Magnus, af Guds nåde Sveriges, Norges og Skånes konge, til alle, der får dette brev at se eller hører det læse, hilsen evindelig med Gud.

Hvor store farer tvedragten, fredens fjende, rummer, har vi ikke alene allerede forlængst erfaret af fortidens hændelser, men vi har også på nært hold fået at føle, hvilke forviklinger den medfører, og med hvor mange ulemper de hyppige udbud til krigstjeneste er bebyrdet, idet de under alvorlige rystelsers tynge ophober sorg og trængsler for undersåtterne. Anledning til krige bør derfor fjernes langt af vejen, og striden, krigenes grumme fosterdatter, udryddes i bund og grund, for at det, som er vel anordnet til fordel for freden, ikke skal miste sin virkning, når det i sig selv vides at medføre heldbringende fremgang. Derfor gør vi vitterligt for alle, hvem det vedkommer eller i fremtiden vil vedkomme, med dette brevs ordlyd, at vi i det Herrens år 1343 på ottendedagen efter St. Mortens dag har forhandlet og sluttet overenskomst med den stormægtige fyrste herr Valdemar, de Danskes og Venders berømmelige konge og hertug af Estland, vor kære slægtning, på vor borg Varberg i nærværelse af vort rige Sveriges råder og bedste mænd på følgende måde. <1> For det første, at der mellem samme herre kong Valdemar, hans rige, lande og højhedsområder og alle hans mænd og undergivne på den ene side og os, vore riger, lande og højhedsområder, alle vore mænd og undergivne på den anden til evige tider ubrydeligt skal overholdes en oprigtig og urokkelig fred og en uopløselig og fast endrægtighed, efter at alle modsætninger, stridigheder, tvistigheder og krigsuroligheder, der på begge sider er forekommet og opstået indtil nu, fuldstændigt er bilagt. <2> Fremdeles, hvis der imellem samme herr Valdemar, konge, og os og vore begges efterfølgere eller arvinger opstår overvættes besværlige og vanskelige forviklinger, som i høj grad vedrører vore rigers stilling eller vor, vore efterfølgeres eller arvingers ære eller tarv, nemlig majestætsforbrydelse, forræderi med hensyn til borge eller lande eller lignende, da skal der vælges tre bisper og lige så mange forstandige riddere og væbnere fra hvert rige, nemlig Danmark og Sverige, som i løbet af tolv uger fra det tidspunkt, da klagen bliver indberettet for fyrsten eller hans stedfortræder eller stedfortrædere af to af modpartens råder, skal mødes i Helsingborg og omhyggeligt undersøge, redeligt behandle og bringe nævnte kongers og rigers sager og besværlige forviklinger til en endelig afslutning; og hvis de ikke kan komme overens indbyrdes, skal de på deres ed og samvittighed udvælge to gode mænd blandt dem selv eller blandt andre, nemlig en dansker og en svensker, og de to således udvalgte skal efter ganske og aldeles at have udelukket al kærlighed og alt had bringe disse sager til endelig afslutning under deres senere herom aflagte ed på de hellige ting, og begge parter skal stille sig tilfreds med deres endelige afslutning uden noget mishag eller nogen indsigelse, idet freden og denne endelige endrægtighed skal vare til evig tid i sin fulde kraft og styrke. <3> Fremdeles hvis der skulde indtræffe nogle sager, der er mindre alvorlige end ovenanførte, mellem vore eller vore begges efterfølgeres eller arvingers riger eller undergivne, men dog så alvorlige, at vore eller disse efterfølgeres eller arvingers fogeder eller de, der udøver retshåndhævelsen eller domsmyndigheden, ikke kan afslutte sådanne sager eller bringe forlig til veje, da skal den fyrste, for hvem klagen bliver forebragt, særligt beskikke to af sine råder hertil, som i løbet af to måneder fra det tidspunkt, da klagen bliver forebragt fyrsten, skal afslutte og redeligt forlige disse besværlige sager i Helsingborg, idet freden og denne endelige endrægtighed