Vi bønfalder i ydmyghed om, at det ikke lægges os til last, og at det bliver os tilgivet, at vi ikke tidligere har tilskrevet Eder, stormægtige konge, et bestemt og endeligt svar på Eders brev til os angående vor herre af Mecklenburg, hvilket brev vi har modtaget i ærbødighed; thi vi kalder Gud til vidne på, at det ikke er vor skyld, men at det beror på, at vi på grund af krigene mellem landeneN og farerneN på havet ikke nemtN har kunnet komme i personlig forbindelse med vor herre, hertug Albrecht af Mecklenburg. Vi erklærer over for Eder, høje fyrste, at vi er fuldstændigt uvidende om, til hvilket land og med henblik på hvilket land vor herre af Mecklenburg er blevet nobiliteretN, på hvilken måde han er blevet det, og om han agter at ophæve forbindelsen med Eder og vende sig til andre herrer, eftersom vi aldrig er blevet kaldet eller opfordret hertilN. Vi vil dog med Guds hjælp og efter evne sikre os vel i denne sag over for Eder og Danmarks riges krone og over for vor herre, hertugen af Mecklenburg, således som det sømmer sig og bør sig. Hvad fremdeles det angår, at I skriver, at vor fornævnte herre til Mecklenburg har forskaffet og gjort Eders riges krone skade og altid har været Eders modstander og ikke har ydet Danmarks riges krone den tilbørlige tjeneste, således som han var forpligtet til, svarede vor herre os, at han i alt dette er uskyldig, lige som han er og vil være rede til at bevise sin uskyld, på hvad måde han end retsligt er forpligtet til at gøre det, og alle de tjenester, som han med rette skulde og skal yde Eder og kronen i overenstemmelse med ordlyden af det brevN, som den stormægtige fyrste, herr Kristoffer, salig ihukommelse, Eders fader, forhen Danmarks konge, har givet ham herom, har han ydet fuldt ud.N. Endvidere, med hensyn til, at vi, således som I har bedt os om i Eders brev, skulde undlade at yde understøttelse i levnedsmidler og andre ting til vor herre af Mecklenburg, svarer vi i ydmyghed, at vi i overensstemmelse med Eders nævnte længst afdøde faders og hans råders og vasallers befaling, råd og klare tilslutningN har ydet den højbårne mand herr Henrik af Mecklenburg, salig ihukommelse, fader til herr Albrecht, nu hertug af Mecklenburg, og N samme herr Albrecht mandsed, således som retten kræver, og eftersom I senere har erklæret dette for godt og gyldigt og tilstået samme herr Albrecht nævnte stad og land Rostock, således som I bestemte at tilskrive os i Eders brev, kan vi ikke med vor ære i behold på nogen måde nægte ham, at vi i henhold til vor aflagte troskabsed efter stadens evne skal og er forpligtet til at yde ham alt, hvad der tager sigte på hans fordel, tarv og gavn, og vi nærer fuld tillid til og håber bestemt, at vi ikke på noget punkt krænker Eder, nådige fyrste, heri, og at vi ikke af den grund skal savne Eders værn og befordring, men snarere med rette erhverve os prisværdigt vidnesbyrd om troskab og gode tjenester hos Eder, kongelige majestæt. Hvad fremdeles det angår, at vi skulde yde Eder sikkerhed imod, at I og Eders mænd udsættes for farer fra vor stad Rostock og havnen, meddeler vi Eder til svarN, at vi, hvis vor fornævnte herre til Mecklenburg eller nogen i hans sted og i hans navn med skib eller på anden vis agter sig til vor stad eller vor havn Warnemünde eller ønsker at drage bort derfra, på ingen måde på hæderlig vis vil kunne nægte ham og hans dette, men vi vil efter evne tilsikre Eder, at der ikke som følge heraf vil blive påført Eder eller Eders mænd tab fra vor eller vore mænds side, med mindre vi giver Eder varsel tilstrækkeligt betids, i hvilket tilfælde vi med Guds milde hjælp vil kunne handle med vor ære i behold. Derfor bønfalder vi Eder i skyldig ærbødighed og ydmyghed om, høje fyrste og stormægtige konge, at I vil værdiges at have for øje og tage hensyn til, at Danmarks rige i længst forgangen tid — o, ve — var hensat i en farlig og meget ulykkelig tilstand, og at vi har udstået talrige farer på ejendom, liv og gods til genskabelse af Eders rige og for at bringe Eder hjælp, en hjælp, vi ofte har ydet og ofte yderN, og stadig vil vi ikke tøve med at gøre alt, hvad vi kan, for den gode fred og Eders og Eders riges vel. Og lad det ikke mishage Eder at bevare fred med vor herre, hertugen af Mecklenburg, når vi med al vor støtte vil tilskynde denne til at bevare fred med Eder. Vi beder også om, at I og Eders mænd vil værne vore borgere, der besøger Eders riges lande, når de ankommer og når de atter drager bort, og at I vil yde dem og deres gods beskyttelse over for Eder og alle, der ønsker at gøre eller undlade at gøre noget for Eders skyld. Hertil tror vi, at I med rette er forpligtet, eftersomN vi i troskab modarbejder Eders vanry og arbejder for Eders gavn, og eftersom vi ikke har gjort os fortjent til eller tilstræber andet end det tilsvarende hos EderN. Vi beder Eder tilskrive os Eders nådige svar herom med nærværende brevviser.