Erik, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, hertug af Estland, til alle, der ser dette brev, hilsen evindelig med Gud.

Da menneskeslægten i fællig rammes af det første menneskes syndefald, har fædrene i deres prisværdige klogskab, for at ikkeN begivenhederne i tidens løb skal glide af minde, sørget for, at de foreviges ved brevets vidnesbyrd. Derfor ønsker vi, at det skal være vitterligt for nulevende og fremtidige, at vi, der ønsker at omfatte de gudhengivne fruer, abbedissen og det menige konvent af nonneklostret St. Michael af Cistercienserordenen i Reval, med from gunst og med henblik på den guddommelige gengældelse hædre dem des mere med kongelig nåde, tilstårN dem ved dette brevN ejendomsret og frihed over alt deres gods, først i landsbyerne Cuywemetze, Tomias, Kayu, Karitzote, Saluntaken, Cosowande, Palkomas, Mudike, Venedefere, Vsicule, Womes, Teucu, Wackowomes, Sorcke, Nemente, Tammespe med fiskevande med øen Monasaar med søen og med andre øer og havnen med indløb, således som de vides hidtil at have haft over deres andet gods fraN vore forgængere og os, nemlig med hensyn til agre, dyrkede og udyrkede, enge, græsgange, vande, skove og lunde. Derfor forbyder vi strengt under trusel om vor nådes fortabelse, at nogen af vore fogeder, deres officialer eller nogen anden, hvilken stilling eller stand han end indtager, i modstrid med denne nåde, der er bevilget dem af os, lægger hindringer i vejen for eller fordrister sig til at fortrædige disse fruer abbedissen og det menige konvent med hensyn til fornævnte eller noget af fornævnte, såfremt han vil undgå vor vrede og kongelige hævn. Til vidnes byrd herom har vi ladet vort segl hænge under dette brev. Givet i Vordingborg i det Herrens år 1345 tirsdag efter pinse i vor nærværelse.