Magnus, af Guds nåde Sveriges, Norges og landet Skånes konge, til alle, der ser dette brev, hilsen evindelig med Gud.

Det er vor vilje, at det skal være klart for alle, såvel nulevende som fremtidige, at vi har taget de gode mænd, nærværende brevvisere, borgerne i Zutphen,N der besøger vore riger med deres varer, under vor fred og særlige beskyttelse, idet vi vil vise dem en særlig gunst og nåde, og vi ønsker og overlader dem alle nåder og friheder, som de vides frit at have nydt på herr Valdemars, fordum de danskes konges og vor forgængers tid, — berømmelig erindring — <1> nemlig at de når som helst og så ofte som de med deres skibe lægger til et sted i vore riger — det være sig i Skanør eller andetsteds — trygt kan losse deres skibe og frit føre deres gods — hvad enten det drejer sig om salt eller om klæde af uld eller lærred eller om voks eller gråværk eller hvilke som helst andre varer, med hvilket navn de end betegnes — i . land eller til deres boder og herberg efter deres forgodtbefindende; og de må ikke på nogen måde forhindres heri af vore fogeder eller af kuskene, som kaldes vognkarle, eller af sømændene, som på folkesproget kaldes pramkarle eller skudemænd, eller af nogen anden. Men nævnte sømænd og kuske skal transportere deres gods, således som de har aftalt, uden nogen hindring. <2> Hvis fremdeles en kusk eller sømand ødelægger deres gods, eller det bliver vådt på grund af skødesløshed fra hans side, skal han give en rimelig erstatning derfor. <3> Fremdeles må de sælge alt, som plejer at sælges efter vægt, i deres boder eller fed, og de må veje det efter kølnsk og anden gyldig vægt. <4> Fremdeles må de frit føre den vin, som de personligt har bragt med sig, i land og med hævert sælge og afhænde den på deres fed. <5> Fremdeles må ingen forpranger ved havets kyst købe ud over et halvt læs sild, såfremt han vil undgå beslaglæggelse af alt, hvad han således har købt. <6> Fremdeles må ingen købe sild på havet, men hvis en bliver beskyldt for at have købt sild på havet, skal han rense sig selvtredie, og den, som bliver overbevist herom, skal kun bøde vor foged tre mark penge skånsk. <7> Fremdeles, i alle kæremål og trætter og ved alle legemsbeskadigelser, som finder sted mellem borgerne fra Zutphen indbyrdes, skal deres egen foged i Skanør forhøre sagen og dømme, med mindre der skal bødes for en sådan legemsbeskadigelse med tab af liv eller hånd, nemlig hvis en dræber en anden eller sårer en ved at hugge eller støde med sværd, økse, spyd, kniv eller andet våben, eller ved at slå en med en stok, kølle eller sten brækker et lem eller tilføjer et sår, der har blodsudgydelse til følge. I den slags sager skal vor foged, som nu er der eller i fremtiden vil være der, fælde dommen. <8> Hvis fremdeles en af dem sagsøger en dansker i anledning af en for nylig eller for flere år siden stiftet gæld, skal vor foged tildømme manden fra Zutphen hans tilgodehavende eller tildømme ham lands lov, dog uden mulkt eller tab for ham. <9> Fremdeles må der ikke udnævnes noget nævn mod nogen fra Zutphen, undtagen i sager, der fører til tab af liv og lemmer. <10> Hvis det fremdeles sker — det være dog langt fra — at der ikke fanges eller nedsaltes sild i Skanør, skal enhver efter at have erlagt sin torveørtugN have ret til uden told frit at føre det gods bort, som han har haft med sig. <11> Hvis de fremdeles nogetsteds inden for vort riges grænser lider skibbrud, må hverken vor foged eller nogen anden, af hvad stilling eller stand han end måtte være, på nogen måde hindre dem på deres gods eller blande sig i deres sager, så længe de personligt ved egen hjælp eller ved andre, som de af velvilje eller mod betaling kan få til det, kan redde deres gods fra skibbrudet. <12> Hvis fremdeles en af dem oplægger sit træ eller sit tømmer i Skanør eller noget andet sted i vore riger og sejler bort med sit skib belæsset med andre varer, skal han, når han vender tilbage, kunne tage sit tømmer uden hindring, og efter at have betalt sin torveørtug må han frit føre det bort uden nogen anden told. <13> Hvis det fremdeles sker, at en af dem dør inden for vort riges grænser, og hans slægtninge og arvinger ikke er til stede, skal hans ejendele i år og dag med gode mænds vidnesbyrd opbevares på et sikkert sted hos en troværdig og kyndig mand i den by eller det sted, hvor han er død. Hvis nogle af hans ejendele ikke kan holde sig så længe uden tab, skal de byttes bort med andre mere holdbare varer, og disse skal opbevares på samme måde. Og hvis hans rette arvinger eller — hvor det drejer sig om mindreårige — deres formynder inden for nævnte frist kommer for med fyldestgørende vidnesbyrd af gode mænd at kræve deres ejendele igen, skal fornævnte ejendele uden nogen vanskelighed frit udleveres og oplades til dem. Men hvis fornævnte arvinger eller deres formynder ikke kommer inden for føromtalte frist, skal merbemeldte gods tilfalde os som fri ejendom, således som lands lov kræver. <14> Fremdeles må ingen på nogen måde forhindre eller besvære dem på deres fed med hensyn til deres boder ved uden deres samtykke at bygge på dem eller ved at tage noget fra dem. <15> Fremdeles må vore ombudsmænd, som kaldes sildekrævere, ikke på nogen måde tage seletøjet fra en kusk eller fjerne det, fordi han på en helligdag kører med deres gods. <16> Fremdeles skal ingen miste sit gods på grund af anden mands slagsmål eller forseelse. <17> Fremdeles skal hestetolden forblive, som den har været fra gammel tid, medmindre en til eget ridebrug køber en hest, på hvilken han har til hensigt at vende hjem over land; i så fald skal han for en sådan hest være fri og fritaget, når han har givet sin torveørtug. <18> Fremdeles skal det være dem tilladt at tage ballast i havet, hvor de vil. <19> Fremdeles skal koggetolden forblive, således som den har været fra gammel tid. For at alt dette til evig tid ubrødeligt og bestemt skal overholdes af os, vore fogeder og officialer, har vi til vidnesbyrd og urokkeligt bevis overdraget samme dette brev, til yderligere stadfæstelse bestyrket med vort segl. Givet i Trälleborg i det Herrens år 1344 på de hellige martyrer Felix' og Auctus' dag.