© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
¶ Coram nobis consulibus Lubicensibus/ Iohanne Longo olim aduocato nostro in Valsterbode et ceteris nostris multis ciuibus fidedignis. terram Schone uisitare solentibus. presentibus. lecte fuerunt querimonie dominorum consulum Stralesundensium. super quibusdam iniuriis et uiolenciis eorum ciuibus. ut asserunt per dictum aduocatum nostrum et nostros ciues irrogatis seu illatis. ♦ <1> Primus uero fuit articulus. quod de monte dicto Reperbergh. in quo ultra ·xl· annos pro sui utilitate morari consueuerant repulsi sint uiolenter et amoti. et quod quidam funifices/ eorum ciues dederint ut non tenuerunt predicto aduocato nostro pro tributo illius loci tunnam ceruisie, ♦ Ad quod responsum fuit. quod ciues Sundenses non teneantur morari in illo monte. et quod dum moram ibidem facerent ex gracia. tantas fecerunt insolencias. quod eis predictum fuerat per annum integrum. quod. non deberent in ipso monte amplius morari. ♦ Nam ipse mons iacet ad vittam Lubicensem. ♦ Dicit eciam idem aduocatus noster. quod si aliquis ciuium Sundensium dederit sibi tunnam ceruisie qui in ueritate possit protestari. saltem pro tributo illius loci ut tactum est. tali uelit reddere et soluere pro tunna cervisie .x. tunnas uini. ¶ <2> Item ad illud. quod dum quidam ciuis Sundensis emeret allecia circa litus maris. fuerit per ciues nostros eiectus de equo suo et grauiter percussus. pro quo nullam ut dicitur emendam consequi poterat; quamuis aduocatus Lubicensis super hoc requisitus et eciam pro emenda et satisfactione placitata in cimiterio obseruabat. responsum fuit. quod ante tempora nunc uiuencium fuerint litigia et adhuc erunt singulis annis inter ementes allecia circa litus maris. sed eis non stat in memoria. quod eorum temporibus unquam tale litigium sit perpetratum. nisi conquerens sit semper consecutus debitam emendam in amicicia uel in iure. ¶ <3> Item ad aliud. quod Iohannes Hogeri et budellus Lubicensis. Lembekinum sartorem ciuem Sundensem de hospicio suo extraxerint uiolenter et grauiter percusserint percussumque uinculis eiusdem budelli manciparint nolentes eum emittere nisi se pro sua pecunia liberaret. responsum fuit/ quod eundem Lembekinum propter insolencias/ percussiones et clamores per eum nocturnis temporibus in hospiciis meretricum factas. ibidem et inde super eorum vitta ut merito potuerunt et debuerunt/ extraxerint et uinculis budelli mancipauerint/ et sic pecuniam suam debite ut demendare tenebatur acceptabant. ¶ <4> Item ad aliud. quod Iohannes Hogeri et budellus Lubicensis tabernatrices Sundenses de domibus earum extraxerint uiolenter. et easdem grauiter offensas et percussas in domum budelli posuerint et ibidem easdem talliauerint. responsum fuit quod tabernatrices de quibuscumque partibus eciam existentes super eorum vitta seu iurisdiccione moram trahentes cum insolencias facerent nocturnis precipue temporibus et clamores. eas et non inmerito ponerent in domum budelli. et eorum excessum eciam debite reciperent. ¶ <5> Item ad aliud quod dictus Iohannes Hogeri et budellus Lubicensis. quandam dominam de ciuitate Sundensi in capud ad effusionem sanguinis wlnerauerint et in domum budelli duxerint et ei omnia que habuit abstulerint. responsum fuit. quod quandam meretricem habentem pannum seu uelamen in capite textum auro per stripas. in vitta eorum arripuerunt. cui uelamen deponentes de capite restituerunt eidem. et iniunxerunt ei si ammodo uideretur cum tali uelamine in capite. uellent ei tale facere dedecus. quod carius posset esse alias. ♦ Sed de domina ad effusionem sanguinis lesa est negatum. ¶ <6> Item ad aliud. de ciue Sundensi. nomine pypende Wilken. qui dum quendam qui secrete cum bonis suis ab ipso uenditis recesserat in vitta Lubicensi cum duobus suis sociis quesierat. aduocatus Lubicensis ab eodem Willekino et duobus sociis suis gladios eorum