© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst efter Lüb. UB.:
Wy Barnym, van der gnade godes tů Stetyn, der Wende, der Cassuben Wi der Pomerenen hertoghe, vnde virste tů Ruyen, bekennen openbar in desser scrift, dat wy tuschen den hochgheborn vůrsten Woldemere, konighen tů Denemarken, vseme hern, vp ene sit, vnde den eddelen heren Iohanne, Hinrick, Clawese, Alue vnde echt Alue, greuen tů Holsten, vppe de anderen side, ene sone ghedeghedinghet vnde ghesproken hebben. ♦ Wen se aller schelinghe vnde twidracht, de tuschen en was in desseme krighe, tů vns ghegan hebben, mit mynne edder mit rechte tů vntrichtende vnde tů vntschedende, so spreke wy tů voren, dat al de vanghenen, de se vnderlank erer eyn deme anderen afghevanghen heft, scholen se vnde ere hulpere los laten. ♦ Were auer dat etlike vanghenen al rede beschatten weren, it were van welker side it were, na der tit, dat wy desse sake tů Helschenborch tů vns nemen, den schal me ere beschattinghe wedder gheuen vnde schal se los laten. ♦ Vortmer al de lant vnde slote, de de konigh vnde sine hulpere den heren tů Holsten afghewunnen hebben in desseme krighe, de scholen se en wedder antwarden vry vnde vmbeworen. ♦ Ock so scholen de heren tů Holsten vnde ere hulpere al de slote vnde lant, de se deme konighe tů Denemarke vnde sinen hůlperen afghewunnen hebben in desseme krighe, wedder antwarden vry vnde vmbeworen. ♦ Sunderliken vmme dat hus tů Tunderen wente dar twidracht vmme wart na der tit, dat wy vmme de vanghenen vnde slote spreken tů deme Sunde, spreke wy aldus: Hebben de heren tů Holsten nyne houetlůde wesen vor Tunderen, do it ghewunnen wart, vnde hebben se dat sulue hus Tunderen in ere were nicht ghekreghen, vnde is it ok noch an erer were nicht, willen se dat mit eren eden beholden, so en syn se nicht plichtich deme konighe dat hus ti antwardende. ♦ Vortmer al de lant vnde slote, de de heren tů Holsten sint plichtich tů vntfande van deme konighe tů Denemarken, de schal he en mit willen lenen, vnde se scholen se mit willen vntfan. ♦ Heft ouer de konigh yenegherleye gůt, dorp edder were in desseme krighe sich vnderwunden, de tů hort hadden den heren tů Holsten, eren hulperen vnde mannen, de schal he en wedder laten vry vnde vmbeworen. ♦ Edder hebben de heren ti Holsten yenegherleye gůt, dorp edder were in desseme krighe sich vnderwunden, de se tů hort hadden deme konighe tů Denemarken, sinen hulperen vnde mannen, dat scholen se en wedder laten vry vnde vmbeworen. ♦ Vortmer vmme schulde, de en teghen den anderen heft, spreke wy aldus: Wes de konigh mit ynghezeghelden breuen der heren tů Holsten bewysen mach, dat scholen se em holden vnde vntrichten/ wes he ouer so nicht bewysen mach, dar scholen se mit eden vnde mit rechte vmme van em komen. ♦ Ock wes de heren tů Holsten mit ynghezeghelden breuen des konighes bewysen moghen, dat schal he en holden vnde vntrichten/ wes se ouer so nicht bewysen moghen, dar schal he mit eden vnde mit rechte vmme van en komen. ♦ Vortmer wan de konigh tů Denemarken sine lant vnde slote, de he vnde syn vader den heren tů Holsten tů pande setten hebben, losen wil, de scholen se em tů losende důn, alz se en stan, vnde se bewisen moghen mit eren breuen. ♦ Ock so schal de konigh tů Denemarken de heren tů Holsten nicht hinderen vnde beweren mit en also langhe, bet he se loset vmme sodane gůt, alz se stan, vnde he vnde syn vader en bebreuet hebben. ♦ Vortmer schal de konigh tů Denemarken in den hilghen sweren den heren tů Holsten vnde louen vntruwen, dat he al vsen sone bref holden wil vnde schal, vnde schal vnder sinen ynghezegele den heren tů Holsten en openen bref gheuen, dat he al vse sone