Til vor elskede søn Gunnar Jakobsen, lægmand i Århus stift, hilsen (og apostolisk velsignelse).

Den oprigtige hengivenhed, hvormed Du ærer os og Romerkirken, foranlediger, at vi nådigt bønhører Dine andragender, især når de tager sigte på Din sjæls frelse. Følgelig har vi imødekommet Dine bønner og bevilger Dig, fromme mand, med dette brev, at Din skriftefader, hvem Du nu vil vælge, med apostolisk myndighed, så vidt kirkens nøglemagt strækker sig og det er velbehageligt i den guddommelige majestæts øjne, een gang, når døden truer, kan meddele Dig den fulde forladelse for alle Dine synder, som Du angrer af hjertet og bekender med munden, hvilket de romerske paver nu og da plejer at tildele enkelte personer ved særligt privilegium, dog således at samme skriftefader i de tilfælde, hvor der skal ydes anden mand oprejsning, kan pålægge Dig personligt, hvis Du forbliver i live, eller Dine arvinger, hvis Du måske skulde gå bort, at udføre det, som Du eller de som anført var pligtige til at gøre. Og for at Du ikke — det ske ikke — på grund af denne nådesbevisning for fremtiden skal blive mere tilbøjelig til at begå utilladelige handlinger, er det vor vilje, at hvis Du skulde begå sådanne i tillid til denne eftergivelse, skal omtalte eftergivelse ikke på nogen måde hjælpe Dig i så henseende. Intet menneske må bryde dette vort tilladelses- og viljesbrev eller i ubesindig forvovenhed handle derimod. Men hvis nogen drister sig til at forsøge det, skal han vide, at han vil pådrage sig Gud den almægtiges og hans apostle St. Petrus' og Paulus' harme. Givet i Avignon den 10. november i vort første pontifikatsår.