sumpsit. responsum fuit. quod dictus Willekinus cum suis duobus sociis nocturnis temporibus armata manu. quod ibidem non est iuris. sed fuit sub pena uite inhibitum. uenerunt super vittam Lubicensem. extrahentes quendam ciuem Lubicensem de boda sua uiolenter. ♦ Uerum est\ ab ipsis fuerunt ablati eorum gladii. quorum unum rehabuerunt. et duos optinuerunt famuli. et si maius eis accidisset periculum non inmerito. ¶ <7> Item ad aliud. quod Iohannes Hogeri famulos ciuium Sundensium. cum transirent vittam Lubicensem. uolentes ire ad naues dictas schuten. custodiendas et regendas sepius detineret. et detentos carceri budelli deputaret sine eorum excessu ipsis eciam non sequentibus querimoniis aliquorum. de quibus carceribus eosdem famulos se liberare oportebat; et semper unumquemque pro vi grossis. excepto precie budellis responsum fuit. quod uigilie noctium ibidem sine intermissione obseruantur cum magnis sumptibus. et non sit licitum ibidem transire et precipue armata manu ut tales famuli facere consueuerunt. aliquem. siue Lubicensem uel alienum. et si ita tales famuli aut alii positi fuerunt in domum budelli. oportuit merito quod se de carcere liberarent. pro precio ut antiquitus est consuetum. ♦ Noue quidem constitutiones non fuerunt facte per eum. ¶ <8> Item ad ultimum. quod licet ecclesia in Valsterbode. in fundo vitte Lubicensis sita sit et per communes mercatores ut asserunt constructa. tamen recedentibus mercatoribus. Lubicenses soli eam totaliter occupant. ciues Sundenses et communes mercatores eadem perfrui non sinentes. responsum fuit per uniuersos ciues nostros ibidem presentes. quod ecclesia in Valsterbode sit sita in fundo vitte Lubicensis. et per ciues Lubicenses ab inicio constructa. et de anno in annum per eosdem meliorata. et non per alios\ quare ciues nostri pre aliis quibuscusque mercatoribus et ciuibus teneantur eam post eorum recessum soli occupare. ¶ <9> Item ego Iohannes Langhe predictus conqueror. quod cum quidam ciuis Lubicensis Hinricus de Heruorde nomine. iudicium Sundense in sui necessitate uisitaret. dominus Thidericus Witte ............... eundem Hinricum. eo. quod iuris ordine sibi magis fuit contrarius quam uolebat. cum suis famulis de iudicio extraxerunt/ et eum tam enormiter percuciebant. quod sanguis de eius ore. naribus et auribus euidenter fluxit ♦ Super quo quamuis ipse dominus Thidericus pluries requisitus nullam poterat consequi iusticiam seu emendam sed ciues Sundenses sedebant undique in tabernis. et frequenter iactantes de eadem percussione et dicentes. ♦ Nos sumus ausi percuttere Lubicenses. et si nobis placet uolumus eis emendare. ¶ <10> Item conqueror. quod cum predictus dominus Thidericus Witte. quendam hospitem de Nøremberghe super vitta Lubicensi manentem et ius Lubicense uisitantem incusaret grauiter. dicendo. ipsum esse furem regis et tocius terre ac ipsius domini Thiderici traditorem. uolens eundem uiolenter extrahere de iudicio Lubicensi et ducere in iudicium Danicum. ut priuaretur omnibus bonis suis et forte uita. ego quidem eum iuris ordine ut tenebar defendebam. ita quod extra iudicium Lubicense cum ipso non poterat suam habere uoluntatem. ♦ Nam uir erat honestus et innocens facti pro quo ipsum incusauit. ♦ Ipse uero. dominus Thidericus uidens hoc. assumpsit sibi Wageken predictum. euntes simul ad dominum Ionam presbiterum. aduocatum Danicum. tanta fingentes super me et dicentes eidem. que sibi deberent esse preiudicialia. nimis tamen pepercentes ueritati. quod idem aduocatus Danicus mihi contrariebatur maxime et inimicabatur/ ♦ Tandem cum per mediatores amici essemus facti. dixit idem aduocatus Danicus in multorum fidedignorum presencia. quod inimicicia habita inter nos. stetisset propter domini Thiderici Witten et Wageken dicta. et non propter alium seu alios quoscumque. ♦ Hec quidem omnia possum per testimonium multorum fidedignorum publice protestari.
