Carissimo in Christo filio Gulmaro regi Dacie illustri salutem etcetera. ♦ Presentate nobis per dilectum filium nobilem uirum. Petrum Laurentii militem nuntium tuum littere tue quas et ipsum quoque nuntium consideratione tua benigne recepimus/ et eiusdem expositio nuntii circumspecta et prouida/ sincere deuotionis affectum/ quem ad nos et Romanam ecclesiam matrem tuam/ per laudanda progenitorum tuorum uestigia gradiens/ habere probaris seriosius exprimentes/ tanto nos ad tua reddiderunt et reddunt beneplacita promptiores/ quanto huiusmodi tua sincera deuocio filialis amoris fragranciam suauius redolebat. ♦ Siquidem idem miles post grate tue potestatis oblacionem ad nostra/ et ecclesie prefate seruicia et commemorationem placidam constantis fidei quam progenitores prefati ad eandem gesserunt ecclesiam et quam in te continuatione laudabili dei timor et uirtutum studia forcius propagarunt a nobis utrum de beneplacito nostro esset quod decima biennalis ecclesiasticorum prouentuum regni tui quam felicis recordacionis Clemens papa .VI. predecessor noster pro urgentibus ecclesie memorate necessitatibus imposuit deberet exigi inter alia requisiuit/ tuum circa id presidium si de beneplacito nostro illius fieri deberet exactio liberaliter pollicendo. ♦ Agentes itaque gracias regi regum per quem datur regnare principibus/ quod hunc tibi formauit animum/ et infudit affectum eumque suppliciter exorantes ut dies tuos longeuos faciat/ et in utriusque hominis pace ac salute disponat/ regni tui roboret solium/ sceptra confirmet/ dilatet fines et post huiusmodi lubrice ac labilis uite cursum/ cum sanctis et electis suis in eterna te tabernacula introducat/ scire te uolumus quod cum ipsius ecclesie multiplicata onera/ et diminuti esse redditus dinoscantur compellimur necessario non solum ad ipsius exaccionem intendere decime quin immo alia pro huiusmodi supportatione onerum remedia querere oportuna. et ideo serenitatem regiam attente precamur/ quatinus ipsius collectoribus decime in collectione illius tuum pro dei et beati Petri apostolorum principis reuerencia ac nostre intercessionis obtentu impertiaris auxilium et fauorem. ♦ Sane quia id te semper agere cupimus <et> eis te desideramus operibus implicari/ per que creatori redemptorique tuo reddaris acceptior/ et ipsius fauorem et graciam uberius merearis/ huiusmodi precibus nostris adicimus/ et tibi tue salutis obtentu paternis affectibus suademus/ quatinus ecclesias/ et personas ecclesiasticas/ prouincie Rigensis et alias regni tui pro reuerencia ipsius dei cuius persone ipse ministri sunt/ et cui numquam sine retributione seruitur honoribus regiis prosequaris/ fauoribus amplies/ ac iura/ et libertates custodias et tuearis earum. ♦ Ceterum super aliquibus que idem miles/ a nobis pro parte tua suppliciter petiit quantum cum deo potuimus uotis tuis gratanter annuimus/ petentes ut molestum non habeas si super quibusdam aliis non duximus annuendum/ cum ea non audita parte quam tangunt fieri iusticia prohiberet. ♦ Datum apud Uillamnouam Auinionensis diocesis. xvi kalendas. octobris anno tercio/
24 nuntium) a, numtium Aa.
25 circumspecta] a, circonspecta Aa.
5 forcius] Aa, fortitertilf. o.l. i a.
10 gracias] mgl. a, i Aa tilføjet i marginen af anden hånd med henvisningstegn.
14 dilatet] dilatet et Aa, et slettet i a.
— fines et] et tilf. o. l. i a.
15 introducat] a, herefter slettet magnitudinem tuam.
21-22 ac nostre indtil fauorem] tilføjet efter brevets sidste sætning med henvisningstegn Aa.