breue holden wil vnde schal, vnde dat he dar vp heft ghedan sine ede vnde louede. ♦ Ock scholen de heren tů Holsten in den hilghen sweren vnde louen vntruwen deme konighe tů Denemarken, dat se al vse sone breue holden willen vnde scholen, vnde scholen vnder eren ynghezegelen eynen openen bref gheuen deme konighe, dat se al vse sone sone breue holden willen vnde scholen, vnde dat se dar vp hebben ghedan ere ede vnde louede. ♦ Vortmer vmme de sake, dar erer eyn den anderen vmme schuldeghit, de bynnen vredes ghescheen syn na der tit, dat wy desse sake tů vs nemen tů Helschenborch, spreke wy aldus: Wes eyn deme anderen darane bekant, dar schal he lik vmme důn; wes he ouer nich bekant, dar schal he mit eden vnde mit rechten vmme van em komen. ♦ Vortmer so schal en yewelck ouer de ghenen, de sine hulpere weset hebben in desseme krighe, mynne vnde rechtes weldich wesen. ♦ Vortmer vmme de slote, de vs gheantwardet syn an beyden siden, spreke wy aldus: We vnse sone vorscreuen hold, deme wil we sin slot wedder antwarden/ we ouer vser sone nicht en hold, deme wille wy sin slod nicht wedder antwarden, men wy wille dar by důn, alz vns tůboret. ♦ Mit dessen sake schal it tuschen en endet vnde lendet vnde vntscheden wesen, vnde scholen stede vrunt bliuen. ♦ Vmme den hertoghen van Sleswik vnde sine sake spreke wy aldus: Wente he sich mit willen vten deghedinghen heft gheworpen hir vmme schal he buten al desser sone bliuen. ♦ De konigh tů Denemarken vnde de van Mekelenborch de hebben sich suluen berichtet vmme ere vanghenen, de wy vor desser tit losgesproken hebben. ♦ Datum etc. ♦
Desse sone breue hebbe wy den heren tů Holsten gheboden na der tit, dat se de vtscrift van dem ersten sone breuen vorsproken, vnde de wolden se nicht annamen.
26 og 11 p. 150 Helschenborch] Lüb. UB. l.l. læser Holsthenborch, cf. dog p. 855 (registret); en mikrofilm af B viser utvetydigt Helschenborch.
17 se] A og B, Lüb. UB. retter til de.
28 wil] B, willen A, rettet i Lüb. UB. til wil.
11 dat] A, de B.
Vi Barnim, af Guds nåde hertug af Stettin, over Venderne, Kassuberne og Pommeranerne og fyrste af Rügen, erkender åbent med dette brev, at vi har forhandlet om og afsluttet et forlig mellem den højbårne fyrste Valdemar, konge af Danmark, vor herre, på den ene side og de ædle herrer Johan, Henrik, Klaus, Adolf og atter Adolf, grever af Holsten, på den anden. Eftersom de har henskudt al strid og tvedragt, som var dem imellem i denne krig, til os at bilægge og afgøre i mindelighed eller efter kendelse, så forkynder vi først, at alle de fanger, som de indbyrdes har taget fra hinanden, skal de og deres hjælpere løslade. Men hvis nogle fanger, efter at vi i Helsingborg påtog os denne sag, alt har betalt løsepenge, på hvilken side det end er sket, skal man tilbagegive dem deres løsepenge og løslade dem. Fremdeles alle de lande og borge, som kongen og hans hjælpere har vundet fra herrerne af Holsten i denne krig, skal de frit og ubehæftet tilbagegive disse. Ligeledes skal herrerne af Holsten og deres hjælpere frit og ubehæftet tilbagegive alle de borge og lande, som de har vundet fra kongen af Danmark og hans hjælpere i denne krig. Med særligt henblik på huset i Tønder, eftersom der opstod strid om det, efter at vi afsagde kendelsen i Stralsund om fangerne og borgene, forkynder vi således: har herrerne af Holsten ikke været hovedmænd ved belejringen af Tønder, da det blev erobret, og har de ikke fået samme hus i Tønder i deres værge, og er det endnu ikke i deres værge, og de vil bevise dette med deres ed, så er de ikke skyldig at udlevere kongen huset. Fremdeles alle de lande og borge, som herrene af Holsten er forpligtede