1 non] tilf. o. l.
27 precipue] tilf. o. l.
30 capud = caput.
2 Witte] herefter udraderet men endnu til at skimte et Wageke aduocatus Sundensis.
5-6 ipse dominus Thidericus] tilf. o. l.
For os, rådmændene i Lübeck, blev der i nærværelse af Johan Lange, fordum vor foged i Falsterbo, og vore mange andre troværdige borgere, som plejer at besøge Skåne, oplæst en klage af de herrer rådmænd i Stralsund om uret og vold, som vor nævnte foged og vore borgere, efter hvad de påstod, havde tilføjet og voldet deres borgere. <1> Og det første punkt gik ud på, at de med magt var fordrevet og fjernet fra bjerget kaldet »Reperberg«, hvor de i mere end 40 år havde været vant til at opholde sig efter forgodtbefindende, og at nogle rebslagere blandt deres borgere måtte give vor førnævnte foged en tønde øl som afgift af denne plads, hvad de ikke var forpligtet til. Hertil blev der svaret, at borgerne fra Stralsund ikke er berettiget til at opholde sig på det bjerg og at de, medens de opholdt sig der som følge af en nådesakt, optrådte så uforskam met, at der et helt år forud blev sagt dem, at de ikke længere måtte opholde sig på det bjerg. Thi bjerget ligger ved det lybske fed. Og samme vor foged sagde endvidere, at hvis nogen borger fra Stralsund har givet ham en tønde øl blot som afgift af føromtalte sted, og han i sandhed kan bevise det, vil han give og betale ham 10 tønder vin for den tønde øl. <2> Fremdeles med hensyn til det punkt, at da en borger fra Stralsund købte sild på stranden, rev vore borgere ham ned fra hans hest og gennembankede ham alvorligt, og han har ikke kunnet opnå nogen bøde herfor, hævdes det, skønt den lybske foged blev krævet herfor, og der også blev holdt ting på kirkegården om bøde og skadeserstatning. Der blev svaret, at der før de nulevendes dage har været og endnu vil være stridigheder hvert år mellem sildeopkøberne på stranden, men de mindes aldrig, at der nogensinde i deres dage er foretaget en proces, uden at den klagende altid har opnået den rette bøde ved forlig eller dom. <3> Fremdeles til det punkt, at Johan Hojer og bødlen fra Lübeck med vold har trukket Lembke Skræder, borger fra Stralsund, ud af hans logi og alvorligt gennembanket ham og derefter lagt ham i samme bøddels lænker og ikke ville løslade ham, med mindre han løskøbte sig for sine penge. Der blev svaret, at de på grund af samme Lembkes natlige udskejelser, slagsmål og larm i skøgernes hus og derefter på deres fed, som de med rette kunne og skulle, havde trukket ham frem og lagt ham i bødlens lænker, og således modtog de på ret vis de penge, som han var pligtig at bøde. <4> Fremdeles til et andet punkt, at Johan Hojer og den lybske bøddel med magt har trukket stralsundiske kropiger ud af deres huse og indsat dem, dybt krænkede og forslåede, i bødlens hus og der afkrævet dem penge. Der blev svaret, at kropiger fra forskellige fed, som opholdt sig på deres fed og i deres jurisdiktion, skejede ud og larmede, og det især om natten, og at de ikke med urette har sat dem i bødlens hus og så med rette modtaget deres bøder. <5> Fremdeles til et andet punkt, at nævnte Johan Hojer og den lybske bøddel har såret en frue fra Stralsund i hovedet, så blodet flød, og ført hende til bøddelens hus og frataget hende alt, hvad hun havde. Der blev svaret, at de på deres fed pågreb en skøge, som havde linned ellet tøj om hovedet, ivævet striber af guld, tog tøjet af hendes hovede og gav hende det tilbage, men tilkendegav hende, at dersom hun senere sås med sådant hovedtøj, ville de tilføje hende en sådan vanære, at det kunne komme hende dyrt at stå. Man nægtede at have slået nogen frue til blods. <6> Fremdeles til et andet punkt, at da en borger fra Stral sund ved navn Pipende Wilcken, som på det lybske fed sammen med to fæller søgte efter en, som hemmeligt var stukket af med noget gods, han havde solgt ham, fratog den lybske