22 cupimus <et>] cupimus Aa og a.
2 petentes] rettet fra petimus i a.
7: cf. Dipl.Dan. 3. rk. II nr. 393.
15: cf. Luc. 16,9.
Til vor kære søn i Kristus Valdemar, Danmarks berømmelige konge, hilsen o. s. v.
Det brev, der blev overgivet os af vor elskede søn, den velbyrdige mand Peder Larsen, ridder, Din sendemand, hvilket vi tillige med denne sendemand af hensyn til Dig velvilligt har modtaget, og samme sendemands omsigtsfulde og forstandige fremstilling, der med alvor giver udtryk for den oprigtigt hengivne kærlighed, som det godtgøres at Du nærer til os og den romerske kirke, Din moder, idet Du går i Dine forfædres rosværdige fodspor, har gjort og gør os des mere redebonne over for Din vilje, jo sødere Din oprigtige hengivenhed dufter af en sønlig kærligheds vellugt. Efter at have stillet Din kærkomne magt i vor og fornævnte kirkes tjeneste og efter at have omtalt den behagelige og uforanderlige troskab, som for nævnte forfædre har vist samme kirke, og som gudsfrygt og dydig stræben med prisværdig fortsættelse kraftigt har videreført i Dig, spurgte samme ridder os blandt andet, om det var med vort bifald, at den toårstiende af kirkelige indkomster i Dit rige, som vor forgænger pave Clemens 6. — salig ihukommelse — på grund af omtalte kirkes tvingende nød pålagde, skulde opkræves, og lovede velvilligt Din beskyttelse desangående, hvis opkrævningen af den skulde ske med vort bifald. Idet vi derfor yder taksigelser til kongernes konge, af hvem det er givet fyrsterne at regere, fordi han gav Dig dette sind og indgød Dig kærlig hengivenhed, og idet vi bønfaldende anråber ham om at gøre Dine dage langvarige og lede Dem til alles fred og frelse, bestyrke Dit riges trone, stadfæste herskermagten, udvide grænserne og sammen med sine helgener og udvalgte indføre Dig i de evige boliger efter dette farefulde og usikre livsløb, er det vor vilje, at Du skal vide, at vi, da denne kirkes byrder vides at være mangedoblede og indtægterne formindskede, nødvendigt tvinges til ikke blot at lægge vægt på opkrævningen af denne tiende, men også søge andre gunstige hjælpemidler for at bære disse byrder, og derfor beder vi Dig, høje konge, indtrængende om, at Du af ærbødighed mod Gud og St. Petrus, apostlenes førstemand, og i medfør af vor mellemkomst yder opkræverne af den tiende Din hjælp og gunst ved indsamlingen af den. Eftersom vi ønsker, at Du altid skal gøre det, og ønsker, at Du skal påtage Dig de gerninger, hvorved Du kan blive mere behagelig for Din skaber og frelser og til overmål fortjene dennes gunst og nåde, tilføjer vi til disse vore bønner og råder Dig med henblik på Din frelse af faderlig kærlighed til, at Du viser kirkerne og de gejstlige personer i kirkeprovinsen Riga og andre gejstlige i Dit rige af ærbødighed mod Gud, hvis tjenere disse personer er, og hvem man aldrig tjener uden belønning, kongelige hædersbevisninger, styrker dem med gunstbevisninger og vogter og beskytter deres rettigheder og friheder. Men angående nogle forhold, som samme ridder på Dine vegne bønfaldende har anmodet os om, har vi såvidt vi kunde med Gud, med glæde bevilget Dine ønsker, idet vi beder om, at Du ikke må tage det ilde op, hvis vi ikke har ment at kunne være imødekommende i visse forhold, da retfærdigheden forbød, at det kunde ske, uden at den part, som det drejer sig om, er hørt. Givet i Villeneuve i Avignon stift den 16. september i vort tredie pontifikatsår.