til at modtage i len af kongen af Danmark, skal han forlene dem med, og de skal i god vilje modtage dem. Men har kongen i denne krig bemægtiget sig gods, landsby eller besiddelse af hvilken som helst art, der havde tilhørt herrerne af Holsten, deres hjælpere og mænd, skal han frit og ubehæftet tilbagegive dette. Eller har herrerne af Holsten i denne krig bemægtiget sig gods, landsby eller besiddelse af hvilken som helst art, som havde tilhørt kongen af Danmark, hans hjælpere eller mænd, skal de frit og ubehæftet tilbagegive ham disse. Fremdeles med hensyn til krav, som den ene part rejser mod den anden, forkynder vi således: hvad kongen med herrerne af Holstens beseglede breve kan bevise, det skal de overholde og opfylde over for ham; men hvad han ikke kan bevise på denne måde, skal de kunde frigøre sig for med ed og efter retten. Ligeledes hvad herrerne af Holsten kan bevise med kongens beseglede breve, det skal han overholde og opfylde over for dem; men hvad de ikke kan bevise på den måde, skal han kunde frigøre sig for med ed og efter retten. Fremdeles, hvis kongen af Danmark vil indløse sine lande og borge, som han og hans fader har pantsat til herrerne af Holsten, skal de lade ham indløse dem til den sum, for hvilken de er pantsat, og som de kan bevise med deres breve. Ligeledes må kongen af Danmark ikke hindre og forulempe herrerne af Holsten i besiddelsen af disse panter, indtil han indløser dem for en sådan sum, som de står i pant for, og som han og hans fader har givet dem brev på. Fremdeles skal kongen af Danmark over for herrerne af Holsten aflægge ed på relikvier og erklære på tro og love, at han vil og skal overholde vort sonebrev fuldt ud, og han skal under sit segl give herrerne af Holsten et åbent brev om, at han vil og skal overholde hele vort forlig, og at han har aflagt ed herpå og afgivet løfter herom. Ligeledes skal herrerne af Holsten over for kongen af Danmark aflægge ed på relikvier og erklære på tro og love, at de vil og skal overholde vort sonebrev fuldt ud, og de skal under deres segl give kongen et åbent brev om, at de vil og skal overholde hele vort forlig, og at de har aflagt ed herpå og afgivet løfter herom. Fremdeles hvad angår de klagepunkter, som de gensidigt fremsætter mod hinanden, og som skal være sket i våbenstilstandsperioden, og efter at vi påtog os denne sag i Helsingborg, forkynder vi således: hvad den ene part over for den anden anerkender som rigtigt, skal han yde erstatning for; men med hensyn til det, som han ikke anerkender som rigtigt, skal han fri sig for hans påstand med ed og efter retten. Fremdeles så skal enhver have beføjelse til at træffe en mindelig ordning for og afsige retskendelse over dem, som har været hans hjælpere i denne krig. Fremdeles angående de borge, som er blevet opladt os fra begge sider, forkynder vi således: den, der overholder vort fornævnte forlig, ham vil vi tilbagegive hans borg; men den, der ikke overholder vort forlig, ham vil vi ikke tilbagegive hans borg, men vi vil i den sag forholde os som sig bør. Med disse kendelser skal sagen være endt og sluttet og afgjort mellem dem, og de skal stedse forblive venner. Angående hertugen af Slesvig og hans sag forkynder vi således: eftersom han af sin egen fri vilje har unddraget sig dagtingningerne, skal han derfor stå uden for hele dette forlig. Kongen af Danmark og fyrsterne af Mecklenburg har forligt sig selv angående deres fanger, som vi før denne tid har kendt fri. Givet o.s.v.
Dette sonebrev har vi tilbudt herrerne af Holsten, efter at de forkastede udskriften af det første sonebrev, og de ikke vilde godtage det.
Cf. nr. 162 med hensyn til datering.