Hellembert, af Guds nåde biskop i Slesvig, til alle, der får dette brev at se, hilsen med alles frelser.

Omsorgen for det embede, som vi har påtaget os, tilskynder os til efter vore evner at tage vare på vore undergivnes tarv. Skønt vor forløser Jesus Kristus lærte og foreskrevN, at man skulde give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, så fostrer dog havesygens tønder, roden til alt ondtN, ofte sådanne lovovertrædere, som, ikke tilfredse med deres egne midler, som de har til overmættelse, formasteligt gaber over det, som er Guds, og eftersom de ustraffet kan trænge ind på Herrens salvede, det vil sige kirkens tjenere, tager de ikke i betænkning at fare frem med vold og vildskab, og ikke alene unddrager de kirkens fornævnte tjenere tiender og andre skyldige afgifter, men røver også fra dem af Jesu Kristi arvegods. Derfor har stærke råb og hyppig klage gjort det åbenbart for os, at enkelte lægmænd i vort stift, ledet af vi ved ikke hvilken tyranniets ånd, tager gejstlige eller kirkelige personer til fange, ikke blot af de lavere grader, men også dem, der beklæder en dignitet, og ved åbenbar vold udpresser pengesummer af dem. Og ydermere pålægger de de nævnte gejstlige og deres undergivne skatter, kollekter og svære tynger og røver afdøde gejstliges gods, til svær undertrykkelse af kirkens frihed, idet de ikke betænker, at sådanne kirkelige personer, der har viet sig til et liv i Guds tjeneste, er fri for alle skatter, kollekter, tynger og ydelserN og på ingen måde står under en verdslig herre. Men hvis de forser sig over for andre, skal de vises til rette af deres gejstlige dommere og deres bisper for deres forseelser. Ikke heller ræddes de fornævnte lægmænd for bandlysningsdomme, hvoraf de rammes på grund af ovenstående. For at nu ikke sådanne misligheder over for gejstlige og kirkens frihed i fremtiden således som hidtil skal vinde overhånd og den onde handling tjene frække mennesker til et eksempel — det vides nemlig, at ærkedegnen ved vor kirke i Slesvig, provsterne i Vidå og Ejdersted, nogle kanniker ved kirken i Slesvig og ved Vor Frue i Haderslev og mange andre præster og gejstlige i vort stift er blevet fanget, ja nogle hængt og dræbt, hvad der er grufuldt at høre — forordner vi i ønsket om at skaffe et passende middel herimod med vort elskede kapitels samtykke og bestemmer vi ved denne forordning, som skal gælde til evig tid, at når som helst det sker, at en kannik ved vor kirke i Slesvig eller en anden gejstlig person i vort stift, der beklæder en dignitet, fængsles eller holdes fanget inden for vort stift, da skal på grund af selve dette al gudstjeneste ophøre i hele vort stift, indtil vedkommende er sat på fri fod og tilbørlig fyldestgørelse er sket; men på de steder i vort stift, hvor andre kanniker og gejstlige fra vort stift af højere graderN fanges, og på de steder, hvorigennem de føres, og hvor de holdes fængslet, der skal ligeledes gudstjenesten ophøre. Hertil føjer vi yderligere den bestemmelse, at alle, hver og een, som berøver nævnte gejstlige og kirkelige personer alle deres ting eller største delen heraf, og som røver afdøde gejstliges gods og pålægger de gejstlige og deres tjenere skatter, kollekter og andre uvante tynger, ved selve dette pådrager sig bandlysnings dom og offentligt skal erklæres for bandlyste med navns nævnelse af dem, om hvem der foreligger håndgribeligt bevis; men i det sogn eller de sogne, i hvilke ejendele er blevet berøvet gejstlige eller røvet fra afdøde, eller gennem hvilke de er blevet ført eller i hvilke de holdes tilbage, skal gudstjenesten ophøre, indtil nævnte ejendele er leveret tilbage og tilbørlig fyldestgørelse er sket.

For at denne forordning kan forblive lovgyldig og stå ved magt og overholdes ukrænkeligt af alle, har vi ladet dette brev bestyrke med vort og vort elskede fornævnte Slesvigkapitels segl. Givet Slesvig i det Herrens år 1341 fredagen før paven og bekenderen St. Gregors dag.