Vi Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge og hertug af Estland til alle, der får dette brev at se, hilsen evindelig med Gud.

Vi vil, at det skal være klart for alle, såvel nulevende som fremtidige, at vi har taget de kyndige mænd, nærværende brevvisere, borgerne i ZutphenN, der besøger vort rige Danmark med deres varer, under vor fred, beskyttelse og vort særlige forsvar, idet vi vil omfatte dem med vor gunsts og nådes særlige privilegium og ønsker og overlader dem alle nåder og friheder, som de vides frit at have nydt på herr Valdemars tid, — berømmelig ihukommelse — fordum de Danskes konges og vor forfaders, nemlig <1> at de, når som helst og så ofte de med deres skibe lægger til et sted i vort rige, det være sig i havne eller ved åbredder, trygt kan losse deres skibe og frit føre deres gods — hvad enten det drejer sig om salt eller om klæde af uld eller lærred eller om voks eller gråværk eller hvilke som helst andre varer, med hvilket navn de end betegnes — i land og til deres boder eller herberg efter deres ønske og vilje, og de må ikke på nogen måde forhindres heri af vore fogeder eller af kuskene, som kaldes vognkarle, eller af sømændene, som kaldes pramkarle eller skudemænd eller af nogen anden. Men nævnte sømænd og kuske skal transportere deres gods, således som de har aftalt med disse, uden nogen som helst hindring. Hvis en kusk eller sømand fremdeles ødelægger deres gods eller handler ilde med det på grund af skødesløshed fra hans side, skal han give en rimelig erstatning derfor. <2> Fremdeles må de sælge alt, hvad der sædvanligvis sælges efter vægt, i deres boder eller på deres fed og veje det efter kølnsk og anden gyldig vægt. <3> Fremdeles må de frit føre den vin, som de personligt har bragt med sig, i land og med hævert sælge og afhænde den på deres fed. <4> Fremdeles må ingen forpranger ved havets kyst købe ud over et halvt læs sild, såfremt han vil undgå at miste alt, hvad han således har købt. Ligeledes må ingen købe sild på havet; men hvis en bliver beskyldt for at have købt sild på havet, skal han rense sig selvtredie, og den, der bliver overbevist herom, skal kun bøde tre mark penge skånsk til vor foged. <5> I alle kæremål, trætter og ved alle legemsbeskadigelser, som disse borgere fra Zutphen påfører hinanden indbyrdes, skal deres egen foged, som de har indsat hertil, forhøre sagen og dømme, medmindre der skal bødes for en sådan legemsbeskadigelse med tab af liv eller lemmer, nemlig hvis en dræber en anden eller sårer en ved at hugge eller støde med sværd, økse, spyd, kniv eller et andet våben, eller ved at slå en med stok, kølle eller sten brækker et lem eller tilføjer et sår, der har blodsudgydelse til følge. I den slags sager skal vor foged, den, som nu er foged, og den, som i fremtiden vil være det, fælde dommen. <6> Hvis fremdeles en af dem sagsøger en dansker i anledning af en for nylig eller for flere år siden stiftet gæld, skal vor foged tildømme manden fra Zutphen hans nævnte tilgodehavende eller tildømme ham lands lov, dog uden mulkt eller tab for ham. <7> Fremdeles må der ikke udmeldes noget nævn mod nogen fra Zutphen, undtagen i sager, der fører til tab af liv eller lemmer. <8> Hvis det fremdeles sker, hvad Gud forbyde, at der ikke fanges eller nedsaltes sild i vort område, skal enhver efter at have erlagt sin torveørtugN have ret til uden told frit at føre sit gods bort, som han har haft med sig. <9> Hvis nævnte borgere fra Zutphen eller en af deres fremdeles måtte lide skibbrud i vort rige, hvad Gud afvende, er det vor vilje, at den ret ved skibbrud, som de fra gammel tid plejede at nyde, skal være ubeskåret for dem, lige som vi på enhver måde ønsker at bevare den ukrænket. <10> Hvis fremdeles en oplægger sit træ eller sit tømmer på vort marked eller i vort riges lande og sejler bort med sit skib belæsset med andre varer, skal han, når han vender tilbage, kunne tage sit nævnte tømmer uden hindring, og efter at have betalt sin torveørtug må han frit føre det bort uden nogen anden told. <11> Hvis det fremdeles sker, at en af dem dør inden for vort riges grænser, og hans slægtninge og arvinger ikke er til stede, skal hans gods i år og dag med gode mænds vidnesbyrd opbevares på et sikkert sted hos en troværdig og kyndig mand i den by eller på det sted, hvor han er død. Hvis noget af det gods ikke kan holde sig så længe uden tab, skal det byttes bort mod andet mere holdbart gods, og det skal opbevares på lignende måde. Og hvis hans rette arvinger eller deres værge — hvis de er mindreårige — inden for nævnte frist kommer for med fyldestgørende vidnesbyrd af gode mænd at modtage dette gods igen, skal fornævnte gods uden nogen vanskelighed frit udleveres og oplades til dem. Men hvis fornævnte arvinger eller deres værge ikke kommer inden for foromtalte frist, skal merbemeldte gods tilfalde os som fri ejendom, således som lands lov kræver. <12> Fremdeles må ingen på nogen måde forhindre eller besvære dem på deres fed med hensyn til deres boder ved uden deres samtykke at bygge på dem eller ved at tage noget fra dem. <13> Fremdeles må de ombudsmænd, som kaldes sildekrævere, ikke på nogen måde tage seletøjet fra en kusk eller fjerne det, fordi han på en helligdag kører med deres gods. <14> Fremdeles skal ingen miste sit gods på grund af en anden mands slagsmål eller forseelse. <15> Fremdeles skal hestetolden forblive, som den har været fra gammel tid, medmindre en til egen ridebrug køber en hest, på hvilken han har til hensigt at vende hjem over land; i så fald skal han for en sådan hest være fri og undskyldt, når han har givet sin torveørtug. <16> Fremdeles skal det være dem tilladt at tage ballast i havet, hvor de vil. <17> Fremdeles skal koggetolden forblive, således som den havde været fra gammel tid. <18> Ligeledes er det vor vilje, at de fuldt ud skal beholde retten til at hugge brændsel i vore skove eller lunde nær havets bredder, således som de plejede at nyde den fra gammel tid. For at alt dette til evig tid og fast og ubrødeligt skal overholdes af os, vore fogeder og officialer, har vi overdraget dem dette brev til yderligere stadfæstelse, bestyrket med vort segl til vidnesbyrd og sikrere bevis. Givet i Roskilde i det Herrens år 1346 på de hellige martyrer Gereon og Cassius' dag.