Magnus, af Guds nåde Sveriges, Norges og Skånes konge, til alle, som får dette brev at se, hilsen evindelig med Gud.

Forglemmelse volder hyppigt erindringen uret, og i tidens løb sker det, at hvad der er indlysende for nulevende bliver dunkelt for de fremtidige, og på den måde hænder det undertiden, at det beskårne atter vokser ud og bilagt strid blusser op igen og rejser sig af graven. Men mod glemselens farer har kloge mænd skaffet sikkerhed i skriften, særligt i de forhold, som for at undgå alvorlige farer for mennesker, skal have bestandighed til evig tid. Ledet af disse overvejelser bringer vi til alles offentlige kendskab, at den uenighed og strid, som den menneskelige lyksaligheds fjende tidligere bragte i stand mellem os, vore riger og herredømmer på den ene og søstæderne, nemlig Lübeck, Hamborg, Rostock, Wismar, Stralsund og Greifswald på den anden side, har vi bragt til ophør ved forlig, og striden er forligt ved at være bragt til ophør på følgende måde: <1> for det første, at alle tab, hvert og et, som parterne har tilføjet hinanden under striden, skal anses for ligeligt erstattet og være bragt fuldstændigt ud af verden, som om de aldrig var blevet tilføjet og aldrig skal de genkaldes i tanken. Men hvis det erkendes, at der er tilføjet fornævnte stæder noget tab, efter at der var tilflydt os meddelelse om det forlig, som på begge parters vegne var mæglet i Lübeck søndagenN inden helgenerne Gallus' og Lullus' dag af de herrer Günther, greve af Schwarzburg, og Albrecht, fyrste af Meklenburg, Stargard og Rostock, og efter at vi kunde have givet vore høvedsmænd i rigerne Sverige og Norge og i vore andre herredømmer meddelelse om dette forlig, skal vi fuldt ud give fornævnte stæder erstatning, idet de på deres side skal gøre det samme over for os og vore. <2> Endvidere er vi efter forhandling om begge parters fanger kommet til den overenskomst, at de, som har betalt en løsesum for deres løsladelse, eller de, som har indgået overenskomst om, at en vis sum skulde blive betalt eller givet eller stillet sikkerhed for betalingen, eller som af en af parterne er blevet skænket til en enkelt person, skal forblive under de vilkår, hvorunder de nu er; men de som endnu ikke har indgået overenskomst om eller stillet sikkerhed for, at en vis sum skulde blive betalt eller givet, eller som ikke af nogen af parterne er blevet skænket en enkeltperson, skal være fuldstændig fri og løst. <3> Hvis fremdeles vort rige Sveriges og landet Skånes fogeder og officialer imod retfærdighed og gamle sædvaner har rettet sig efter og indført nye påfund eller forordninger, ønsker vi, at de fuldstændig skal afskaffes og ophæves, og alle rettigheder, friheder og gamle privilegier, såvel de, der er tilstået og givet disse stæder af os selv, som de, der er tilstået og givet dem af vore forfædre og kongerne af Sverige og landet Skåne, skal forblive i kraft og ubrydeligt overholdes overfor de nævnte stæder og deres indbyggere, og nævnte stæder skal fredeligt og ukæret bruge dem sammesteds, således som det fra arilds tid har været iagttaget. Vidner herom er den ærværdige fader og herre i Kristus, Peder, Lundekirkens ærkebiskop, vort rige Sveriges primas, Albrecht, fyrste af Meklenburg, Stargard og Rostock, vore riger Sveriges og Norges og landet Skånes råder og de hæderværdige mænd, herr Henrik Pape, Herman v. Wickede, Johan Klingenberg fra Lübeck, Johan Ritter, Hellembern v. Hetfeld fra Hamborg, Ludolf v. Gotland og Herman Lise fra Rostock, Georg Wittenbeke og Henrik v. Sülten fra Wismar, Siegfried og Tideman Witte fra Stralsund, Everhard v. Letzenitz og Herman v. Essen fra Greifswald, borgmestre og rådmænd i de nævnte stæder, samt adskillige andre troværdige mænd. Til yderligere vitterlighed om alt dette har vi ladet vort segl hænge under dette brev. Givet i Helsingborg i det Herrens år 1343 torsdagen inden Maria Magdalenas dag.