skal vedvare. <4> Fremdeles hvis begge parters eller den ene eller den anden af vore efterfølgeres eller arvingers undergivne måtte forse sig i et eller andet af vore riger eller højhedsområder, skal vedkommende, medens forbrydelsen endnu er frisk, straffes efter forbrydelsens art i overensstemmelse med det lands love, i hvilket han forså sig, idet freden som forudskikket skal stå ved magt. <5> Fremdeles hvis undergivne under den ene eller den anden af os, vore efterfølgere eller arvinger rejser klage over ting eller over personlig forurettigelse mod fogeder, officialer og andre mænd hos den ene af os, skal herr kongen eller hans foged, der hvor gerningsmanden vides at opholde sig, i løbet af et vist tidsrum fra det tidspunkt, da klagen bliver forelagt ham, yde den klagende retfærdighed i overensstemmelse med landets love og godkendte sædvaner, og fornævnte fogeder eller officialer kan ikke på nogen måde skyde de sager eller tilfælde fra sig, der er forebragt dem, og nægte den anmodende retfærdighed eller henvise dem til højere instanser, medmindre de er så alvorlige, at de ikke falder ind under deres retshåndhævelse, således som det anføres ovenfor, idet freden skal vare til evig tid. <6> Fremdeles skal ingen af os eller nogen af vore arvinger eller efterfølgere indkalde, værne eller på nogen måde begunstige den andens offentlige fjender eller modstandere eller modtage dem i sine riger, lande eller højhedsområder eller finde sig i, at de opholder sig indenfor hans højhedsområder eller lande til skade, tynge eller tab for den anden af os, for vore efterfølgere eller arvinger eller også for de undergivne, og den ene af os, vore arvinger eller efterfølgere må ikke — offentligt eller skjult — indgå venskabsforbund eller knytte forbindelse med fjender eller modstandere af den anden af os, af vore efterfølgere eller arvinger, hvorved der kan tilstøde nogen af os, vore arvinger eller efterfølgere eller undergivne tab eller skade med hensyn til ting eller personer. <7> Fremdeles vil vi begge, vore efterfølgere og arvinger virkningsfuldt samarbejde på dette, at røvere og sørøvere skal fjernes langt fra vore riger og højhedsområder, så at købmænd og andre søfarende kan nyde fred og frihed med hensyn til deres gods, og ingen af os, vore arvinger eller efterfølgere må samle, underholde eller på nogen måde begunstige disse røvere eller sørøvere mod vore rigers eller vores tarv eller de undergivnes gavn. <8> Fremdeles skal de, der lider skibbrud i noget af vore riger eller højhedsområder, frit uden krav fra nogen som helst atter samle og generhverve de mistede ejendele, så længe de ikke betragter det som herreløst gods. <9> Fremdeles skal den gamle sædvane i disse riger og højhedsområder angående landflygtige og fordrevne eller dem, der af frygt flygter fra et til et andet af vore riger eller højhedsområder, overholdes, når blot de ikke påfører det rige, hvorfra de er gået i landflygtighed eller dets indbyggere nogen fortrædigelse eller tynge. <10> Fremdeles skal alle, der har gods i begge riger — hvilken stilling eller rang de end indtager — frit nyde samme og gøre tjeneste af dette gods, således som det var ret og sædvane i samme riger fra gammel tid. <11> Fremdeles er det vor vilje og faste beslutning, at alle forhandlinger og breveN, der er givet os af og som vi har afsluttet med nævnte herre konge og alle andre om landene Skåne, Halland, Blekinge, Lister og øen Hven aldeles ikke skal være formindsket eller afsvækket i deres fulde kraft og styrke, men snarere genoplivet og på ny bestyrket og urokket ved denne vor forhandling og endelige overenskomst, og de skal stå ved magt og vare til evig tid. <12> Men for at alt det fornævnte, som vi i egen person på vor tro og ved vor ære erklærer at