Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, til alle, der bor i landet JyllandN, hilsen og nåde med den herre Jesus Kristus.

Vi indser, at det i højeste grad hører til vor kongelige værdigheds pligt, at vi altid omsorgsfuldt har i vore tanker, at gudsdyrkelsen, hvorved kristenheden og de troendes frelse bevares, ikke forringes på grund af slette menneskers ondskab og skødesløshed. Da vi nu af bisper og andre troværdige mænd er blevet belært om — hvad det gør os ondt at måtte sige — at klostre, kirker, præster, deres undergivne og tjenere ved overgreb i krigstider og ved omstrejfende ugudelige menneskers gæsterier og ulovlige tvangsbeskatninger er kommet i en sådan armod, at munke og nonner af mangel på det mest nødvendige til livets ophold må forlade deres klostre og skaffe sig underhold blandt verdens børn til stor fare for deres sjæle, og at præster med sjælesorg nødes til at forlade deres kirker, hvis ikke vi på frelsebringende måde råder bod herpå, så forbyder vi efter at have overvejet de fornævnte forhold på det strengeste under trusel om vor nådes fortabelse, at nogen af vore fogeder eller deres officialer eller nogen som helst anden, uanset stilling eller stand, fra nu af drister sig til at besvære fornævnte præster og klostre med sådanne gæsterier og ulovlige beskatninger, såfremt han vil undgå vor kongelige hævn, for at ikke de troende skal unddrages gudstjenesterne og forvaltningen af sakramenterne, og gudsdyrkelsen forringes ved ikke at have tilstrækkeligt mange tjenere, og vi befaler, at de, som overtræder og ringeagter dette vort forbud, skal straffes hårdt og aves strengt af de herrer bisper og af vore fogeder. Givet på Ålholm under vort segl og i vor nærværelse i det Herrens år 1359 mandagen næst efter søndagen Quasimodogeniti.