. Da de erfarede dette, gik de til landet Skånes gælker og meddelte dette, ligeledes meddelte de det til Kristian, kaldet Øg, da foged i Skanör og til de andre fogeder der og bad dem om, dersom Ribbing skulle komme der for at hindre dem, da at meddele dem det; og de bad dem om at forsvare dem, så at der ikke skete dem vold, da de lå i den herre konges land og på hans markeder. De sagde, at når de hørte, at Ribbing ville komme, ville de meddele dem det. Siden sendte ovennævnte Kristian, kaldet Øg, sin svend, kaldet Krog, til dem og underrettede dem om, at Ribbing var i en landsby, kaldet Hagen, med 60 væbnede mænd og havde mange liggende tilbage i klitterne, hvis antal han ikke kendte, og hvis de ville have fat i dem, skulle de tage afsted. Da de hørte dette, tog de afsted med al deres magt alene mod Ribbing og mod ingen anden. Men da de ikke fandt Ribbing, vendte de fredeligt tilbage, og på tilbagevejen blev nogle tilbageholdt, som formentes at være Ribbings hjælpere. Da de erfarede, at de ikke var hans medhjælpere, gav de dem velvilligt fri, og der blev sagt dem, at hvis de havde mistet noget, skulle det erstattes dem, og hvad de kunne bevise at have mistet, erstattede de dem fuldtud. Fremdeles på hjemvejen til Falsterbo kom der mange danske og tyske og andre og der blev brændt nogle hytter, men heri er vore bymænd uskyldige, og de siger, at de vil rense sig herfor, således som de skal efter loven. <6> Fremdeles til det klagepunkt, som han retter mod dem, nemlig når han siger, at de dræbte nogle i Skanör og sårede andre alvorligt, svarer scabinerne, at deres bymænd er uskyldige heri og skal rense sig, som de har pligt til efter loven.