ville iagttage ukrænket og overholde og ikke handle imod selv eller ved en anden ved en eller anden lejlighed eller af en eller anden grund, med rette eller de facto, kan få en større fastheds styrke, ønsker og billiger vi udtrykkeligt i vort, vore efterfølgeres og arvingers navn, at hvis vi, vore efterfølgere eller arvinger på en eller anden måde måtte handle imod dette eller noget af dette — hvad Gud afvende — kan og skal vore nedenfor anførte garanter og medlovere og deres arvinger og efterfølgere som følge heraf uden at pådrage sig mishag eller unåde fra vor, vore efterfølgeres og arvingers side modsætte sig os, vore efterfølgere og arvinger på fjendtlig vis og med virkningsfuld hjælp bestemt og trofast knytte sig til fornævnte herre kong Valdemar, hans efterfølgere og arvinger mod os, vore efterfølgere og arvinger tillige med alle deres venner og andre, der af kærlighed til dem ønsker at gøre eller undlade at gøre noget, indtil der på grund heraf fuldt ud bliver ydet samme herre kong Valdemar eller hans efterfølgere og arvinger erstatning af os eller vore efterfølgere og arvinger i overensstemmelse med retfærdighed eller i mindelighed. Til fast vitterlighed om alt dette er vort segl hængt under dette brev. Vi Peder, ærkebiskop af Lund, Sveriges primas, Sigge og Frender, af Guds nåde bisper af Skara og Strängnäs, Henrik abbed af Juleta, bymændene i Skänninge, Ivar Agmundsson, Lars Ulfsson, Gustav Tunesson, Knut Folkesson, Karl Tukeson, Karl Näskonungsson, Ulf Abiørnsson, Ulf Gudmarsson, Anund Sture, Anund Finvidsson, Puke Glysing, Lars Karlsson, Magnus Knutsson, Sigge Magnusson, Israel Birgersson, Gustav Arvidsson, Birger Magnusson og Lars Magnusson, riddere og Jens Kristinesen, væbner, vor herre fornævnte kong Magnus' garanter og medlovere erklærer desuden for alt det fornævntes ubrydelige overholdelse på vor tro og under vor, vore efterfølgeres og arvingers ære sammen med vor ovennævnte herre konge, at hvis vor fornævnte herre kong Magnus, hans arvinger eller efterfølgere, hvorledes de end kommer til Sveriges krone og rige, under påskud af Sveriges riges og krones ret eller af egen dumdristig forvovenhed handler eller forsøger at handle imod fornævnte eller noget af det fornævnte, skal vi, vore efterfølgere og arvinger tillige med alle vore venner og andre, der af kærlighed til os ønsker at gøre eller undlade at gøre noget, straks under vort fornævnte løftes forpligtelse virkningsfuldt og trofast hjælpe oftnævnte herre Valdemar, Danmarks konge, hans efterfølgere og arvinger mod vor herre fornævnte kong Magnus, hans efterfølgere og arvinger, idet vi til bevis og vidnesbyrd om det fornævnte hænger vore segl sammen med vor herre fornævnte kong Magnus' segl under dette brev. Men selv om forhandlingen om den endelige overenskomst er påbegyndt og har haft nogen fremgang i Helsingborg ved de 24 opmænd og en overvoldgiftsdommer, der særligt er antaget og udvalgt af begge os konger på begge parters vegne, — idet der er givet dem fuldmagt hertilN — syntes det dog på grund af indtrufne omstændigheder mere nyttigt og gavnligt, at alt det, som drejer sig om den evige freds og endelige overenskomsts fasthed, fuldstændigt og fuldkomment blev gennemdrøftet i nærværelse af begge parter, nemlig fornævnte herre kongen af Danmark og os og råderne og de bedste mænd hos os begge, for at blive ført til tilbørlig afslutning. Derfor har vi uden at iagttage ordlyden af samme voldgifts overenskomst ad det venskabelige forligs vej, som forudskikket, ladet forhandlingen om denne evige fred og endelige overenskomst afslutte på alle punkter på fornævnte sted og til fornævnte tidspunkt, d. v. s. Varberg på ottendedagen efter St. Mortens dag, som forudskikket. Forhandlet og givet ovennævnte år, sted og dag.