Magnus dei gracia regnorum Swecie Norwegie/ terreque Scanie rex. uiris prudentibus et discretis. prefecto consulibus et burgensibus uniuersis ciuitatem Lybycensem inhabitantibus/ dilectionem in domino et salutem. ♦ Uestris honestis supplicacionibus nobis per reuerendos nuncios uestros. dominos Thithemannum Gustrowe et Iohannem Ruuffi consules et conciues uestros decenter et honeste porrectis fauorabiliter inclinati nec non gratis ducti seruiciis/ quibus nos et progenitores nostros honorare/ et nobis hactenus seruire curastis. uobis ex omni consensu consiliariorum nostrorum dilectorum auctoritate presencium <1> indulgemus et concedimus graciose/ quod ciues uestri omnes et singuli ad regnum nostrum Swecie cum suis mercimoniis ubique uenientes de tributo et theloneo sint liberi penitus et exempti. nisi generaliter quoscumque undecumque aduentantes ab empcione carnium. annone aut rerum seu bonorum aliorum ex certis causis per nos contigerit prohiberi/ <2> statuentes eorundem consiliariorum nostrorum consilio et assensu. ut si qui de uestris ciuibus in regno nostro predicto morari seu habitare uoluerint. consuetudinibus. iuribus et legibus parcium in quibus habi tare et stare elegerint utentes. Sweui debebunt decetero appellari. quod eciam ergo nostrates ad uestram uenientes ciuitatem per uos inuiolabiliter uolumus obseruari. ♦ <3> Item si uestrum quicumque in regno nostro predicto quamcumque passus iniuriam. nec aliquam ante suum abhinc recessum/ proinde iusticiam consequutus. cum uestris litteris et testimonio condigno ad nos recurrerit. nos tali super huiusmodi iniuria secundum leges patrie plenam iusticiam fieri faciemus/ et hoc idem uos nostratibus penes uos iniuriam passis utique facietis. ♦ <4> Preterea de piratis prope partes nostri dominii ubicumque inuentis. qui in recenti facto fuerint deprehensi. statim sine conquestione et deuictione quacumque iusticiam faciemus. de non comprehensis uero in facto recenti/ sed in iudicio delatis et conuictis fiet secundum patrie leges iusticie complementum. ♦ <5> Insuper aduenientes ad nos. de uestris. per nos et nostros. ut nostrates. et uenientes ad uos de nostris per uos et uestros ut uestrates mutua karitatis affectione scincere diligi uolumus et foueri. ♦ <6> Ceterum karissime uxoris nostre Blanche supplicacionibus et precibus inclinati ac sollempnitatis coronacionis utriusque nostrum fauore et intuitu ducti. ex regie dignitatis munificencia liberaliter indulgemus et concedimus/ ut de uobis quicumque sub regnis nostris Swecie et Norwegie aut terris Scanie seu Hallandie/ de cetero naufragium passus bona periclitata per se uel alios. de mari libere extrahere. infra unum annum cum uno die extunc continuum. ac bonis sic extractis plena libertate frui ualeat et gaudere. uel legitimus heres suus. prohibentes sub optentu gracie nostre firmiter et districte. ne quis aduocatorum. officialium. seu aliorum subditorum nostrorum uos. aut aliquem seu aliquos. uestrum contra huiusmodi nostram indulgenciam. in extrahendis. deportandis aut utendis bonis eisdem presumat aliqualiter impedire. ♦ <7> Uolumus eciam iura libertates et consuetudines equas et racionabiles. inter nos et nostros/ ac uos et uestros. hinc inde firmiter obseruari. ♦ In quorum omnium euidenciam firmiorem. sigillum nostrum presentibus est appensum. ♦ Datum in castro nostro Stokcolm. anno domini. millesimo. trecentesimo. tricesimo. sexto. secunda feria infra octauas beati Laurencii martiris\
14 scincere = sincere.
Magnus, af Guds nåde kongerigerne Sveriges og Norges og landet Skånes konge, til de vise og gode mænd, fogeden, rådmændene og alle borgerne i staden Lübeck, kærlighed i Gud og hilsen.
Vi imødekommer gunstigt Eders agtværdige bønner, overrakt os sømmeligt og agtværdigt af Eders ærværdige sendebud, de herrer Tideman Güstrow og Johan Rode, Eders rådmænd og medborgere, og som tak for de tjenester, som I har æret os og vore forgængere med og endnu sørger for at yde os, tilstår og bevilger vi Eder nådigt med vore kære råders samtykke ved dette brev, <1> at alle Eders borgere, overalt hvor de kommer til vort kongerige Sverige med deres handelsvarer, skal være fuldstændigt fri og undtaget for skat og told, medmindre vi af bestemte grunde i almindelighed må forbyde alle, uanset hvor de kommer fra, at købe flæsk, korn og andre ting og gods; <2> vi anerkender med samme vore råders råd og samtykke, at hvis nogen af Eders borgere vil opholde sig eller bo i vort førnævnte rige, idet de bruger sædvanerne, retsreglerne og lovene i de landsdele, hvor de har valgt at bo og opholde sig, skal de for fremtiden kaldes svenskere, og dette vil vi ligeledes ubrødeligt skal overholdes af Eder overfor vore undersåtter, som kommer til Eders stad. <3> Fremdeles dersom nogen af Eder lider nogen uret i vort førnævnte rige, men ikke før sin afrejse herfra opnår retfærdighed herfor, skal vi, når han med Eders brev og tilbørligt vidnesbyrd tager sin tilflugt til os, yde ham fuld retfærdighed for denne uret i overensstemmelse med fædrelandets love; og på samme måde skal I under alle omstændigheder handle overfor vore undersåtter, som lider uret hos Eder. <4> Fremdeles med hensyn til sørøverne skal vi, overalt hvor de påtræffes ved vore kyster og gribes på fersk gerning, straks fuldbyrde retfærdigheden uden nogen anklage og dom; men overfor dem, som ikke bliver grebet på fersk gernin, men bliver bragt til tinge og dømt, skal rettens fyldestgørelse finde sted i overensstemmelse med fædrelandets love. <5> Fremdeles vil vi, at de, der kommer til os fra Eder, skal behandles med velvilje og nåde af os og vore som vore egne, og de, der kommer til Eder fra os, skal I og Eders behandle som Eders egne af gensidigt kærligt sindelag. <6> Desuden tilstår og indrømmer vi gavmildt efter vor kære hustru Blanches henstilling og forbøn og i anledning af vor fælles kronings højtidelighed med kongelig rundhåndethed, at enhver af Eder, som for fremtiden lider skibbrud under vore rigers, Sveriges og Norges, eller vore landes, Skånes eller Hallands kyster, personligt eller ved andre frit må bjerge strandingsgodset fra havet inden et år og en dag derefter, og det således bjergede gods må de eller deres lovlige arving bruge og nyde i fuld frihed. Vi forbyder bestemt og strengt ved vor nådes fortabelse, at nogen af vore fogeder, officialer eller andre undersåtter på nogen måde fordrister sig til at hindre Eder eller nogen af Eder med hensyn til denne vor tilladelse til at bjerge, bortføre eller bruge samme gods. <7> Vi vil ligeledes, at lige og fornuftige rettigheder, friheder og skikke fast skal overholdes på begge sider mellem os og vore og Eder og Eders. Til fast vitterlighed om alt dette er vort segl hængt under dette brev. Givet på vor borg Stockholm i det herrens år 1336 mandag efter martyren St. Laurentius' dag.