foged samme Wilcken og hans to fæller deres sværd. Der blev svaret, at nævnte Wilcken med sine to fæller kom til det lybske fed ved nattetid med våben i hånd, hvad det der ikke er tilladt men under dødsstraf forbudt, og med magt trak en lybsk borger ud af hans bod. Det er sandt, at deres sværd blev frataget dem, men de fik det ene tilbage, mens svendene fik de to, og det havde ikke været ufortjent, om der var hændet dem noget alvorligt. <7> Fremdeles til et andet punkt, at Johan Hojer ofte holdt borgerne i Stralsunds svende tilbage, når de passerede det lybske fed, blot for at gå til skibene, kaldet skuderne for at bevogte og føre opsyn med dem, og at han overgav de tilbageholdte til bøddelens fængsel uden brøde fra deres side, og uden at nogen rettede nogen anklage mod dem og samme svende måtte altid befri sig fra dette fængsel, enhver for 6 grot foruden løn til bøddelen. Der blev svaret, at nattevagten sammesteds overholdes uden afbrydelse under store omkostninger, og at det ikke var tilladt nogen, hverken lybækkere eller fremmede, at passere sammesteds og især ikke med våben i hånd, således som nævnte svende plejede at gøre, og hvis svendene eller andre således blev indsat i bødlens hus, var det efter fortjeneste, at de skulle befri sig af fængslet for den pris, som fra arilds tid var skik. Nogle nye forordninger var der ikke blevet givet af ham. <8> Fremdeles til det sidste punkt, at lybækkerne, skønt kirken i Falsterbo ligger på det lybske fed, men er bygget, som de påstår, af købmændene i fælleskab, dog helt alene bemægtiger sig den, når købmændene er draget bort, idet de ikke tillader borgerne fra Stralsund og hansekøbmændene at bruge den. Der blev svaret af alle vore borgere, som var til stede, at kirken i Falsterbo ligger på det lybske feds område og fra begyndelsen er bygget af de lybske borgere og år efter år forbedret af dem og ikke af andre, hvorfor vore borgere fremfor alle andre købmænd og borgere alene kan bemægtige sig den efter deres afrejse. <9> Fremdeles klager jeg førnævnte Johan Lange over, at da en lybsk borger ved navn Henrik af Herfort nødtvungent måtte søge den stralsundiske domstol, forjog hr. Didrik Witte med sine svende samme Henrik fra tinget, fordi rettens gang gik ham mere imod, end han ville finde sig i, og de gennembankede ham så voldsomt, at blodet flød af hans mund, næse og øren. Skønt hr. Dietrich ofte blev krævet i den anledning, kunne han ikke opnå nogen retfærdighed eller bøde, men borgerne fra Stralsund sad omkring i kroerne og pralede hyppigt med denne afbankning, idet de sagde: Vi har vovet at banke lybækkerne, og hvis det behager os, vil vi give dem bod. <10> Fremdeles klager jeg over, at da førnævnte hr. Didrik Witte alvorligt anklagede en gæst fra Nürnberg, som opholdt sig på lybækkernes fed og hørte under lybsk ret, idet han sagde, at han var kongens og hele landets tyv og forræder mod hr. Didrik, ville han med magt drage ham bort fra den lybske domstol og føre for den danske, for at han kunne miste alt sit gods og måske livet med. Men jeg forsvarede ham efter rettens orden, som det var min pligt, således at han ikke kunne få sin vilje med ham udenfor den lybske domstol. Thi han var en hæderlig mand og uskyldig i det, som han anklagede ham for. Men da hr. Didrik indså det, tog han førnævnte Wageke med sig og gik sammen til hr. Jon Præst, den danske foged, og opdigtede og sagde så meget til ham om mig, som skulle gøre ham forudindtaget, idet de dog i høj grad tilslørede sandheden, så at samme danske foged i høj grad var vrangvillig og fjendtlig mod mig. Senere, da vi ved mellemmænd var blevet venner, sagde samme danske foged i mange troværdige mænds nærværelse, at fjendskabet mellem os havde sin grund i hr. Didrik Wittes og Wagekes udsagn og ikke i nogetsomhelst andet. Alt dette kan jeg offentligt bevidne med mange troværdige mænds vidnesbyrd.