Rådmændene i byen Stralsund i Tyskland til den stormægtige og berømmelige fyrste, herr Edvard, Englands og Frankrigs konge og herre over Irland, deres nådige velynder, i oprigtigt ønske om stedse at være villige og beredte overfor hans vilje og yde ham værdifuld tjeneste.

I skal vide, stormægtige konge, at vi har modtaget Eders nådige brev med den ærbødighed, som sømmede sig, og at det dagligt har været kærkomment og velbehageligt for os, og at vi vel har forstået dette: En borger ved navn William af Lethenay fra Eders by Ravenser har fremført overfor Eder, at da han i nævnte egne havde købt nogle købmandsvarer og noget gods, nemlig korn, tømmer, voks, kobber og andre varer til en værdi af 200 pund sterling og mere og i byen Stralsund ladet dem læsse på et skib, tilhørende Jakob Davidsson fra Sluys, og som kaldes Gudwine, for hvilket Eders William er fører, for at sejle dem derfra til Eders rige Englands lande og handle med dem til sin fordel, skulde vi med samtykke og på opfordring af borgerne i Lübeck, Wismar, Rostock og Greifswald med vilje have ladet gøre arrest i det skib med det gods og de købmandsvarer, der fandtes på det, og derefter have haft vor vilje med det til ikke ringe skade og tynge for denne William, og at vi burde yde samme William tilbørlig og hurtig oprejsning med hensyn til gengivelsen af hans gods og med hensyn til tabene, således som vi vilde, det skulde ske os i lignende tilfælde, så at det ikke kom til at påhvile Eder at fremskaffe et andet hjælpemiddel for denne William på grund af vor retfærdigheds svigten. Derfor ligger det os på sinde, at I stormægtige konge, skal vide, idet vi i den rene sandheds navn skriver til Eder, at vi det forbigangne år havde en stor krig og strid med den høje herre, Sveriges og Norges konge, og greverne af Holsten, fordi Sveriges konge forsvarede og værnede om holstenerne, som på sørøverisk vis berøvede ikke alene Eders købmand fra England, men også hansekøbmanden fra alle egne liv og gods og forræderisk fordrev den navnkundige og højbårne fyrste, herr Valdemar, de danskes konge, fra sit rige, hvis trofaste medhjælpere og velyndere vi var, for at han kunde generhverve en del af sit rige og for at sørøverne kunde undertrykkes. Derfor udstedte vi, idet vi på grund af knaphed på korn og fødevarer blev presset af fornævnte konge og folk, offentligt forbud mod, at nogen under fortabelse af deres gods måtte udføre korn og fødevarer, eftersom vi ikke kunde undvære dem, tvunget af livets og ærens behov. Derfor sejlede fornævnte William og Jakob Davidsson ud af vor havn med rug og korn i ulydighed og ringeagt mod vort forbud, og de havde med rette og efter fortjeneste i høj grad forbrudt alt deres gods; men for Eders æres og kærligheds og for Eders lykkes og fremgangs skyld, som vi altid har omfattet og stadig omfatter med velvillig gunst, indrømmede vi dem, at de af deres gods, som vi aldrig rørte, og som aldrig blev rørt på vore vegne, måtte sælge kornet på stedet, og vi tog intet af alt deres gods — det bevidne Gud —; og vi forbød dem ikke at udføre deres andre købmandsvarer. Derfor beder vi Eder, højærværdigste konge, med indtrængende og indstændige bønner om, at I for Guds og retfærdighedens skyld — idet vi i denne sag nøje har overvejet, at der intet er forset mod Eder og Eders undergivne, og da vi for Eders Skyld har vist Eders undergivne særlig stor begunstigelse i denne sag, eftersom vi tillod dem at nyde den fordel atter at sælge deres korn, hvilket vi ikke vilde have gjort over for vore egne, hvis de muligvis havde begået slige overtrædelser — vil værdiges ikke at tillade, at der tilføjes og påføres vore mænd nogen uret i Eders riges lande ved arrest eller ved anden ubehagelighed, så at vi som følge heraf kan være redebonne over for Eders vilje og parate til værdifulde tjenester over for Eder på et hvilket som helst tidspunkt, som byder sig.